Nordens Aarbog - 01.06.1923, Qupperneq 70

HILSEN TIL DE DANSKE DIKTERE.
TALE VED FESTEN IKRISTIANIA DEN 23 FEBRUAR 1922,
Av Nils Collett Vogt.
Mine herrer danske diktere: I'.erst og fremst et hjertelig
velkommen! Dernæst en tak for det levende og rike glimt, I
har git os ikveld av dansk poesi, dens rikdom, skjonhet og
styrke. Tilslut et onske om at I paa avskedens dag maa ta
med et minde om norsk venskap, som efter sigende har den
egenskap, at det varer.
Jeg onsker kort sagt, at I skal like jer likesaa godt i vor
by, som i sandhet min generation av unge, norske skribenter
trivdes i Eders, ak, for saa eventyrlig mange aar siden. Riktignok,
det skynder jeg mig at lægge til, kommer I hit under noget andre
forutsætninger, end vi gjorde, da vi i tidernes gry steg i land
paa Kjobenhavns gamle toldbod. I betyr noget. I er noget.
Vi var slet ingenting. Hadde ingenting utrettet endda, gud bedre
det. Men en fqrdel hadde vi, om det da er en fordel at kalde
for: Vi kom i glansen av vore store, gamle, solte os uforfærdet
i det blændende skjær av norsk diktning, dens overlegne stilling
den gangen, dens vælde og verdensry. Det var tider! Paa trap-
pen stod Danmarks forlæggere med hatten i haanden: Om vi
ikke hadde bruk for et lille forskud? Og var vi paa teatret,
horte vi mangen god gang deilige kvinder hviske: Se, der gaar
den aller sidste, store, norske dikter!
Hvor det lod!
Der berettes om en av os, at han en kvæld fandt veien op
til Georg Brandes. >Jeg er norsk dikter, og det er min akt at
bli likesaa stor som Henrik Ibsen.» Hvorpaa Brandes bukket og
svarte: »Tor jeg saa sporge, hvad De erh>
En morgen skinnet ikke solen saa indbydende paa os længer.
Der var flere end Brandes, som spurgte om, hvem vi egentlig
68