Mímir - 01.05.1964, Qupperneq 17

vejret, vil holde ham optoet. Og sá vil det ske,
at vi, der altid mener, at vi er smá, vil fole os
endnu mindre. Og vi vil blive ængstelige for at
bruge ord. Men det vil ske, at de ord, vi be-
bover, vil komme af sig selv.
Nár de ord, vi har brug for, skyder op af sig
selv — fár vi en ny sang“.
Eskimoerne danser altid samtidig med at de
synger. Sangen har sin oprindelse i religionen
Mennesker har lært at give udtryk for deres
folelser i melodier, der i tidernes morgen er
kommet til dem fra ánder og jætter, der be-
folker indland og fjælde. Ándemanerne, der
soger deres visdom i ensom fjernhed, bragte
dem til bopladserne og gjorde dem til men-
neskeeje. Derfor er al sang hellig. Dansen tog
man med som en verdslig, men festlig lilgift.
Det var almindeligt bos eskimoerne, at man
uæsten aldrig sang eller blot fremsagde andres
sange. Enbver niand og kvinde, ja, undertiden
endog born, bavde deres egne digte, og det
skont det med rette ansás for en stor og vanske-
lig sag at skabe en god og ny sang. Der ar-
bejdedes med ord og udtryk i langt hojere
grad, end man egentlig skulle tiltro et primi-
tivt jægerfolk. Hvert digt skal være beregnet
til sin egen melodi. Men i denne benyttes un-
dertiden intervaller, som ikke forekommer i
europæisk tonesystem, og den bliver da rvt-
misk set sá indviklet, at uindviede kun med
storste vanskelighed kan opfatte den. Den er
altid ensformig, sá monoton, at man i begyn-
delsen bar svært ved at skelne den ene melodi
fra den anden; man tror de alle er ens. Dette
er dog ikke tilfældet. Selvom forskellenerlille,
har bver sang dog sine egne bestemte variatio-
ner, som det imidlertid ikke er sá let at fá fat
pá, fordi teksten ikke er bundet af nogen form
for metrik. Rim kendes ikke, men der er nok
at tage vare pá. Ordene skal stemmes ind til
trommens taktfaste ledsagelse, og der skal
danses eftir regler som strengt overholdes. Alt
dette má tages i betragtning under sangens ud-
formning. Nár sá sangen endelig er færdig og
skal synges, samles alle bopladsens beboere,
der skal fungere som ledsagende kor, rundt orn
digteren, der samtidig med at han synger skal
danse og slá tromme. Og det er abslolut nod-
vendigt, at digteren behersker sin teknik sá
overlegent, at koret straks kan falde rigtigt ind
og stotte hans ord og lians tempo. Dette er alt-
sammen vanskelige sager, og man má beundre
disse digtere, der i en person samtidig skulle
være dansere, trommeslagere, sangere og koi--
instruktorer, uden forst at kunne betro deres
inspirationer til et tábnodigt stykke papir,
bvor det bele kunne nærmere vurderes, bear-
bejdes og forbedres, indtil det var som man
ville have det. Thi som jeg sagde for, liavde
eskimoerne intet skriftsprog, og alt mátte gores
efter bukommelse. Intet under da, at man al-
tid sogte ensombed. Oppe pá et fjeld med ud-
sigt over landene, eller ude pá en vid slette,
gik han sá frern og tilbage — sommetider dag
efter dag — og forsogte under smámumlen af
sætninger at bygge sangen op. Sætning for sæt-
ning mátte atter og atter gentages, og tanker,
der dukker op, skulle fastboldes og repeteres,
indtil sangen omsider var hamret fast og sik-
kert ind i hjernen. Intet under da, at eskimoen
digtede med ydmygt sind, idet ban erkendte,
at vejen til tinderne er trang.
Det er meget svært at tage eskimosangene ud
af deres eget miljo og præsentere dem pá pa-
piret, tbi ordene i digtene er kun en del af det,
der skal skabe virkningen. Knud Rasmussen,
der bar overværet utallige sangfester, skriver
folgende om dette:
„Hvorledes skulle jeg gengive trommens
snart festligt buklrende eller trodsigt lar-
mende, snart blidt klagende dron, endsige ko-
rene, der kunne rejse sig og stige og blive ved
med at stige, indtil ekstasen pludselig slog dem
ned i ándevisernes dæmpede hvislen — disse
kor, der for sangen er som et vejr, der kommer
og gár gennem menneskestruber ?“
Ja, sangene i deres rette element er som
vejr, vinde, der suser, brændingen mod
klipperne, snart buldrende i stormvejr, snart
i bavblik. Men det bele mangler, nár man
17