Mímir - 01.05.1964, Blaðsíða 18

skriver dem pá papiret. Tag en operatekst
uden musikken og uden de optrædende pá
scenen og uden scenerummets hele udstyr,
sá har man en sammenligning. —
Alt dette synes jeg er nodvendigt at vide,
for man giver sig til at læse eskimoiske sange.
Sá vil jeg i det folgende præsentere nogle
eskimoiske sange, og da det vil tage for me-
get plads udelader jeg de eskimoiske original-
tekster og bringer kun oversættelser til dansk.
Det bliver selvsagt ikke den samme lyrik,
som kommer fra professionelle digteres driv-
luise. Sangene liar foldet sig ud som stride
vejrbidte stenbræk, der bar sláet rod i klip-
per. Man má prove pá at se dem ud fra deres
egne forudsætninger.
Det forste digt kalder digteren „Mit ánde-
dræt“, idet ban siger: „Sáledes kalder jeg
denne sang, fordi det er mig bge sá nodvendigt
at synge den som det er mig at drage ánde“.
Jeg vil synge en sang,
en sang, der er stærk.
unaija-unaija.
Syg bar jeg ligget fra efterár,
bjælpelos lá jeg, som var jeg
mit eget liarn.
Bedrovet onsker jeg min kvinde
bort til et andet bus,
til en mand,
der kan være hendes tilflugt,
sikker og fast som vinteris.
unaija-unaija.
Bedrovet onsker jeg min kvinde
bort til en bedre beskytter,
nu, da jeg selv mangler kraft
til at rejse mig fra mit leje.
unaija-unaija.
Kender du dig selv?
Sá lidt du dog ved om ilig selv.
ICrafteslos ligger jeg lier pá min briks,
og kun mine minder er stærke!
unaija-unaija.
Nu ligger jeg krafteslos pá briks
og kan end ikke skaffe lidt spæk
til min kones vægstenslampe.
Tiden, tiden vil slet ikke gá,
mens daggry veksler med daggry
og forár nærmer sig boplads.
unaija-unaija.
Kender du dig selv?
Sá bdt du dog ved om dig selv!
Mens daggry veksler med daggry,
og forár nærmer sig boplads.
unaija-unaija.
Solen og mánen og angst for ensomhed
Der er angst i at vende sit sind bort,
at længes mod ensomhed,
mit i glade menneskers klynge.
ijaija-ja-ja.
Der er glæde i at mærke varmen
komnie til den store verden
og se solen folge
sine gamle fodspor
i sommernatten.
ijaija-ja-ja.
Der er angst i at mærke kulden
komme til den store verden
og se mánen — snart nymáne, snart fuldmáne
— folge sine gamle fodspor
i vinternatten.
ijaija-ja-ja.
Hvor gár det hele mon hen?
Jeg længes mod ost!
Og dog skal jeg aldrig gense min farbror,
som mit sind sá gerne vil ábne sig for.
18