Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1965, Page 25

Indledning
XXI
Verstal forekommer ikke. Et vers begynder altid
med ny linje; iovrigt skrives der fortlobende. Skri-
veren har været klar over at overleveringen somme
steder var fragmentarisk; i tre af viserne, VII, VIII
og X, er der efterladt áben plads til senere udfyld-
ninger. Det ses ikke klart, om viserne er nedskrevet
efter tradition eller om ældre tabt forlæg er benyttet;
det forste forekommer dog at være det sandsynligste,
da enkelte vers er tilfojede i marginen.
Eetskrivningen er lidt arkaiseret (at, sumarit, radit
m.m.; sva, varo; syngea, Asbeorn; siglotre). Formerne
þat og þad er omtrent lige hyppige; nár hándskriftet
har p, oploses dette þad (undtagen s. 81 v. 11, s. 82
v. 13, hvor þat stemmer overens med skrivemáden i
de nærmeste vers). I endelser er -er langt hyppigere
end -ir; derfor oploses f. eks. aller nár endelsen skri-
ves med forkortelsestegn. Præpositionen fyrer skrives
fuldt ud sáledes s. 69 v. 1, hónum dativ af hann s.
68 v. 30; ellers forkortes disse former.
Om hándskriftets historie vides kun at der pá
bl. 119v findes en ejerpátegning: “Jón á Urdum á
Bó[kina]” (af det sidste ord er kun overste del af B og
akcenten bevaret). Gárden Urðir ligger i Svarfaðardal
(Eyjafjord). Hándskriftet blev 1909 solgt til Lands-
bókasafn af Halldór Daníelsson, som muligvis har arvet
det efter sinfader, Daníel Halldórsson; denne var i árene
1843-80 præst pá Glæsibær og Hrafnagil i Eyjafjord.
Ingen viser fra Lbs. 1518 8vo er tidligere trykt.
JS 80 8vo
(s. 99-104)
Hándskriftet er i lille oktavformat, antagelig skre-
vet ca. 1800 (“c. 1790?” Jón Sigurðsson, se nedenf.).
Sidste halvdel indeholder digte, deriblandt et sákaldt
Kerlingarkvæði (bl. 127r-136r), som skildrer en tig-