Atuagagdliutit - 24.03.1955, Blaðsíða 15

En grønlandsk maler
dlångorncrup tamatuma erKorumar-
pai.
— tåssa kålåliussutsingne isuma-
Karputit kalåtdlinut akornutigssåi-
naussoK avdlanut åssigititauvdlulik
pineKånginerat pisinaunermikutdlo
erKortoK maligdlugo tikuarneKartå-
nginerat.
— ilumut taimåipoK.
— ukiunile måkunane nutårpag-
ssuarnik pissoKarfiussune inusugtu-
nut pingårtumik iliniåsavdlutik ava-
lagtitaussartunut ajornakusortorujug-
ssusangatingiliuk sordlo oKautsitigut
naiorssarnerat avdlatdlo taimåitut
sianiginiåsångikåine?
— soruname oKautsitigut ajornar-
torsiorncK puiugagssaussariaKångi-
laK, sulivfingmile suliat nåpertordlu-
git erKortumik ilisimatineKarnigssaK
pissariaKarpoK. tåssame, ajungitsu-
mik sulisiinagunik nersorneKartaria-
Karput — pitsåungitsuliorsimaguuik
tamatuma kingunera tigussariaKar-
påitaoK. tåukualo mardluk — tåssa
suliat ajungitsut pitsåungitsutdlo —
åssiglngissutåt mikivatdlåKaoK.
I Itivncra — omtrent i bunden af
Godthåbsfjorden — bor lederen af
renavlsforsøget i Grønland, tegneren
maleren og forfatteren Jens Rosing.
Stuerne i familien Rosings hjem
er fyldt med Jens Rosings malerier,
og han har i hundredevis af tegnin-
ger liggende. Fornylig udkom hans
første bog „Den dragende flok“, og
i det hele — forøvrigt også i ben-
skærerarbejdet og keramikken — er
det dyr, der spiller den største rol-
le. Og så de gamle sagn....
-— Ja, siger Jens Rosing, dyrene
har i al min tid spillet en stor rolle,
idet jeg har søgt dem — og mødt
dem — hvor jeg har færdedes, på
fjeldet og i havet.
— De er vokset op med Grønlands
notur og Grønlands dyr.
— Ja, jeg er født oppe i Jakobs-
liavn, og noget af det første, jeg lær-
te deroppe, var selvfølgelig at køre
med hunde. Jeg har altid været me-
get glad for hunde, særlig eskimo-
hunde ■— eller trækhunde. Dem sav-
ner jeg ofte hernede, hvor jeg kun
har vogterhundene.
-—■ Har De mødt alle de dyr, De
benytter i Deres billeder?
— Ikke allesammen. Jae — tæn-
ker De på sagnet om vandrefalken?
Alle de dyr har jeg set, men i Skan-
dinavien. Der er et sagn fra Alaska,
der hedder „Vandrefalken", og det
jeg har forsøgt at illustrere, er det
kapitel, der hedder „Skovens dyr
bygger birkebarkskano til vandrefal-
ken". Det foregår på den måde:
Manden, vandrefalk, der er taget ud
for at rejse eskimolandet rundt, kom-
mer ind i en skov, og herinde løber
en stor flod, som han ikke kan kom-
me over. Han lægger sig til at sove
og bliver vækket af menneskestem-
mer. Og han ser mennesker i masse-
vis bygge en birkebarkskano til ham.
De har „slået bål op“ og koger mad
o. s. v. Og vandrefalk forelsker sig
i en sød pige, der senere viser sig
at være en rævepige og griber hen-
de. Hun når ikke at'forvandle sig til
dyr — de andre bliver så forskræk-
kede, at de falder forover, nogle bli-
ver til traner, andre svaner, pind-
svin, ræve, bæver, bjørn, los, jærv
og i det hele taget alle skovens dyr.
