Fróðskaparrit - 01.01.1993, Síða 38

42
OMKRING FORMATIONEN AF EN NATION
øeme udgør inden for denne lovs rammer et
selvstyrende folkesamfund i det danske
rige«. Begrebet »folkesamfund« er dog
ikke juridisk detineret, og en færing er i føl-
ge loven en dansk statsborger bosiddende
pá Færøeme. Loven stiller færøsk og dansk
sprog lige i alle offentlige anliggender, men
anerkender samtidig færøsk som »hoved-
sprog« og anerkender et færøsk flag. (Det
havde Storbritannien gjort den 25. april
1940). Lagtinget har ved delegation fáet
lovgivningsmagt i de anliggender, som er
overtaget af hjemmestyret, og som dette har
det økonomiske ansvar for. For disses ved-
kommende er den udøvende magt hos
Landsstyret, som ledes af en lagmand. Fær-
øeme vælger to repræsentanter til det
danske Folketing. De fleste anliggender
kan overtages af hjemmestyremyndighe-
deme efter nærmere fastlagte procedurer,
dog ikke udenrigspolitik, forsvarspolitik og
retsvæsen (selvom der er en særlig rets-
plejelov for Færøeme). For fællesanliggen-
der er lovgivningsmagt og udøvende magt
hos danske organer; den danske regering er
pá Færøeme repræsenteret ved en rigsom-
budsmand, som har taleret, men ikke stem-
meret i Lagtinget.157
Det færøske hjemmestyre er af en dansk
retslærd blevet betegnet som »et kommu-
nalt selvstyre af usædvanligt vidtgáende
omfang«.158 Der kan formelt ikke være tale
om mere end en form for kommunalt selv-
styre, i og med at Danmarks Rige er en en-
hedsstat og ikke en forbundsstat. Delega-
tion af lovgivningsmagt indebærer ogsá
logisk, at den er derogativ, d.v.s., at den kan
tilbagekaldes, hvis man fra dansk side skul-
le beslutte noget andet vedrørende Færøer-
nes statsretlige stilling. Dette er dog næppe
tænkeligt uden en eller anden form for fæ-
røsk consensus.
Vurderet ud fra partiprogrammer og de
enkelte partiers vælgertilslutning kan man
noget forenklet konkludere, at mens halv-
delen af færingeme ønsker en højere grad
af selvstændighed - i et spektmm spæn-
dende fra lidt mere end det nuværende
hjemmestyre til fuld selvstændighed - me-
ner en anden halvdel, at en erkendt færøsk
nationalitet ikke er uforenelig med akcep-
ten af status som national minoritet inden
for en større politisk helhed, d.v.s. inden for
det danske rige, idet man mener at kunne
bevare og udvikle sin nationale egenart pá
trods af visse nødvendige begrænsninger
inden for det større fællesskab.
Tendensen har dog gáet, nærmest i kraft
af sin egen inerti, i retning af større reel
selvstændighed, idet stadig flere sagsom-
ráder er blevet overtaget af hjemmestyret
fra staten, ogsá administrationen af sags-
omráder, som rent teknisk (i henhold til § 2
i hjemmestyreloven) stadig er fællesanlig-
gender. At de statslige fínansielle tilskud nu
ydes som en » blok«, ikke som tidligere i
procentuelle portioner, og administreres af
færøske myndigheder har betydet, at disse
har fáet overdraget større ansvar og større
bevægelsesfrihed pá det økonomiske og
fmansielle omráde. Ogsá pá det udenrigs-
politiske omráde, især inden for fiskeripoli-
tikken, har Færøeme reelt overtaget større
ansvar og deltagelse. Færøemes stilling
uden for E.F. (E.U.), Lagtingets erklærin-
ger om udenrigspolitisk og militærpolitisk
neutralitet og om Færøemes status som
atomvábenfrit omráde har ogsá bidraget til