Nordens Aarbog - 01.06.1923, Blaðsíða 165

THOMAS BREDSDORFF
hvad der er værd at elske. Dette er vort Maal, og vi har i Grun-
den slet ikke noget andet. Og i samme Grad, som vi lærer dem
dette, kan vi spare os al Moralisering. Thi kun ad den Vej faar de
Glæder, som driver de daarlige ud. Og den Moral, der bliver til,
naar man har lært at elske, hvad der er Kærlighed værd, er ogsaa
anderledens bindende end den tnrre Jodemoral, som saa mange nu
moder op med.» —
Derfor gjorde han ogsaa ufortroden og aarvaagen Vagttjeneste
for den frie Skoles Idé og var til enhver Tid slagfærdig og rede til
at tage en Dyst med de Farer og Fjender i Tiden, som ude-og inde-
fra truede den: Aandsfornægtelsen, Aandstvangen, Aandlosheden. Fri-
hedskravet var af den Grund for ham det hojeste, i Grunden det
eneste, Skolen og Kirken maatte stille til Stat og Samfund. Tjener
vi Sandheds Aand, da onsker vi kun at fore vor Sag i Frihed og
paa lige Vilkaar med vore Modstandere. Han holdt fast ved Lære-
mesteren Kristen Kolds Stilling til de ydre Magter: vil I hjælpe os
okonomisk, siger vi Tak, men hvis I til Vederlag kræver nogen
Art af Kontrol, maa I beholde jeres Skillinger selv. —. Forskrift
eller Indgreb udefra med Hensyn til Plan og Ordning, Arbejdsmaade,
Lærerstab og Eksamenskrav taaler den Skole ikke, som staar og fal-
der med den frie Tale. Folkehojskolens Berettigelse og Indflydelse
hviler paa, om den giver det Ord, som Ungdommen trænger til at hore
og derfor lytter til med Lyst.
Thomas Bredsdorff havde denne lykkelige Evne til at samle Ung-
dommen hos sig og hjælpe den til Rette.
Hans Fader var den musikdyrkende Præst Morten B. og hans
Morfader den fremragende Prædikant Vilhelm Birkedal, saa han baade
paa Fædrenes og Modrenes Side havde arvet kunstnerisk Evne, en
poetisk Aare, der i saa haj Grad kom ham til gode som Ungdoms-
lærer og navnlig satte ham i Stand til at aabne for de i Folkevisen
og Salmesangen nævnte Skatte. Hvilken aandelig Berigelse har han
ikke givet dansk Ungdom ved at vejlede den til Forstaaelse af nor-
disk Aandsliv og fore den til de Kilder, hvorfra ogsaa Nutidslivet hen-
ter Styrke og Fornyelse. Hans Elever og vi, hans Medarbejdere i
den danske Folkehojskole, vil aldrig kunne giemme denne milde,
muntre og djærve Mand, der bragte Bud fra Hjem og Fred og fest-
lig Glæde, hver Gang vi modte ham. De mange, mange Mænd og
Kvinder fra de andre nordiske Lande, som i Aarenes Lob besogte
ham paa Roskilde Folkehojskole, vil utvivlsomt mindes ham med
samme Hengivenhed og Taknemlighed som den, der har fundet saa
ægte og rammende Udtryk i nedenstaaende Linjer af en svensk Elev,
h’rk. Ester Möllerstedt:
Vár bát du styrde mot den höga strand,
dar frihets vindar vagga trádens stammar,
du pekade mot bergens vita kammar
i »tankens, trons och vetenskapens land».