Nordens Aarbog - 01.06.1923, Page 71

HILSEN TIL DE DANSKE DIKTEKE
var. Larmende hadde vi kommet, stilfærdig snudde vi næsen
hjem for herhjemme i al ubemærkethet at slaa os frem paa egen
haand. Hadde vi været svaner paa blanken sjo, var vi nu kraa-
her i hverdagens vindlose luft, hverdagsfugler, som ingen gad se
efter, naar vi paa tunge vinger basket forbi.
Men endnu, saa mangfoldige aar efter, hænder det, at jeg
om natten vaakner op av en livssalig drom. 0dsle forlæggere,
viftende teaterchefer, vinkende redaktorer, smilende kritikere, henri-
vende damer- Og en gammel opvarter paa Bernina, som hadde
for vane at si: »For guds skyld! De unge, norske diktere forst!»
I betyr noget. I er noget. Tro ikke at jeg sammenligner.
Men gid vor sol maa skinne likesaa festlig paa jer, som den
danske paa os, ak ja, for saa uhyggelig mange aar siden!
Vær hilset i februarsolens hvite lys over sneen! Februars
sol varmer ikke, men den gir, hvad bedre er, den forste svake
anelse av vaar. Og vaarfornemmelser dem forstaar I jer paa, diktere
som I er — bebudelsens,. indvielsens, lofternes poesi. Forspillet
til festen. I drommens hvite lys omsmelter dikteren tingene,
forvandler dem i sit sande billede, gjor det evig gamle paany evig
ungt og uforgjængelig. Kanske februarsolen varmer litt allikevel,
fordi den i et kort lykkeblink aapner lange utsyn, maner frem
ul den herlighet, vi har i vente. Februars sol er dikterens egen.
Jeg tror, at for at forstaa det lyriske drag hos os nordmænd,
de braa kast i vore sindsstemninger, motsætningerne i vor natur,
uiaa man ha gjennemlevet en norsk vinter — oplevet, at den blev
hrutt av vaarens syngende makt. En liten vaarvise har vi i os
allesammen. Ta vor lyriks to storste — Wergeland og Bjornson!
To naivt troende, som trods stængende kaar og morketid alt i
det fjerne har fornemmet vaarlosningens brak og bulder. En
vældig vaarfolelse er over dem. I profetisk langsyn spaar de om
hedre tider for sit land, ja for hele menneskeheten. I vaarlig
haab, i glad forvissning om at nye frelsende kræfter er oppe, vars-
ler de seier for lysmakterne, for det myke, rene, hvite skjær over
sne og is. Intet saa stort, at det var for stort for dem. Intet saa
snaaat at de ikke har raad til at gi det av sin kraft, sin sjæls-
varme, sit geni: Snart flommer elvene. Snart durer bækkerne.
Snart stiger solen.
Stiger den? Aldrig har vel vi mennesker famlet i morke
s°rn nu. Uten vilje til haab speider vi mot lys- Forgjæves lyt-
69