Mímir - 01.05.1964, Blaðsíða 16

Moses Olsen:
Forklaringer liar det som kloge og fornnf-
tige mennesker, de er som regel kedelige, træt-
tende og torre. Men alligevel má jeg begynde
med en nærmere forklaring til overskriften:
„Eskimoisk digtning — for og nu“.
Eskimoisk digtning for og nu i tiden, som
jeg i det folgende skal fortælle lidt om, stam-
mer fra alle eskimostammer, der var (og til-
dels endnu er) spredt fra Alaska til 0stgron-
land. Med eskimoisk digtning i dag, som jeg
senere skal konune ind pá, mener jeg gron-
landsk digtning, d. v. s. digtning kun i Gron-
land i vore dage.
Eskimoerne havde intet skriftsprog, og det
at digte var derfor en brydsom og langsomme-
lig hukommelsesopgave. Utallige sagn, fortæl-
linger og myter er blevet bevaret i form af
mundtlig overlevering generation efter genera-
tion igennem mange árhundreder. Men hvad
angár digte, som altid blev sunget, er det an-
derledes. Det vil jeg komme ind pá lidt senere.
Men forst dette.
Det er vist en almindelig forestilling, at eski-
moer var næsten lige sá bloddryppende, rá og
barbariske som vikingerne; d.v.s. et folk, der
ikke bestilte andet end 'dræbe og æde. Denne
primitive, overfladiske og dermed typisk eu-
ropæiske tvangstanke er imidlertid Iige sá
tvivlsom som at sige, at Snorri gik med slips og
hvid skjorte pá hver dag. Knud Rasmussen,
det eneste menneske, der fuldtud bar forstáet
alle eskimoers tankegang og levevis, har skre-
vet folgende:
„Pá alle mine rejser sogte jeg at lodde disse
sind, og jeg gjorde den erfaring, at den vilde
eskimo er noget mere end den bloddryppende
jæger, livis glæde nár hojst i det ojeblik, han
fælder sit vildt og æder dets kod. Stenalderrá-
heden er kun en skal; man skal ikke langt ind,
for man stoder pá urmandens renhed i bengi-
velse, og det er den, der taler i lians sange. Ud
fra en stor uberorthed, som vi má misunde
bam, springer bans ydmyghed over for livets
kræfter, og den vises ikke blot i alt det, han
má frygte som sit velfærds fjender, men ogsá i
det, han má tage til sig som livsglædens sande
ophav. Og at dette sidste ikke altid — som sá
mange tror — bebover at være larmende og
dyriske ædegilder, giver sangene beviser for.
— Og jo mere jeg blev klar over, at et hárdt
liv i barske egne nodvendigvis mátte fore
umættelig materialisme i forgrunden, desto
mere undredes jeg over, at der fandtes et sá-
dant overskud af ánd, at sang og digtekunst
var blevet disse mennesker en uundværlig nod-
vendighed“.
En eskimos syn pá digtekunst belyses bedst
ved at citere Orpingalik, en eskimo fra Pellv
Bay. Han sagde:
„Sange er tanker, der synges ud med ánde-
drættet, nár menneskene lader sig bevæge af
stor kraft og ikke længere kan nojes mer al-
mindelig tale.
Et menneske bringes i bevægelse ligesom
isflagen, der sejler rundt ude i strommen. Hans
tanker drives af en strommende kraft, idet han
foler glæde, idet han foler angst, idet han foler
sorg. Tanker kan slá over ham som en flod,
idet de gor ham stakándet og fár lians hjerte
til at banke; noget, der er som en mildning i
16