Mímir - 01.05.1964, Blaðsíða 19

Suh Lang bliver niin vej pá jord.
Der var angst over mig I mit lille lius holdt jeg ikke ud at være. Det er som om jeg aldrig skal fá mine fodspor pá afstand.
Sulten og forkommen vakled jeg derfor ind over land, uafbrudt snublende forover. En fattig amulet er nu det eneste, jeg har tilbage, mens nordlys danser gnistleg over himlen.
Jeg vil sá gerne se svommende ren eller fisk i en so. Den frj d var mit eneste onske. Hvorhen mon? Langt, langt ned kan man hlive kold af angst,
Min tanke endte i sletingenting. Den var som en line, der lielt lober ud. langt, langt ned kold af angst over at liave en mage, der aldrig blev voksen
Skulle jeg mon aldrig fá fast grund at stá pá? Trylleord mumled jeg hele vejen. som andre mennesker. Og dog, „den letdunede“ havde man slet ikke lyst til at ligne, fordi hun hlev voksen
Enkens sang som et ganske almindeligt menneske, stundeslos og uden ligevægt.
Hvorfor bar mine medmennesker ingen barmhjertigbed med mig? Tung bliver min sovn, fordi Maulas drabsmand ingen barmhjertighed viste. Langt, langt ned kan man blive kold af angst, langt, langt ned, fordi fangstdyrene flygter for en — Hvorhen mon?
Er det sá underligt, at det smertede, og at jeg ynkedes over min eneste, den gang jeg sá ham henslængt pá jorden med bojet lioved? Dodsfjender myrded ham, og maddiker beroved ham for altid hans hjemkomst. Hvorhen mon? Moskusokser og de store landbjorne, rensdyrene og deres koer. AUe har de let til flugt. Hvorhen mon? Rypen Der sad en lille rype ude pá sletten, pá toppen af en snedrive.
Nu er jeg som et dyr fangen i fælde i eget lius. ijaja-ijaja. Rode var dens ojenlág, brun var den nedover ryggen, og midt imellem dens smá endeballer sad den allerkæreste lille rumpe.
19