— Lige overfor os på væggen
hænger et ret stort billede. I for-
grunden sidder en nøgen kvinde, og
bagved ser man isbjørn, sæl, hvalros,
narhval, hval, ænder og mange andre
dyr. De trækker allesammen bort —
trækker ud af billedet. ■— Er det det,
der hedder „Havets mor"?
—- Ja, det er „Havets mor". Det,
jeg her har forsøgt at lave, er den
østgrønlandske udgave af sagnet. Det
fortælles, at en smuk ung pige var
havnet i havets dyb, hvor hun råder
over fangstdyrene, som menneskene
skulle leve af. Når menneskene syn-
dede, satte det sig som smuds på
hendes hår, og hun kunne ikke rede
det ud. Så måtte der en åndemaner
ned til hende, og af det smuds, der
faldt af håret, blev fangstdyrene til.
Havets mor gav ikke blot fangstdy-
rene, sæl, hval, og hvad der er, men
også landdyrene. De ser på billedet,
at der springer en ræv afsted. Og den
lille sæl, der ligger på ryggen lige
bagved isbjørnen, det er åndemane-
rens belønning for hans flugt ned til
hende — det er en lille sortside, hvis
ene del af hovedet er hvidt. Den kig-
ger på ham, og så ved han, at når han
engang kommer til menneskenes
land, er det det første fangstdyr, han
skal dræbe.
— Nu kiggede vi før på nogle af
Deres benarbejder. Benskærerkun-
sten er jo noget, der i Grønland er
ved at dø ud. Jeg synes, at De i me-
get af det, De har lavet, har forstået
at forny Dem. Der er fine linier —
et rent og moderne snit over det. —
Hvad er det, De har forsøgt at ud-
trykke med det?
—■ Jeg har en tendens til at for-
enkle dyrenes form, altså en ren og
skær abstrakt tendens, særlig når
jeg arbejder i ben. Man kan have et
stykke hvalrostand i hånden og for-
nemme, hvordan den bli’r — enten
som fugl eller som bjørn, eller hvad
man nu vil lave. Og man kan forenk-
le den og få den glat og dejlig at føle
på — hvis man er heldig, kan man
få en virkelig god materialefølelse
frem i stoffet. Ja, hvad jeg prøver at
få frem i benskærerarbejdet, det er
at forny det. Jeg fornyer på den må-
de, at jeg tager de gamle figurer op,
soul grønlænderne i sin tid har hrugt
når de skar i ben. Jeg prøver at lave
få og så virkelig gode. Mange bliver
kasseret. Og mange tegninger har jeg
liggende her i skuffen, de er hentet
fra østkysten. Kvindefigurer, mande-
figurer, sæl og bjørn og fra de gam-
le grønlandske sagn.
■—- Hvorfor har De aldrig lavet en
udstilling — i Danmark f°r eksem-
pel?
— Jae, det skal jeg prøve at sige
Dem. Der er en tendens til at for-
kæle grønlænderne for tiden. — En
mand, der kan lave selv den ringe-
ste ting, han får de bedste ord under
en udstilling, og så længe, denne
forkælelses-bøtte ikke vender sig, og
vi får den rette bedømmelse af vore
ting, så udstiller jeg ikke.
— Nu, De selv siger det, så kan
man vel godt sige, at det er en ten-
dens, der gør sig gældende på andre
områder end det. — Men der er vel
næppe nogen tvivl om, at det er ud-
sprunget af velvilighed og trang til
at hjælpe.
— Ja, ja —• men hjælpen kan jo
også føres for vidt. Et ungt menne-
ske, der møder al for megen velvilje,
er jo ikke rustet til at tage de store
slag, som livet uvægerligt byder En
før eller senere.
De mener altså, at der en skøn-
ne dag kommer et omslag —;
— Ja, det må komme. Og det om-
slag vil ramme dem, som ikke har
kunnet se, at netop denne velvilje
også kan have sin mørke side.
— De mener altså som grønlænder
at man gør grønlænderne en dårlig
tjeneste ved ikke at behandle dem
og bedømme deres kunst på lige fod
med andres.
