Atlanten - 01.01.1904, Síða 13

— 373
slag. Lad dem sulte! Eller Direktoratet herhjemme? Det har
jo efterhaanden solgt alle de Obligationer, Administrationen ejede,
og Pengene staar nu som et Tilgodehavende hos Handelen. Men
hvis nu Forstanderskaberne ønskede at anvende f. Eks. 5000 Kr.
af Fælleskassen, saa skulde de jo ud af Handelens Kasse. Der-
ved vilde dens Underskud blive større. Derfor: Nej, det kan
ikke tillades! Og Følgen heraf er bleven den, at Forstander-
skaberne, den sidste Rest af selvstændig Administration, har tabt
Humøret. De har ikke den ringeste Tillid til Inspektørerne,
som er Handelsfunktionærer, og endnu mindre til Direktoratet,
som er Handelen selv. De har en Følelse af, at Forstander-
skabet bare er et Sted, som de faar nogle Diæter for at møde
paa, og hvor det bare gælder om at passe paa 11 A og 11 B,
om et Par Øre udgives som Fattighjælp eller som Understøttelse
eller saadanne Spidsfindigheder, andet har de aldrig faaet Lov
til at besørge. Og de faa Danske i Forstanderskaberne? Ja,
man bebrejder dem tit, at de regerer i Forstanderskaberne. Jeg
vil snarere bebrejde dem, at de ikke har Interesse derfor. Han-
delens Funktionærer tør jo ikke gøre andet end hvad der finder
Behag for deres Overordnede, og de andre ved, at det nytter
ingenting. Her er Grundfejlen. Skal Grønlænderne nogensinde
faa en ret Ryg, skal man gøre sig lidt Ulejlighed for at lære
dem, at det nytter noget. De skal have Lov til at styre deres
egne Sager. Men det kan først ske, naar de faa en Administra-
tion, der er adskilt fra og uafhængig af Handelen.
Hvorledes skal nu en saadan Adskillelse ske?
Jeg tænker, at De allerede af, hvad jeg har sagt, vil skønne
min Mening.
De Midler, der er Basis for Administrationen, bør betragtes
og anerkendes som Grønlændernes Ejendom, og, selv om de
blive staaende i Handelen, dog alene være under Administratio-
nens Bestyrelse.
Forstanderskaberne ere allerede nu et Udtryk for Grønlæn-
dernes Selvstyre og maa bevares som et saadant, ja, maa natur-
ligvis blive det vigtigste Led i den nye Ordning. Her behøves
ingen Evolution at ske, blot en Affiling og Tilpasning, som til-
sigter at gøre de indfødte i Forstanderskaberne endnu mere
selvstændige, give dem endnu større Raadighed over Landets
Midler, afhjælpe forskellig Uretfærdighed som f. Eks. at Fangerne
favoriseres alt for stærkt paa Fiskernes og andre erbvervsdri-