Fróðskaparrit - 01.01.1993, Síða 22

26
OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
der kom mange mennesker fra hele landet
til Tórshavn i de dage, da Lagtinget var
sat.45 Af lagtingsprotokolleme fremgár det
klart, at »menige almue« mødte talstærk op
til tingmødeme. Der kan næppe herske
tvivl om, at Lagtingets nedlæggelse i 1816
og oprettelsen af et »absolut« dansk em-
bedsstyre pá Færøeme46, uden noget som
helst færøsk element bortset fra syssel-
mænd og nogle præster betød en løsning af
gamle centrale bánd mellem øer og bygder.
Færøeme bevarede det gamle lovfælles-
skab med Norge, og danske love og retsfor-
skrifter blev kun gældende for Færøeme,
efter at rigsmyndighedeme havde indhentet
den færøske myndigheds (d.v.s. amtman-
dens) udtalelse om deres anvendelighed pá
Færøeme. (Denne praksis er stort set gæl-
dende indtil for fá ár siden og er et bevis for
Færøemes særstilling i kongeriget). De nye
danske »autoriteter« kom folket kun i for-
bindelse med under unormale eller uøn-
skede omstændigheder. Men handelen var
central. Indtil 1830-árene fandtes der kun et
handelssted, Tórshavn. Der skulle vareme
hentes og føres ud til øer og bygder, og der
indleverede færingeme đeres egne salgs-
varer i denne byttehandel; her skulle ogsá
fæstere af kongsgods (som var ca. halv-
delen af landets jord) indlevere deres fæste-
afgifter i naturalier. De sidste 20 ár til fri-
handelens indførelse i 1856 var der tre an-
dre handelssteder. Nár man kan se, at der de
første tre frihandelsár blev udstedt ikke
færre end 104 handelsbevillinger,47 for-
nemmer man omfanget af det nye »im-
pact«, som frihandelen betød for sável cen-
tmm som periferi.
Fiskeriet med havgáende skibe ved Fær-
øeme og Island betød et helt nyt økonomisk
grundlag for det færøske samfund. Færin-
geme købte deres første skib i 1872, og i
1906 ejede de en relativt modeme fláde pá
128 skibe. I 1880 levede 41,1% af befolk-
ningen af landbrug og 30% af fiskeri; i
1911 levede 10,4% udelukkende af land-
brug og 21,3% udelukkende af fiskeri; men
den største gruppe, 43,8%, var den, som var
báde jordbrugere og fiskere.48 Det var den
»typiske« færing helt op til 1950-árene. Det
er derfor næppe rigtigt at sige, at den
færøske bonde blev fisker 49
Færøemes økonomi og færingemes er-
næring má fra de ældste tider have været
baseret pá en kombination af landbrug og
fiskeri, suppleret med fuglefangstens mu-
ligheder; det fremgár til overflødighed alle-
rede af det ældste arkæologiske materiale.
Derfor er det heller ikke rigtigt eller dæk-
kende at anvende termen »bondesamfund«
om det færøske samfund, før frihandelens
konsekvenser meldte sig. Selve definitio-
nen indbyder til selvmodsigelser og histo-
riske urimeligheder. Nár man møder defini-
tionen: »Et bondesamfunn er et samfunn,
hvor flertallet av befolkningen lever direk-
te av jordbruk og husdyrhold...«,50 sá har
det aldrig været muligt at registrere et sá-
dant system i Færøernes historie. Ej heller
er denne universelle definition historisk til-
fredsstillende: »peasants... are rural cultiva-
tors whose surpluses are transferred to a
dominant group of rulers that uses the sur-
pluses both to underwrite its own standard
of living and to distribute the remainder to
groups in society that do not farm but must
be fed for their specific goods and services
in tum.«51 I det gamle færøske samfund var