Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1965, Side 34

XXX
Indledning
Enkelt konsonant rettes til dobbelt i fim s. 149 v. 7, skin
s. 118 v. 22, samt hyppigt foran konsonant: þigðu > þiggðu,
beknum > bekknum, alt > allt, sáledes ogsá f. eks. i bygðu,feldu,
skemt, kendi, kant, -mansins, minstu, kysti. I alldrei, helldur
slettes det ene l;fyrr >fyr, kirr >kyr, enn (konj.) >en, framm
> fram.
Talesprogsformer ændres til mere litterære: systurin (nom.)
> systirin; systir, dóttir, móðir, bróðir (cas. obl.) >systur o.s.v.;
föðurs (gen.) >föður, veturnar (akk. pl.) >velurna; háann>
háfan s. 147 v. 8; virðugleg > virðuleg; einnrar > einnar; eg >
jeg (kun i visen s. 132-5, ikke beholdt i ÍF1); annar (m.) >
annarr, nokkur (m.) >nokkurr; annarar > annarrar; þaug>
þau; þennann > þenna, hvör el. hvörr >hver el. hverr (hvor s. 119
v. 31), hvörn el. hvorn>hvern, hvört>hvert el. hvort (s. 141
v. 22), annaðhvört > annaðhvort, hvörs >hvers, hvörra > hverra,
hvörjir > hverir, hvorjar > hverjar, hvönœr > hvencer, hvörnig >
hvernig, hvörsu >hversu; sofandi >sofanda s. 124 v. 27; hef >
hefi, hefur>hefir; þókti>þótti; (þú) berð >ber; so>svo; þann-
inn > þannig, hvörninn > hvernig.
Imperativerne ráðtu s. 141 v. 1, Biðtu s. 142 v. 9 ændres
til ráddu, Biddu.
Grundtvig sætter i sin afskrift anfnrselstegn foran
og efter en replik, men nogle gange er tegnet glemt
det ene sted; ligeledes kan det forekomme at han,
imod sine sædvanlige principper, afslutter en vers-
linje med komma, skont en pábegyndt sætning fort-
sættes i næste linje. Begge dele rettes i udgaven uden
bemærkning, idet man i sádanne tilfælde har fulgt
Grundtvigs reviderede tegnsætning i ÍF1.
Seks sJcœmteviser
(s. 160-175)
Disse seks viser er optaget i en samling af ældre
og nyere islandske digte, Lbs. 1745 8vo, skrevet af
præsten Stefán Þorsteinsson pá Vellir i Svarfaðardal
(1778-1846). Skriften er meget tæt med mange for-
kortelser, og der er kun smal margin.