Atlanten - 01.01.1904, Side 99

— 459 —
tillade mig at udbringe en Skaal for det danske Folk og for
gamle Danmark.
Umiddelbart herpaa holdt Kaptajn Daniel Bruun følgende
Tale:
Mine Damer og Herrer!
Der skal i Aften fra danske Islandsfarere, lyde en varm,
inderlig Tak for de herlige, dyrebare Minder, vi have hjembragt
fra de islandske Hjem, for alle de gode Indtryk, vi have mod-
taget paa Jøklernes, Vulkanernes og Frihedens 0.
Det er nu 10 Aar siden, jeg har tilbragt en Sommer her
hjemme i Danmark; enhver vil forstaa, at jeg fuldtud glæder
mig over den herlige danske Sommer, de grønne Skove, det
blaa Hav; men ingen vil fortænke mig i, at jeg netop nu i
denne Tid, da alle vore Tanker drages mod Nord, — at jeg
længes did op, hvor jeg har tilbragt mine lykkeligste Aar.
Jeg ved, at det er gaaet mange andre danske Islandsfarere
som mig. — De ere bievne bjærgtagne af dette Land og dets
Befolkning. Her er iaften kommen til Stede — fra fjærn og
nær — ikke faa af dem, for sammen med vore kære Gæster
endnu en Gang at dvæle i Minderne om de herlige Dage, de
tilbragte paa Island, thi den, der blot een Gang har færdedes
deroppe, længes tilbage.
Vi længes op paa Højsletterne i Landets Indre, hvor
den evige Is glitrer paa Jøklernes hvide Kupler, — hvor Sva-
nerne yngle i Højfjældssøerne, — hvor Islands Floder fødes
ved Jøklernes Fod, for siden at samles i stride Strømme, som
iler ned mod Havet over buldrende Fosser, der en Gang om
ikke længe vil blive Islands Rigdomskilde. Vi længes didop,
hvor sorte Lavamarker og mørke Sander strække sig saa langt
Øjet rækker — dér ud, hvor — som Nomaden siger — »Hori-
sonten ingen Grænser har«.
Der rider man i Timer, Dage, fremad, fremad! paa de
smaa, stærke, islandske Heste, med en Følelse, som kunde de
bære en til Verdens Ende. Der slaar man sit Telt op, hvor
man vil, og selv om Regnen falder, Sneen pisker mod Telt-
lærredet, eller det knagfryser, har man det herligt — der føler
man sig for Alvor fri, lykkelig og glad.
Men vi længes maaske nok saa meget ned i de dybe