Atlanten - 01.01.1904, Qupperneq 150

— 510
imod Handelens Interesse. Jo flere Fangere, der droge til Mis-
sionspladserne, des mindre Spæk indhandledes der. Efter lang-
varige Forhandlinger kom man da endelig til det fornuftige
Resultat, at Grønlænderne, som havde samlet sig stærkt især
ved de tyske Missionspladser, atter skulde fordeles rundt paa
gode Fangstpladser og at Handelen for Fremtiden overtog Mis-
sionens Pligt at forsørge de trængende (1775).
Fordelingen blev efterhaanden bedre og bedre gennemført
og var jo ogsaa til Grønlændernes Gavn, da deres hele Levevis
afhænger af den spredte Bebyggelse. Jeg har anført dette for
at vise, hvorledes den første Begyndelse til en vis Administra-
tion, nemlig Forsørgelsen af de fattige, træder frem og
bliver Handelens Opgave. Det var Købmanden, der bestred
denne Forretning. Handelsdirektionen opsendte aarligt, hvad
der ved Skibenes Hjemkomst Aaret i Forvejen fandtes af Brød
og andét, som ikke igen kunde bruges til Skibsproviantering.
Da der et enkelt Aar ingen saadanne kasserede Levnedsmidler
findes, beklager Direktionen, at den er nødsaget til at sende
»god« Proviant op, men beder Købmændene om at spare derpaa.
Naar man tænker paa, hvor korrumperet Embedsstanden i
Grønland dengang var, og at Regnskab var en Sjældenhed, kan
man ikke tvivle om, at Værdien af meget af den til Grønlæn-
derne bestemte Proviant vandrede i de forkerte Lommer, og
naturligvis maatte Købmandens hele Stilling som Uddeler gøre
ham til de Indfødtes Herre og disse ganske afhængige af hans
Vilkaarlighed.
En anden administrativ Virksomhed, det af og til faldt i
de danske Embedsmænds Lod at forrette, var Afstraffelse af
Indfødte. I Reglen passede disse sig selv, og hvad der pas-
serede af kriminelt — for danske Øjne — skjultes. Men hænde
kunde det jo, at der skete Forbrydelser i eller nærved Kolonien.
Jeg tænker ikke særlig paa Forbrydelse mod Europæerne, Op-
sætsighed el. lign. — Voldshandlinger er jo aldrig skete —, men
jeg tænker paa saadanne Ting, mellem de Indfødte indbyrdes,
som Mord paa Grund af Blodhævn, eller Mord af en syg, der
talte i Febervildelse, Ting, der hørte med til deres hele nationale
Forestillingskreds. Skete sligt, og det kom de Danske for Øre,
dømte disse undertiden den skyldige og eksekverede Straffen.
Men ganske vilkaarligt, da der slet ingen Bestemmelser fandtes
i slige Tilfælde, undtagen en Instruks for de danske Betjente.