Mímir - 01.05.1964, Side 23

Elve og smá bække
ábner sig og í’arer afsted
nu da foráret kalder.
Alt bliver revet med
ja, alting strommer
af glæde.
Sommernatten:
Jeg horer bolgerne slá
i det fjerne.
Nathimlen er blá,
det er lyst som dagen
mod nord.
I mit hjerte er der fred og stilhed.
Det er sommernat i nat.
Alt levende sover,
verden bliver stille,
min sjæl er fuld af fred.
Alene bolgerne slár i det fjerne
sá sagte, sá sagte.
i de imje bolger mod vest,
Blodrod kæmper den
mod skærenes brænding.
Den er sá smuk i den dybblá bav
mellem oerne,
dens sidste gloder brænder
i den evige sne pá de bojeste tinder.
Hen imod jul
Sneen har begravet alle blomster nu,
men lad det blive ved med at sne!
TIii tusinde stjernekrystaler pá sneen
fortæller, at julen er nær.
Nár det knirker i sneen under min fod,
sá lyder det: „Julen, julen“.
Snefoget farer sá lystigt afsted,
tbi det farer mod julen.
Efterársmorgen:
Socrnc er frosset til,
græsset er visnet og gult,
det blæser koldt fra indlandsisen.
Skyerne er blevet grá og morke,
nætterne bliver lange.
Jeg vágner idag
til den hvideste nysne.
Glad gár jeg ud og ser
de forste snespor.
Trækfuglene samler sig
for at drage mod syd.
De synger afsked til born,
der kappes om at komme forst
til sneen.
Forfa>dre og dig
Vore ærværdige forfædre
drog vestfra mod ost.
De fandt landet og gav dig det i arv.
Hvordan takke dem?
Tag dette dit land, din arv
og elsk det liojt.
Lad dine fædres stemmer runge videre
i ord og sang!
Mit fodestcd
Mit fodested, mit land,
hvor jeg voksed op
ved havet under lioje, stolte bjerge,
ved skonne oer, som bolgerne pisker sá rene,
du ser pá mig med bedrovet blik.
Efterársaften:
Solen er ved at synke
Mit fodested, mit land,
Iivor jeg voksed op,
23