Fróðskaparrit - 01.01.1993, Síða 23

OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
27
der næppe noget menneske, som - direkte
eller indirekte - »did not farm«; ingen del
af befolkningen levede udelukkende af
landbrug eller udelukkende af andres ar-
bejde. Her befinder vi os i et udviklingsfelt,
hvori Færøeme ikke, selv med den bedste
vilje, vil kunne finde en historisk-logisk
plads, fordi den ville være ahistorisk i
færøsk sammenhæng.52 Der var kun ganske
fá store jordejere og fæstere af kongsjord i
det gamle samfund, nár man ser bort fra
præstegárdene (som var beneficeret jord til
embeđeme);53 de verdslige embedsmænd
fik først embedsgárde i første halvdel af det
19. árh., da man delte indtægteme af rovet
efter nedlæggelsen af Lagtinget og lag-
mandsstolen. Den privatejede »odelsjord«
blev delt ved arv, og det kunne ogsá ske, at
jord liggende til »kongsgárde« blev delt,
omend sjældent.54 De store bønder var alt
for fá til at kunne lægge navn til en
tusindárig epoke i Færøernes historie.55 De
var ogsá for fá til at producere og hævde en
selvstændig »bondekultur« og mátte derfor
leve i stort set den samme kultur som resten
af befolkningen. Desuden er betegnelsen
»bóndi« pá færøsk et alt andet end afgræn-
set socialt begreb. For at kunne blive regnet
for »kongsbóndi« skulle en mand have fæ-
stet mindst 2 mark jord (1 mark =16 gyl-
den); mange fæstere havde mindre. For at
være »óðalsbóndi« skulle man eje 1 eller 2
mark jord.56 Nár det betænkes, at enkelte
bønder kunne besidde (med stor variation i
tid og sted) helt op til 20, 30, en enkelt helt
op til ca. 50 mark, bliver det klart, at der
ikke kunne være sammenfaldende klasse-
interesser mellem disse sociale yderpunk-
ter. Derimod var der ikke større forskel pá
den »mindste« bonde og en person, som be-
sad mindre end denne. Den færøske bonde
var ikke »peasant« i kontinental eller f.eks.
latinamerikansk forstand.57
Homogeniserende og
mobilitetsfremmende faktorer
Socialt og ogsá geografisk homogenise-
rende var den færøske kulturs ypperste
manifestationsform: den færøske dans,
hvor alle bogstaveligt holder hinanden i
hánden, høj og lav, rig og fattig, hvor alle
efter evne og uden smáligt hensyn til stem-
me efter forsangeren synger de samme lan-
ge folkeviser (»kvæði«, aldrig skrevet ned,
kun bevaret i hukommelsen) vers for vers;
og der var gammel tradition for, at folk,
især unge, fra bestemte bygder i et omráde
pá skift besøgte andre bygder om højtider-
ne for at danse færøsk dans og for at besøge
slægtninge.58 Hermed mátte der opstá man-
ge bekendtskaber, som hindrede en uønsket
»indavl«. Ogsá velstáende folks brylluper
samlede mange mennesker fra andre øer og
bygder.59 De forskellige »klasser« dansede
ikke hver for sig. Sádanne kulturhistoriske
fakta fik stor betydning som forudsætning
for kulturel homogenitet og identifikation.
Den færøske bonde var ikke feudalherre
eller godsejer i kontinental eller nordisk
forstand. Han boede pá sin gárd og ledede
selv alt arbejde pá gárden. Dette mátte
moderere den klassemæssige afstand mel-
lem bonde og tyende, som boede under
samme tag og var nødt til at være og arbej-
de sammen, og andre i bygden. I hvert fald
var han aldrig en fremmed. »Absentee
lordism« var ukendt pá Færøeme. Sá hver-
ken socialt eller kulturelt var de klassemæs-