Nordens Aarbog - 01.06.1923, Qupperneq 167

IDA FALBE-HANSEN
Froken Falbe-Hansen var uddannet til almuelærerinde (1877)
for hun tog studentereksamen og (1890) magisterkonferens i nordisk
filologi. Under gunstige omstændigheder var hun nok blevet i viden-
skaben, nu tog pædagogikken mer end hendes halve kraft. Ingen kan
jo tjene to herrer, siger man. Engang imellem kan dog netop pæda-
gogiske og videnskabelige interesser gensidig befrugte hinanden. I
det, froken Falbe-Hansen har skrevet, mærkes lærerindens klare til-
rettelæggelse og fremhæven af det væsentlige. Og i de 20 aar hun
underviste i Dansk ved Zahles kvindeseminarium og ved Statens
Lærerhojskole var det hendes egen friske forstehaands forhold til stoffet,
der ikke blot gjorde det levende og fængslende for eleverne, men
ogsaa mange gange forte dem ind paa at arbejde selvstændigt med
smaa specielle opgaver. Alle hendes elever mindes med særlig tak-
nemmelighed det vækkende ved hendes undervisning, som netop skyldtes
hendes friske og personlige syn og grundmurede viden. Mangen alt-
for autoritetsbundet eksaminator har nydt godt af de samme egenskaber,
naar hun kom som censor ved almueeksamen. Og tanken med den
faglærerindeuddannelse hun stiftede, var netop den, efter den skolemæssige
undervisning paa seminariet at give lærerinderne lejlighed til en mere
selvstændig, om man vil videnskabelig, tilegnelse af et eller to fag.
Som litteraturhistoriker var froken Falbe-Hansen elev af Svend
Grundtvigs skole. Hendes speciale var den nordiske romantik med
dens forudsætninger i folkeviser og islandsk digtning og i dens for-
bindelse med den germanske renaissance i Tyskland og England i d.
18. aarh. Dette stof beherskede hun suverænt og med en ubegribelig
hukommelse. Endnu et aar for sin dod da hendes haand forlængst
var hort op at kunne f0re pennen selv, conciperede hun i sovnlose
nætter en afhandling om versemaalene i »HeIge», som saa om dagen
blev dikteret hendes trofaste veninde og utrættelige hjælper, froken
Elisabeth Grundtvig. Det der bærer hendes navn er ellers kun et
par fine indledninger, til Dhlenschlægers »Digte 1803» og til Ewalds
»Fiskerne», samt det bind afhandlinger som efter den storste hedder
»0hlenschlægers nordiske digtning».
Paa dette sted er der en særlig grund til at mindes, hvad froken
Falbe-Hansen har udrettet for at udvikle kendskabet til svensk sprog
og litteratur i Danmark. Hun har været med til at faa Svensk ind-
fort som obligatorisk fag baade i mellemskolen og gymnasiet og har
til denne undervisning givet fortræffelige hjælpemidler i to læreboger
og et længe tiltrængt svensk-dansk leksikon. Endelig maa nævnes, at
hun har oversat Selma Lagerlöfs værker sammen med froken Grundtvig.
Værdig som faa hædredes hun 1914 med fortjenstmedaljen i
guld af den danske konge og næste aar med literis et artibus af den
svenske. Men da var hun allerede haablos syg. En snigende lam-
melse, der med næsten grusom barmhjertighed kun lod hendes aand
urert, gjorde, at doden tilsidst kom som en befrier.
Georg Christensen.