Nordens Aarbog - 01.06.1923, Síða 148

KNUT LIEST0T,
tnálet niaattc fortiden nærmest betragtes som et Omgangssprog'.
uden Litteratur, altsaa .som en Dagligtale®. Og Aasen hadde
klárt for augo at til eit skriftmál mátte ein setja andre krav enn
til eit mál som var talemál berre. Det var nok so at den skrift-
lege formi burde vera den fullkomnaste, reinaste og vyrdelegaste
formi av folke-to/íw. Aíen likevel vilde det alltid vera ein skil-
nad millom bokmál og daglegtale. -'Dette er noget, som alle-
rede den naturlige Forskjel imellem Skrift og Tale forer med sig-
Talen har nemlig den store Fordeel, at den overalt er ledsaget
af Betoningen, som giver hvert Ord sin rette Vægt, medens
derimod de skrevne Ord blive staaende som eensformige og lyd-
lose Figurer, udsatte for allehaande mislig Opfatning». Ogso
andre skilmerke held Aasen fram; men eg hev nemnt dette som
eit eksempel pá koss han ság pá skriftmál; han rekna likso mykje
med á sja det som med á hoyra det. Han hadde tenkt spurs-
málet um samhovet millom talemál og skriftmál grundigt igjenom;
det ser ein av skriftene hans; men han var sjolvsagt i mangt bun-
den av det synet som rádde den gongen: tanken pá det vyrdelege,
prydelege, korrekte som uskiljande knytt saman med skriftmálet.
Ein ser dette so greidt av dei rettingane han gjorde framlegg
um til Asbjornsens og Moes eventyr. Var t. d. ein konjunktion
eller eit relativpronomen utelate (i samhove med talemálet og til
á fá storre fart i stilen), so vilde Aasen ha det inn att.
Men det var i alle tilfelle det heimlege Aasen vilde halda
seg til og byggja pá. Det som det serleg vart spursmál um,
var kva ein skulde gjera nár bygdemáli ikkje rakk til. Der or-
det eller ordlaget vanta i dei fleste bygdemál, laut ein triva til
»de sjeldnere Ord, som virkelig betegne Tingen» eller ogso laut
ein nytta »visse ubestemte eller svævende Ord, som betegne
Tingen tilnærmelsesviis; thi deter netop Skrivebrugen, som baade
kan gjore de sjeldne Ord bekjendte, og tillige bestemme Betyd-
ningen af de mere svævende eller vaklende Ord». Dinæst kunde ein
taka upp nokre ord or det garnle norrone málet, og endeleg ein-
skilde framande ord. Men elles galdt det um »at en grundig
Renselse i Stiil og Udtryksmaade bor gaae Haand i Haand med
en begyndende Dyrkning af det norske Maal; og en saadan Be-
stræbelse vil her ogsaa falde ganske naturlig, fordi de fremmede
Ord ville her synes langt mere stodende end i de andre Maal, hvor
de nu engang have faaet et Slags Hævd».
146