Nordens Aarbog - 01.06.1923, Qupperneq 187

FREDRIIC STANG LUND
til indigneret protest eller dirrende patos, — det muntert lekende eller
mildt ironiske vidd. Men alt dette var det mindre væsentlige. Ganske
visst nödvendig for at gjöre ham til den han var, — men ikke det
avgjörende.
Det avgjörende var den máte hvorpá han i hver enkelt sak la sit
forsvar an. Han medbragte en levende interesse for og et indgáende
kjendskap til sá mange menneskelige anliggender; ja, man kunde med
det gamle ord vel sige at intet menneskelig var ham fremmed. Men
fremfor alt hadde han en dyp forstáelse av mennesker; rnangen gang
forstod han dem visselig meget bedre end de forstod sig selv. Og
nár han skulde ta i vej med en litt vanskelig straffesak, var det ham
áltid först og fremst magtpáliggende at bli helt og fuldt kjendt med
tiltalte selv. Det var indenfra han arbejdet med enhver sak. Jus’sen
mátte selvfölgelig ha sit. Og de ydre saksforhold mátte pá det nöjeste
studeres, mulige huller i bevisförslen avdækkes, den riktige sammen-
hæng i fornödent fald rekonstrueres. Men mer end alt andet gjaldt
det for ham selv at leve sig ind i og bringe ogsá dommerne til at
leve sig ind i tiltaltes — og i anden række de andre medagerendes —
sjæleliv. Tiltaltes skyldfrihet kunde fremgá allerede av hele hans
ándelige habitus. Og var han skyldig, kunde en rigtig vurdering bare
ske ut fra et fuldt kjendskap til alle de ydre og indre forhold som
hadde bragt ham dit han stod.
Det er overflödig at nævne at Stang Lund ikke var av de sak-
förere som vil forblande kortene for dommerne. Han hævdet at det
ikke engang nytter at forsöke pá det overfor norske lagrettemænd.
Og den fremgang han hadde som forsvarer skyldtes for en ikke liten
del, at dommerne ogsá fik det indtryk at han uten forsök pá fortielse
eller forvanskning tok saken op, som den virkelig lá.
Först og fremst var det imidlertid den dype menneskeforstáelse
og den indtrængende indlevelse i den enkeltes sjæleliv, som bar Stang
Lunds sakförsel sá höjt op. Og disse sider ved hans væsen og virke
hang igjen sammen med at han inderst inde holdt av sine medmenne-
sker. Han mátte nok medgi at menneskene >flkke er sá gode som
de burde være», —■ han var alt andet end naiv eller godtroende; men
han mente samtidig at ha erfaret at de ofte ikke er sá onde som man
skulde tro. Han var i det hele en positiv natur, en livsbekræfter; han
hadde tro pá livet og var altid en fremgangens og reformernes mand.
Han blev en pryd for sin stand, et eksempel og en læremester.
Han opnádde at fremme samfundslivet og retslivet — ogsá utenfor sit
lands grænser. Og rundt i vort land er der hundreder av enkelte og
hundreder av hjem han har været til tröst og hjælp, — mangfoldige
han har været til redning.
185
E. Hagerup Bull.