Nordens Aarbog - 01.06.1923, Side 182

IN MEMORIAM
sad og nöd ham med Beundring. Og med on stærk Fölelse af, at
her hadde selv Emil Stang fundet sin Jevnbyrdige.
Fra den Dag var Jörgen Lövland ubestridt en af dette Lands
störste Politikere.
Som Formand i Jernbanekomiteen fik han Lederstillingen i den
store Jernbanedebat i 1894, hvor Bergensbanen foraarsaket en 14
Dages Debat. Chr. Michelsen og Lövland törnet her sammen. Den
förste vilde ha sin »direkte Linie» uten videre Vrövl, Lövland vilde
nok ha en Bergensbane men vilde ha den gjennem Sogn eller Har-
danger med Færgeforbindelse. Men fremforalt vilde Lövland sam-
tidig bjerge en Del af sin Sörlandsbane. Derfor var det Lövlands
Taktik at bekjæmpe Midfjeldslinjen saalænge, til der blev git Kjöb
ligeoverfor den Del af Sörlandsbanen, som vor forberedt, nemlig Par-
cellen Eikersund—F’lekkefjord. Som bekjendt fik begge de stridende
Kjæmper sin Villie igjennem.
Da Sporvidden senere skulde bestemmes, var Lövland Statsraad.
Og her la han i Sandhed hele sin vældige Personlighed ind i Debat-
ten for at faa Bergensbanen bredsporet.
Det er ikke let for Nutiden at forstaa Striden her. Men man
maa huske, at Banen fra Bergen till Voss var smalsporet. Selve Fort-
sættelsen over Höifjeldet var, omend besluttet, slet ikke populær. Og
saa skulde man nu gaa til Ombygning af den færdige Vossebane, som
allerede hadde været i Drift i mange Aar.
Men Lövland, saa hensynsfuld og rolig, var ikke ræd. Han tog
Ansvaret for sin Proposition. Og han tog en Debat, hvor han virke-
lig var næsten udfordrende. Sjelden hörte jeg paa ham med större
Glæde. Storlagt var hans Overblik over Landets Jernbaneplaner og
den stærke Betoning af de store Hovedliniers Evne til at samle det
hidtil splittede Land og bringe det i umiddelbar Forbindelse med Eu-
ropa. Den samme Tanke udformet han ogsaa i en Telefondebat, hvor
han advaret mod at gjöre Telefonfylker i Stedet for et Telefonrike.
Ogsaa i saadanne rent faglige Spörsmaal kom hans Samfundssyn atter
og atter frem og han præket Samling mer end nogen anden.
Ud fra det samme Grundsyn anbefalte han sine Menigsfæller at
stemme for den bekjendte 7 Junibeslutning 1895, hvorved Venstre
vistnok maatte indstille sin Unionsaktion fra 92 og 93 og gaa med
paa nye Forhandlinger med Sverige. Nede i Lövlands Valgkreds
var der et sandt Raseri, og »Fædrelandsvennen» spydde Gift og Galde
over Lövland, fordi han, som man sa »böiet af>>. Nei, da var det
andre Karle de nogen og tyve, som stemte mod og, som man ved,
gik mellem Bænkene og bad sine Medrepræsentanter stemme for.
Lövland gik da ogsaa ind i den 3die og sidste Unionskomite. Han
holdt her sit gamle Standpunkt: Ingen nye Fællesinstitusjoner. Lige-
til sine sidste Dage var hans Standpunkt greit og klart; en varm Ven
af begge Frændeland, intimt Samvirke i alle Sager, som med Nytte
kunde löses i Fællesskab, men — ingen Fællesinstitutioner af varig Art.
180