Fróðskaparrit - 01.01.1993, Qupperneq 16

20
OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
under unormale omstændigheder, d.v.s.
kongens og Vorherres repræsentanter. Det
má kunne antages, at denne »arbejds-
deling« holdt dansk for sig og færøsk for
sig, sá meget, at ingen del af det færøske
folk blev dansk-talende, selvom færinger
langt ind i dette árhundrede var dansk-
skrivende. Den danske »magt« var i om-
fang begrænset til retsvæsen, kirke og han-
del. Dog var den færøske indflydelse selv
pá disse omráder meget stor.11 Nok var det
gamle lovgrundlag norsk og siden supple-
ret med danske recesser, forordninger og
andre retsforskrifter; men overdommeren,
lagmanden, som ogsá var Lagtingets for-
mand, var altid færing (bortset fra en kort
periode i slutningen af 1700-tallet); han var
valgt af Lagtinget og derefter udnævnt af
kongen, og hans meddommere, lagrettes-
mændene (36 indtil 1688, derefter 48) var
alle færinger. Man kan tænke sig, at det var
færøske ansatte ved handelen, som udarbej-
dede listeme over de varer, som køb-
manden bestilte centralt fra København.12
Det traditionelle synspunkt, at Færøeme
blev regeret fra Kancelliet og Rentekam-
meret i København, .kan næppe oprethol-
des. Det færøske element i regeringen af
landet var langt større end ofte antaget. De-
taljerede undersøgelser af dette spørgsmál i
islandsk-dansk sammenhæng viser til over-
flødighed, at de centrale myndigheder i
København sá godt som altid fulgte de is-
landske embedsmænds henstillinger. Disse
havde, ligesom de færøske embedsmænd
pá Færøeme, deres sociale basis i den is-
landske storbondestand.13 Der er al gmnd
til at antage, at denne regel meget godt kan
overføres til ogsá at kunne gælde for de
færøsk-danske relationer: at færingerne i
alt væsentligt regerede sig selv, d.v.s. den
færøske embedsmands- og bondestand
(sommetider med et dansk islæt) i social
interaktion. Ligesom pá Island fandtes der
sáledes en færøsk embedsstand »mellan
kung och allmoge«. Det var denne klasse,
hvis sociale basis var ejendomsret og/eller
bmgsret til jord, som selvstændigt formid-
lede og administrerede dansk centralmagt
pá Færøeme, og som indadtil var selve den
færøske centralmagt.14
Det var en i høj grad »oplyst« klasse, og
det kan nok generelt siges om det gamle
færøske samfund af jordbrugere og fiskere,
at det var oplyst.
I den teoretiske litteratur har man inddra-
get betydningen af oplysningsgraden (»li-
teracy«) for formationen af national identi-
tet.15 (»Oplysthed« som fomdsætning i
denne sammenhæng kan dog pá ingen
máde betragtes som en universel regel, idet
nationalismen báde i forrige og i dette
árhundrede har virket stærkest i »uoplyste«
samfund.16 Herom senere). Der er i kilder-
ne belæg for, at der pá Færøeme var en lang
tradition for oplysning og interesse for lær-
dom. I centmm for denne »dannelse« stod
den latinske skole i Tórshavn. Ved denne
institution, som formidlede tidemes ánde-
lige strømninger, fik mange færøske em-
bedsmænd (lagmænd, lagrettesmænd,
sorenskrivere, sysselmænd, funktionærer
ved handelen, præster o.a.) deres grundlæg-
gende uddannelse. Andre, som kun havde
deres begavelse som offer, men ingen mu-
lighed for at studere ved universitetet, rejste
hjem til deres bygder og kunne videre-
bringe det, de havde lært, til deres peri-