Mímir - 01.05.1964, Blaðsíða 24

sá Iivitl af evig is.
Du glædes, og du smiler og nikker tilfreds,
hvergang jeg taler oni de svundne tider.
Efterársmorgen
Solen hilser pá bjergenes tinder,
der er hvide af nysne.
Luften er kolig og let.
De gule græs, de visne blomster
funkler og lyser som stjerner,
funkler af rimfrost.
Og da solens stráler rammer dem,
funkler ojnene af klare tárer.
Den kolde ostenbrise
vander igennem dem alle,
og henter de dode.
Vore skygger
Det er nat, det er stille.
Sneen er funklende livid.
Mánen smiler koldt
og former morke skygger pá sneen.
Her foran os begynder vore skygger
at gá hánd i hánd,
váget af tusinde stjerner.
Alt er sá tavst
som om verden stár stille.
Alene sneens knirken
liores med snelivide lyd.
Her foran os vandrer vore skygger
hánd i hánd,
ænser ikke nattens kuhle,
aner ikke, hvor de gár hen.
Til dig
Din lystighed er tusind fuglestemmer.
Din latter er forárets bække, der risler.
Dit smil er nordens Ivse sommernætter.
Din stemme hvisker mig i oret
som sommerhavets blide lyd mod stranden.
Din krop er glat og vád med runde former
som rullesten, som havet vasker rene.
Foran mig ser jeg ind i dine ojne;
jeg kikker ned i isens dype afgrund,
der skjuler alt for mig,
hvad jeg vil vide.
I dine morke ojne ser jeg kun
nordlysene funklende flamme og lege.
Fortabt og fortryllet jeg stirrer
og stirrer ....
De tre sidste digte er skabt af en ung digter,
som man máske kan se. Som sidste digt skal
vi sá se den gronlandske nationalsang. Forst
det íorste vers pá gronlandsk:
nunarput utorKarssuángoravit
niarKut uligsimavoK Kinik.
Kitornatit kivssumiáinarpatit
tunivdlugit sineriavit pinik.
Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med funklende snehár om dit hoved!
Du havenes moder, som bar os i din favn,
mens dine kysters havvildt os du loved.
Hos dig blev vi fodt under bolgernes kor,
vi voksed op blandt de stolte fjælde.
Vort navn er Kalatdlit, i sagnets dybe spor
ærværdigt for dit hvide ásyns vælde.
.leg har ikke fnndet det formálstjenligt eller
nodvendigt at knytte forklarende eller sup-
plerende bemærkninger til digtene, da for-
málet udelukkende har været at give et lille
indtryk af digtning nord for Island. Nu er vi
da ved vejs ende, og lad mig slutte med 0st-
gronlænderen Kilime’s ord:
„Alle sange fodes lios mennesket ude i det
store ode. Snart kommer de til os som grád,
dybt inde fra hjertets ve, snart som en kád lat-
ter, sprunget ud af den glæde, man ikke kan
24