Atlanten - 01.01.1904, Side 98

— 458 —
Vi vide, at Rigdommene paa vore Fiskebanker ere næsten uud-
tømmelige; vi vide, at vort Agerbrug kan give mange Gange
mere end det gør; vi vide, at Arbejdskraft er der nok af i Lan-
dets Fosser, hvis Menneskets Snille kan tæmme dem; og vi
haabe, at Fremtiden vil vise, at vi ere Mænd for at løfte denne
Arv, for at løfte Guldet fra Dybet.
Der er et andet Gode, som denne Fortidskultus har været,
det er, at den skærper Nationens Hukommelse for det, som er
værd at huske. Vi have husket vor gamle Kultur, og jeg
tror, at vi ogsaa ville huske denne Rejse til Danmark. Den
vil blive en historisk Begivenhed for os alle, for Altingsmændene
og for os allesammen, og jeg haaber ogsaa for Landet. Vi ville
huske den; og vi ville endmere huske den, fordi vi paa
den have set antydet de Veje, vi skulle gaa for at løfte den Skat,
som er skjult i vort Fædreland, for at højne den Kultur, som
bør rejses der. Jeg kan ikke se andet, end at det Arbejde, som
i Danmark er udført i de sidste Tider, paa mange Omraader
svarer tildels og nogle Steder fuldstændig til den Kolonisation,
som blev udført ved Aar 900 i Island. Hermed mener jeg det
store Fremskridt paa Landbrugets Omraade og den store Op-
dyrkningssag i Jylland. Jeg kan ikke se bedre, end at Askov
Højskole f. Ex. paa en Maade har en lige Stilling med de is-
landske Folkeskoler. Her er en Opgave, som er vanskelig,
nemlig den at værge Sydgrænsen for nordisk Kultur, for den
nordiske Nationalitet.
Ja, mine Herrer, jeg tror, vi have faaet forskellige Fingerpeg
her, der vise os, hvilken Vej vi skulle gaa. Vejen er: taalmodigt
Arbejde, Tro paa os selv, Tro paa Landet og en fri Udvikling
paa det aandelige Livs Omraade.
Naar jeg nu skal formulere disse mine Ord til en Skaal,
som man plejer at gøre, synes jeg, det er naturligt, at jeg vender
min Tak til mine Værter. Men hvem ere saa mine Værter? Ja,
det er Kongen og det er Rigsdagen, der ere Incitators til dette
Møde i Danmark; det er dem, som med mageløs Elskværdighed
og usædvanlig Pomp og Pragt have taget imod os.
Men der er flere, der have taget imod os. Landet selv, det
gamle Danmark har taget imod os med sin smilende Skønhed,
med sin vidunderlige Dejlighed. Og Folket, det danske Folk,
Menigmand i Danmark har taget imod os med en Inderlighed
og Elskværdighed, som vi aldrig ville glemme. Derfor vil jeg