Atlanten - 01.01.1904, Qupperneq 141

— 501
hæver sig jævnt ind efter, til det, i Nærheden af Geysir,
naar sin største Højde, inden det gaar over i det indre Høj-
land. I Slutningen af Istiden bedækkede Havet hele dette
Lavland. Flere Steder findes Vidnesbyrd herom, bl. a. ved
Fund af arktiske Muslinger, Hvalknogler osv. Enkelte frem-
staaende Bjærge paa Sletten maa den Gang have ligget som
Øer i Havet. Dette Lavland er for største Delen bevoxet med
Græs, og intet Steds er Island saa tæt beboet som her, eftersom
Landet egner sig fortrinligt til Kvægavl. 3 store Floder strømmer
gennem dette Sletteland.
Ved den indre Del af Faxafloi ligger et andet Lavland,
paa c. 1000 Kvadratkilometer, hvilket gennemsnitlig er 20—30 M.
højt. Det er ligeledes begrænset af stejle Bjerge i en Halvkreds
udenom. Dette Lavland er for største Delen bedækket med
Moser og Sumpe, af hvilke der rager Basaltrygge frem.
Eftersom Island hovedsagelig er opbygget af vulkanske,
basaltiske Bjærgarter, ere de mørke Farvetoner de mest frem-
trædende i Landskabet, især dog hvor Basalten er eneherskende.
Godt Halvdelen af Island bestaar af Basalt, og i Øst, Vest
og Størstedelen af Nordlandet stige Basaitbjærgene op af Havet
med mørke og stejle Vægge. Hvor Tuf og Breccie naar ud til
Kysten, ere Bjærgene derimod sjældent stejle.
De store Gletchermasser i det Indre hvile alle paa Tuf
og Breccie.
Jøkelelvene ødelægge dog aarlig betydelige Mængder af disse
Underlag. Forinden Istiden vare langt større Strækninger i det
Indre af Island bedækkede med Tuf- og Brecciemasser, hvilke
siden er bievne bortførte. Endnu ses enkelte tilbagestaaende
Brecciebjærge hist og her, til Vidnesbyrd om den store Udbre-
delse af denne Bjærgart i For liden. At ikke endnu større Stræk-
ninger af Breccieformationen ere bievne bortførte, skyldes hoved-
sagelig Doloritstrømines beskyttende Dække.
Stenarternes Modstandskraft mod Vandets og Vindens Ind-
virkning er iøvrigt meget forskellig. Palagonittuf forvitrer let,
og Vand og Vind fører det fine Palagonitstøv ned i Dalene og
langt bort til fjærne Egne, medens tungere Lavastykker blive
tilbage; Bjærgryggene ere derfor ofte bedækkede med løst, skarpt-
kantet Grus og smaa Lavastykker, hvilke gøre det overordentligt
besværligt at færdes der for Mennesker og Dyr.