Fróðskaparrit - 01.01.1993, Side 34

38
OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
»Føringafelag« pá Færøerne 6. og 27. janu-
ar 1889 en epokegørende begivenhed i Fær-
øemes nyere historie. Foreningen havde to
hovedprogrampunkter: »1. At fá Færøemes
sprog til ære,« og »2. At fá færinger til at
holde sammen og at gá frem i alle hen-
seender, sá at de kan klare sig selv.«129 Aret
efter begyndte udgivelsen af det første fæ-
røsk-skrevne blad »Føringatíðindi«. Báde
foreningen og bladet fik stor tilslutning.130
Efter dette møde, som er udførligt refereret
pá dansk i avisen,131 var det »vedtaget« og
akcepteret, at færingeme var en nation, et
spørgsmál, som man iøvrigt aldrig tidligere
havde fundet det nødvendigt at diskutere pá
Færøeme, men som máske var mere pá-
trængende og nødvendigt i det udlændige
færøske miljø i København. Psykologisk
var der skabt et nyt udgangspunkt for fæ-
røsk samfundstænkning og politik. Ingen
politiker kunne erklære sig ligegyldig over
for de nye tanker om sádanne nu centrale
emner som »Modersmál og Nationali-
tet«.132 Man mátte være for eller imod.
Som en tredie part stod de danske embeds-
mænd pá Færøeme - danskhedens yderste
forposter, støttet af enkelte, men ganske fá
færinger, ængstelige og pá vagt over for
tendenser, som i sin konsekvens kunne ag-
gravere katastrofen fra 1864. De sad ifølge
en dansk præst pá Færøeme (som helhjertet
støttede den nationale bevægelse og var
æresmedlem af »Føringafelag«) »udenfor
det hele, som ved et bord for sig selv... Af-
skáme fra moderlandet, rykket op med ro-
de, omplantet i fremmede forhold, [hvor
de] má... holde livet, som de kan bedst.«133
Deres hovedargumenter var dog ikke i be-
gyndelsen politiske; de var mest at opfatte
som advarsler til færingeme selv, om at de
nationales ambitioner især m.h.t. det fæ-
røske sprogs anvendelse og muligheder i
kirkeme og skoleme og i samfundslivet
iøvrigt ville føre til ándelig isolation og
stagnation. Disse embedsmænd var i høj
grad selv nationale; men de kunne ikke for-
stá, at færinger kunne være anderledes na-
tionale end de selv. Enkelte af den færøske
nationalbevægelses ledere blev beskyldt
for at være danskerhadere og »separati-
ster«, og det blev forsøgt at kaste et skær af
landsforræderisk virksomhed over bevæ-
gelsen og dens ledere, især kongsbonde
Jóannes Patursson fra Kirkjubøur, landets
gamle bispesæde med alle tænkelige hi-
storiske traditioner og forpligtelser, som
Jóannes Patursson var opdraget til at føle,
og som dannede hele baggrunden for hans
livslange geming i færøsk selvstændig-
hedspolitik.134 Embedsmændenes frem-
gangsmáde og fremstilling af nationalbe-
vægelsen forbitrede de dansk-færøske for-
hold pá Færøeme og senere generelt forhol-
det mellem Færøeme og Danmark.135 I
Danmark vidste man ikke meget om den
nye bevægelse, bortset fra højskolekredse,
som ligefrem støttede og inspirerede de na-
tionale kredse omkring en »folkelig bevæ-
gelse«.136 Den var i hvert fald pá det tids-
punkt meget moderat i sine fordringer. Der
fandtes i den begyndende selvstyrebevæ-
gelse ikke noget »krav« om ændringer i
Færøemes statsretlige stilling i riget - kun
et ønske om større bevægelsesfrihed, natio-
nalt og praktisk betinget. Modstandemes
pástande om, at selvstyrepartiets reelle mál
var »løsrivelse« og »indlemmelse i en an-
den stat« var direkte urigtige beskyldninger