—■ Netop.
— Men tror De ikke, at i disse år
hvor der sker så meget nyt, vil det
være meget vanskeligt for mange
unge mennesker, navnlig dem, der
kommer hjem på uddannelse, hvis
der ikke bliver taget hensyn til sprog-
vanskeligheder og sådan noget?
— Ja, til sprogvanskeligheder må
man jo tage hensyn, men på arbejds-
pladsen må man sige det med rene
ord efter deres ydelse. Har de gjort
noget virkelig godt, må de have ros
for det — har de gjort noget mindre
godt, så må de også lage følgerne
deraf. Og imellem de to ting, altså
det gode og det ofte halvdårlige, som
de laver, da er skellet alt for lille.
Ny videnskabelig ekspedition
til Grønland
„Berlingske Tidende" skriver, at
der til sommer vil blive gennemført
en ny ekspedition til Grønland med
arkæologisk og etnologisk formål. —
Det gælder de epokegørende resulta-
ter af undersøgelserne ved Sermer-
miut ved Jakobshavn isfjords raun-
J-Dng, hvor Helge Larsen og Jørgen
Meldgard i 1953 fandt en interessant
profil, der øverst rummede Thule-
kultur og nedenunder palæo-eskimo-
iske lag, i hvilke der nu skal graves
videre. Leder af ekspeditionen bliver
Thei-kel Mathiassen, der ikke har
været i Grønland i 21 år. Han var
her sidst i 1933 i Diskobugten, hvor
han gravede, dog ikke ved Samer-
miut, hvor Morten Porsild havde un-
dersøgelser i gang, hvis resultater
dog ikke var og endnu ikke er kendt.
Endnu har man kun stensager at
holde sig til, men der er en teoretisk
mulighed for også at finde værdi-
fulde benting. På holdet medfølger
doktor Erik Holtved, assisteret af
stud. mag. Inge Parbøl og fru Maria-
ne Troels-Smith, alle tre i et dansk-
grønlandsk samarbejde på det etnolo-
giske område i fortsættelse af tidli-
gere års arbejde. Magister Troels
Smith og museumsinspektør Svend
Jørgensen skal som geologer foreta-
ge pollen-undersøgelser og tage ma-
terialet til radioaktiv kulstof-isotop-
bestemmelse, gennem hvilken man
kan fastslå alderen på det, man fin-
der. Undersøgelserne foregår fra
juni og et par måneder hen i som-
meren, og man stiller store forvent-
ninger til ekspeditionen.
ÆDELSTEN FRA GRØNLAND
Kun en eneste ædelsten i verden
bærer dansk navn. Det er „Korneru-
pinen" en 1,30 karats sten. Mineralo-
gen J. Th. Lorentzen skrev i 1884 en
afhandling i „Meddelelser om Grøn-
land" om denne sten, som blev fun-
det ved Fiskenæsset og opkaldt efter
den unge grønlandsforsker A. N. Kor-
nerup, som døde kun 28 år gammel
af lungebetændelse.
Guldsmedebladet fortæller, at en
tysker, der fandt en lignende sten
i Grønland, ønskede den „døbt" om,
men det lykkedes ikke. Den sjældne
sten, der er grågrøn og gennemsig-
tig, og som vel nok endnu kan fin-
des i Grønland, hedder stadig Kor-
nerupin.
Volund smed.
Vølund har leveret vaskerianlægget til Dronning Ingrids
sanatorium i Godthåb, der er Danmarks næststørste og
mest moderne sanatorium.
Nungme Dronning Ingridip sanatoriåta Danmarkimc sanatoriat
angnerpåt åipåta moderniunerssutalo errorsissarfiane
alortut Vølundip niorKutigai.
aktieselskabet
„VØLUND11
ØRESUNDSVEJ 147 — KØBENHAVN S. — RIGSTELF. 403
16