Atlanten - 01.01.1904, Qupperneq 142

— 502 —
Beboelsen er, som allerede bemærket, knyttet til Lav-
lande og Dale, og kun meget faa Gaarde findes paa Højlandets
ydre Affald.
De enkelte større beboede Strækninger, som ligge temmelig
højt, ere: Myvatnssveiten 300 M. o. H. Modrudalsfjoll 4—500 M.
o. H., desuden Jokuldalsheidi 500—530 M. o. H. Beboerne af
disse højtliggende Bygder ere næsten udelukkende henviste til
Faareavl. Hertil kommer maaske lidt Fiskeri i Indsøerne. Mødru-
dalsfjoll er for største Delen bedækket med Flyvesand, og her
maa Faarene nøjes med Elymus arenarius (Marehalm) og Salix
glauca (Pil). De opholde iøvrigt Livet meget godt derved.
Disse Planter indsamles endog til Vinterfoder.
Klimaet er haardt i disse højtliggende Egne. Modrudals
aarlige Middeltemperatur andiager f. Eks. -j- 0,8° C.
Ligesom Snegrænsen paa Island er meget forskellig, saa-
ledes ere de Grænser, hvortil Bebyggelsen naar op, ogsaa det
samme. Den højeste Snegrænse findes iøvrigt paa det nord-
østlige Island, og Beboelsen naar ogsaa her højt op.
Paa den nordvestlige Halvø ligger Grænsen for Bebyggelsen
kun 80 M. o. H., medens samtidig Snelinien er 400 M. oppe.
Sydligere paa samme Halvø ere Højderne henholdsvis 130 M.
og 650 M. NNO. for Vatnajokull ligger den højeste Grænse
for Bebyggelse 530 M. og Snelinien 1300 M. o. H.
I en Højde af over 500 M. begynder Ørkenen. Oaserne ere
her for største Delen meget smaa og ofte knyttede til varme
Kilder. De kunne yde Foder til nogle faa Heste i et Par Dage,
saafremt de ere bevoksede med Halvgræsser; men naar man
drager bort, er alt Græs ogsaa fortæret, og der kan ikke fødes
flere Heste for rejsende samme Sommer.
Andre Oaser ere fornemmelig bevoksede med Mosser og ere
til ingen Nytte for Rejsende, kun for Faar.
I mange Tilfælde maa den rejsende selv medbringe Hø.
Udenfor de gletcherklædte Arealer bestaa Overfladerne i Høj-
landene af Stenørkener, Lava og Flyvesand.
I et Land som Island med fugtigt Klima og mange og store
Gletchere gives der naturligvis mange vandrige Floder. De
største som f. Eks. Hvftå, Olfuså, Thjorså, Jokulså f Axarfirdi
osv. ere saa vandrige, at de — som Sartorius von Waltershausen
siger — ikke give Rhinen noget efter paa den midterste Del af
dens Løb.