Nordens Aarbog - 01.06.1923, Side 72

NILS COLLETT VOGT
ter vi efter de ferste spæde flaitetoner. Det heter hos Bjornson,
at sangen forsoner og forener. Sangerens kald, lyder det hos
Wergeland, er at synge folkene sammen. Hosianna! Tillat mig
i forbigaaende at si, at vi ikke anerkjender andre vers end dem
som fortroller, som, idet de slynger en rytme ind i sindet, blir
der med sin melodi, efterat vi kanske for længe siden har glemt
ordene. Et nyn. En tone av en andens sjæl, som nu brister
mot vor egen. Alt andet er til at kaste i ovnen, til at visne og
do. Litteratur. Hvor mange danske vers har ikke sunget sig
ind i os, mens tiderne randt, og hvor ofte har ikke klangen av
dem baaret Danmarks land og Danmarks folk sympatisk frem
for vor fantasi! Ja slik er det! I sang, vældet op av sjælen, av
selve folkesjælens dyp, nærmer vi os hverandre i forstaelse, mo-
tes vi i inderligere slæktskapsfolelse, end de herrer politikere reg-
ner med. Stod der i dette oieblik frem blandt Europas mis-
handlede nationer en flok nyskapende diktere, som skrev ut fra
rent menneskelige synspunkter, det menneskelige i sin hoieste fri-
het og skjonhet, skulle de virke sterkere end adskillige kongresser.
Den store dikter var til enhver tid al ytterliggaaende nationalis-
mes farligste og selvfolgelige fiende. En luftning av nobel men-
neskelighet dæmper hatet, splitter misforstaaelserne, klarner tan-
kerne. Som februars anelsesfulde skin over snevidderne vilde
lyset fra dikterens tale falde paa frosne sind. Kanske det dæmret
for os paany. Atter aapnet vi os mot solen. Vi saa hverandre.
Tak for Eders bud fra Danmark, det Danmark, vi elsker, fra
dansk natur og dansk aand!
Og saa et litet ord tilslut. Ikke sandt, I danske diktere:
Her trænges ingen presentationer. Vi kjender hverandre. Noie
vet vi om hverandres kaar. En dag paa gaten — en dag som
alle de andre .... Hvad er sket? Var det et glimt i en rute,
et hastig smil i ett kvindeansikt, et gammelt minde, som med
ett blev ungt for oss? Pludselig sprenger, hugger, jager en het
blodets bolge mot hjærtet .... Ind i en tom sidegate .... Det
gjælder at rædde sig derind .... Jeg minds, at jeg ved en leilig-
het væltet en gammel kone paa veien. Et overrendt barn graat.
Forbandelserne og graaten blander sig i ens forestillinger og gjor
dem en nuance rikere. Febersitrende river vi notisboken op og
kaster dunkle ord ned i den. Ordene samler sig til linier. Lini-
erne blir vers. Aa, dette er det bedste, vi har gjort! I vild
70