Fróðskaparrit - 01.01.1993, Qupperneq 57

KONTRABÓKIN - TRUCK-SKIPANIN í FØROYUM 1856-1939
61
fiskaturking um summarið. Tað kom røring
í. Skipsmennimir fóru um várið og komu
aftur um heystið. Gentur og konur fóm at
arbeiða í fiski, summar fóru sum fiska-
gentur til Suðuroyar. Broyttu sambondini
førdu við sær nýggjar hugmyndir av ymisk-
um slag, men endin var ikki sleptur, tí um
40-50 ára aldur løgdust mannfólkini van-
liga uppi og fóru at rógva út og takast við
ymist heimaarbeiði, og tóku tá uppaftur
gamla bygdalívið (Joensen, 1982:17ff).
Føroya Sparikassi varð stovnaður í 1832,
sum fyrsti peningastovnur í landinum
(Davidsen, 1982), men hann var, sum navn-
ið sigur, ein sparikassi og hevði ikki banka-
virksemi sum so. Eingin annar peninga-
stovnur var tá. Tað vóm teir keypmenn,
sum loystu hetta vandamál við sjálvir at
taka eitt ávist bankavirksemi upp á seg. Teir
góvu rentu upp á tann pening, sum fólk
høvdu innistandandi hjá teimum. Dømi eru
eisini, at fólk tóku pening úr sparikassanum
og settu hann inn hjá keypmanninum, ið
sostatt kom at kappast við sparikassan
(Joensen, 1955:186). Tað vanliga hevur
óivað verið, at keypmaðurin hevur givið
viðskiftafólki sínum tilboð um rentur, um
tey lótu løn ella avrokning verða standandi
hjá honum. Richard B. Thomsen, ið sjálvur
var væl inni í keypmannsviðurskiftunum á
Tvøroyri, gevur okkum eina sera beinrakna
lýsing av hesum, tá hann sigur, at: Den
monetære situation var naturligvis ikke
ideel, efter som bankforbindelserne laa saa
langt borte som i København. Til gengæld
hørte kontante afviklinger ogsaa til sjæl-
denhederne. Alt blev bogført indtil efter-
áret, naar kutterne blev lagt op og besæt-
ningerne afmønstrede - samtidig kom sá de
tunge guldforsendelser fra Danmark. Men
hvad skulle sømanden slæbe dette guld med
sig til? Grave det ned i jorden? Nej, han
indskød sin fortjeneste i den handel, hvor
han virkede og kunne opnaa 32% p.a. —
Saaledes blev købmanden paa Færøerne
ogsaa bankier, og de tusinder, som skip-
pere, fiskere og arbejdere satte pá rente i
forretningen, gav ham etfinancielt rygstød,
som ubetinget var medvirkende til gennem-
førelsen af den hurtige fiskeri- og forret-
ningsmæssige ekspansion (Thomsen,
1950:238).
í 1906 kom Føroya Banki, meirilutan av
partabrøvunum átti Den Danske Land-
mandsbank (Muller, 1981). Richard B.
Thomsen sigur um hetta at: Bankernes
hovedformaal skulle naturligvis være det,
at ophjælpe og støtte erhvervene, ikke
mindst fiskeriet. Men i første omgang lød
denne forjættede tale nærmest som absur-
ditet. Banken splittede nemlig automatisk
tillidsforholdet mellem købmanden og hans
folk, der kom og forlangte deres penge for
at sætte dem ind i banken. Disse udbetalin-
ger forefaldt ofte pá det mest ugunstige
tidspunkt, hvor handlerne, sæsonmæssigt,
var hárdt spændt for. Likviditeten kunne
være pá bristepunktet. Og derfor maate
købmanden selv gaa i banken for at laane
de samme penge tilbage igen, men paa
andre vilkaar og med prioriteringerne
hængende over hovedet (Thomsen,
1950:238). Hin vegin kom ikki sørt av pen-
ingi í Føroyska samfelagið við Føroya
Banka.
Kredittur í einahandli og fríhandli
Kredittskipanin var ikki nøkur uppfinning,