Mímir - 01.05.1964, Síða 22

Mit ansif;t vender sig
fra nattens morke,
mine ojne skuer
mod morgenens gry,
mod morgenens gry,
der gor himlen livid.
Dermed forlader jeg den gamle eskimoiske
digtning og háber at have givet et lille indtryk
af eskimoernes liv og tankegang.
Dernæst vil jeg komme ind pá nutidsdigt-
ning i Gronland, idet jeg fremdeles holder mig
til lvrikken alene, da det vil blive for meget
ogsá at omtale prosaen. Her under vil jeg en-
kelte gange bringe tekstprover pá gronlandsk.
Med kristendommens indforelse i Gronland
var det sá godt som slut for eskimoisk digtning.
De fleste missionærer forbod med hárd liánd
alle „de hedenske uskikke“, som fuldstændig
ville udelukke folket adgangskort til himme-
riget, troede de da. Bebover jeg at sige, at det
var de tyske herrnhutter, der var de værste i
sá lienseende. De gik til sagen med sædvanlig
tysk energi og punktlighed. Ná, men nok om
det.
I hvert tilfælde var der smát med digtnins
fra kolonisationens begyndelse og langt op i
det 19. árlmndrede. IColonisatorerne betod in-
tet positivt i kulturelt henseende ud over kri-
stendommen, som jo er en tvivlsom trost. I lo-
bet af det 19. árhundrede blev der digtet ret
mange sahner, hvoraf de allerfleste forsvinder
lige lukt ind i himlen uden nogen litterær eller
kunstnerisk værdi. Men fra begyndelsen af det
20. árliundrede begyndte digterne at blive sá
at sige mere menneskelige, og samtidig be-
gvndte visse kunstneriske krav ad melde sig og
kræve opfyhlelse. Nu liavde man jo ogsá lært
at skrive med de fine bogstaver, som vi bruger
den dag idag.
Den eneste mulighed for en gronlænder, der
havde evner og vilje til en hojere uddannelse,
var at komme i seminariet i Godtháb og blive
uddannet til et gejstligt embede. Der var ingen
andre muligheder for boglig uddannelse indtil
for 25—30 ár siden. De fleste af digterne var
derfor kirkens (mere eller mindre tro) t jcnere,
bvilket forstáeligt nok sætter sit præg pá deres
digtning, og altsá ogsá pá den gronlandske lit-
teratur. Enderim og regelmæssige versformer
er kommet gennem kontakt med europæisk
poesi. De fleste digte er sange med europæisk
eller gronlandsk melodi, og som sagt præger
den kristne tro og livsanskuelse all for mange
af digtene. Der er forbavsende fá, der lader sig
inspirere eller blot pávirke af den originale
eskimoiske digtning og kultur, hvilket nok
skvldes kristendommens syn pá denne side af
den eskimoiske verden, men máske ogsá en
mere eller mindre pátvunget tro pá euro-
pæiske herligheder. Men glædeligt er det at
bemærke, at mere frigjort originalitet er ved
at blive dominerende bos nogle digtere af
yngste generation.
Skont byerne i Gronland vokser i forbav-
sende tempo, er gronlænderne endnu ikke stiv-
net i storbymenneskers konventioner, tomme
smil og tomme fraser. Endnu bar vi ikke mi-
stet kontakten med naturen, og sá godt som
alle digte pá gronlandsk har naturen som væ-
sentligt element. De lidt ældre digtere maner
ofte til arbejde og flid, og de værste har lige-
frem en evig loftet pegefinger. Er de ikke ogsá
skrækkelige, mennesker med loftede pege-
fingre ?
Med lad os nu se pá nogle gronlandske digte.
Digtene, som jeg vil bringe, stammer alle fra
det 20. árbundrede.
Forst en forárssang. Forste vers ser sádan ud
pá gronlandsk:
kúgssuitdlo kúnguitdlo
angmaKaut supivdlutigdlo
aussalersup pingmatik.
kagdluákatut tamássa
sút tamarmik píput mána
KimanartoKardlutik.
Lad mig prove at oversætte: