Atuagagdliutit - 31.01.1957, Blaðsíða 5

Østgrønland IV:
De ældre
frem,
tager stadig trommen
når de er til fest
Ikke så langt til forfædrenes forestillingsverden. — Oplysningsarbejde og skolegang.
Skolen indrettet i Angmagssaliks ældste bygning.
Skolen i Angmagssalik er indrettet
i et af de første huse, 'der blev bygget,
da kolonien blev grundlagt i 1894.
Nærmere betegnet i den gamle præ-
stebolig, hvor pastor Ryttel i 90’erne
prædikede ud gennem det åbne vin-
due for den frysende menighed, der
havde taget opstilling udenfor.
Huset må åbenbart dengang have
været lettere at varme op, end det er
er i dag— men selvfølgelig har alde-
ren også taget på det. I hyert fald er
der som regel hundekoldt i de to sko-
lestuer om vinteren, og bygningen
svarer ikke til selv de mest beskedne
krav, man må stille til en skole i
Grønland. Dette erkendes iøvrigt af
alle, og man regner med, at der i år
opføres en skolebarak, der senere kan
gå ind som et led i den kostskole, der
er planer om at bygge. Den skulle i
store træk opbygges som kostskolen i
Thule og rumme børn både fra byen
og fra udstederne. Der er ingen tvivl
Skolelederen, lærer Jørgensen, for-
tæller, at der er stor forskel på kolo-
nibørnene og bopladsbørnene. De sid-
ste er mere åbne og tillidsfulde, nem-
mere at forme, mens byen i nogen
grad har sat sit præg på de andre
børn.
Lærerne må iøvrigt ikke alene tage
sig af det undervisningsmæssige. Der
har også været et spørgsmål om tøj,
idet- mange af børnene er dårligt
klædt. Distriktslægen har taget sig af
en del af børnene på dette og på an-
dre områder, og man har fået noget
tøj fra „Foreningen til hjælp for
grønlandske børn“, tøj, som er blevet
fordelt efter bedste skøn. I håndar-
bejdstimerne sker det,- at børnene går
i gang med at reparere det tøj, de har
på —- sådan at man på dage, hvor sko-
len kan varmes op, kan finde en hel
klasse iført undertøj ivrigt optaget af
at lappe og stoppe. Hver 14. dag tager
fru lærer Jørgensen børnene hjem i
sit vaskehus, hvor de bliver skrubbet
rene.
Udviklingen i Østgrønland er hidtil
gået langsomt, men meget tyder på, at
der nu skal sættes mere fart på. Der-
for er det overordentlig vigtigt, at
skolen kan følge trit med alt det an-
det — og helst være foran. Andre ste-
der i Grønland har man eksempler på,
at skolen er kommet haltende bag-
efter den øvrige udvikling, fordi der
ikke har været penge til skolebygning
og boliger til de nødvendige lærere.
Hvis den kommende udvikling ikke
skal få slagside, må børnene og de un-
ge være rustet til at kunne tage
alt det nye — de må have en så solid
ballast, som det kan lade sig gøre. I
Angmagssalik har man endnu chan-
cen, navnlig hvis kostskolen kommer,
og man har «oven i købet den mulig-
hed at kunne bygge undervisningen
op på en sådan måde, at den har rod
i det gamle — i den forestillingsver-
den, børnene kender — sådan at de
ganske stilfærdigt hjælpes ind i den
nye tid. Moderne civilisation er jo ik-
ke alene at drengene lærer at ryge ci-
garetter og at pigerne begynder at
bruge læbestift.
Spørgsmålet om bedre danskunder-
visning er så meget mere vigtigt, som
et vist kendskab til dansk er nødven-
digt for at børnene kan komme videre
— blive optaget på en af efterskolerne
i Vestgrønland og måske derfra til se-
minariet i Godthåb. Derfor er det op-
muntrende at se, at tilslutningen til
aftenskolen er god. Undervisningen er
her som i børneskolen lagt an efter
moderne principper, sådan at elever-
ne selv arbejder med. I børneskolen
er f. eks. indrettet en butik, hvor bør-
om, at dette vil være det ideelle, men
indtil da vil selv små forbedringer
være velkomne.
Der har kun været dansk lærer i
Angmagssalik et par år, og det har
derfor her som andre steder knebet
noget med dansk-undervisningen.
For tiden er der foruden den danske
skoleleder to vestgrønlahdske kateke-
ter til at undervise børnepe, hvis an-
tal svinger mellem 50 og 70. Når der
kan være så stor forskel i børnetallet
skyldes det, at der endnu er nogen
rejselyst i østgrønlænderne. Ikke så
få familier fra distriktet kommer til
Angmagssalik i sommermånederne.
Mange slår sig ned i den bydel, der
hedder Igdlumiut, hvor de bor i telt i
den lyse tid. Det er jo samtidig skibs-
tid, sådan at de voksne kan få arbejde
ved havnen med lostning og lastning,
og imens kan børnene få en bedre
skolegang end den de er vant til.
nene køber og sælger. Et par af bør-
nene udnævnes til ekspedienter, de
andre gør deres indkøb, og al samtale
i butikken foregår på dansk. Drenge-
ne får også undervisning i husflid —
træskærerarbejder og lignende — pi-
gerne lærer skindsyning.
I aftenskolen har man f. eks. af pa-
pir bygget en model af et grønlandsk
beboelseshus og møbleret det. Der var
et bestemt beløb til rådighed, og bud-
gettet skulle overholdes. Derefter gik
man i gang med at møblere en 2-væ-
relsers lejlighed i en dansk boligkarré,
og der blev lavet regnskaber over,
hvad pengene går til i en dansk og en
grønlandsk familie af samme størrel-
se.
Igennem de tegninger, børnene la-
ver i skolen, kan man forøvrigt se,
hvordan deres forestillingsverden æn-
drer sig under indtryk af det nye, der
kommer. En begivenhed som bjørne-
drab er stadig ofte et emne for de små
tegnere, men sidste vinter, da der blev
nedkastet post over Angmagssalik
nogle gange, tegnede næsten alle bør-
nene flyverdrop. I år, da den ameri-
kanske isbryder „Westwind" besøgte
Angmagssalik, blev en helikopter det
foretrukne emne.
TO KONKURRERENDE OPLYS-
NINGSFORENINGER
Bortset fra aftenskolen kniber det
lidt med oplysningsarbejdet i Ang-
magssalik. Sidste vinter arrangerede
man en studiekreds, som startede med
15—20 deltagere, men den foregik på
vestgrønlandsk, og derfor var der en
del, som ikke kunne følge rigtigt med.
Til sidst var der kun 2—3 østgrønlæn-
dere tilbage på holdet.
Byen har 2 foreninger, „Angakok"
og „Unårkit". „Angakok", åndemane-
ren — er den ældste. Den blev stiftet i
1945, mens „tranlampen", som den an-
den hedder i oversættelse, er begyndt
virksomheden senere. De har begge
samme formål, har hver sin vestgrøn-
landske kateket som formand, og
modarbejder i virkeligheden hinanden
i stedet for at samarbejde. „AngakoK",
som har op mod 100 medlemmer, er
iøvrigt nu i gang med en studiekreds
om spiritus og spiritusmisbrug. Ang-
magssalik har ingen afholdsforening,
og man vil derfor søge at give en vis
oplysning gennem denne studiekreds
omtrent samtidig med, at der indføres
spiritus-tildeling til den grønlandske
befolkning.
AngakoK-foreningen har også ind-
rettet en læsestue i sit eget mødehus.
Der er indkøbt grønlandske bøger,
som ligger fremme, og man får blade
og aviser sendt op fra Danmark.
BEFOLKNINGEN ER ANDERLEDES
END PÅ VESTKYSTEN
— Befolkningen er bagefter herovre,
siger pastor Karl Skou i en samtale —
men man må hele tiden huske på, at
der her i distriktet kun har været ar-
bejdet i 60 år. Befolkningen i byen er
omtrent som man kan finde den på et
vestgrønlandsk udsted. Blot man
kradser lidt op i malingen, kommer
det gamle frem, og på de mere isole-
rede steder, som desværre i for høj
grad må passe sig selv, trives over-
troen stadig.
Det er stadig sådan, også i byen, at
de ældre tager trommen frem, når de
er til fest, mens ungdommen går til
dansemik. De har hver sin måde at
udtrykke glæde på. Men trommen og
trommedansen spiller ikke samme rol-
le og har ikke samme formål nu, som
tidligere. I gamle dage blev trommen
ofte taget frem, når en strid skulle af-
gøres. Der var faktisk kun to ting at
vælge imellem: drab eller sangkrig, og
så sent som sidste forår var der tilløb
til en sådan strid. En kvinde på en af
bopladserne havde lavet en vise, men
af en eller anden grund blev striden
afblæst.
Befolkningen på østkysten er an-
derledes end vestgrønlænderne, siger
pastor Skou — den har en anden fore-
stillingsverden. Overtroen kan ikke
udryddes på så kort tid — det har
man jo også eksempler på i Danmark,
hvor der nogle steder på landet stadig
trives rester af gammel overtro. Når
der sker et eller andet, skal det have
en forklaring, og som regel bliver det
forklaret ud fra den gamle forestil-
lingsverden i stedet for at man søger
at finde den naturlige grund. Her som
på andre områder er det de mange
års isolation, der spiller ind.
At befolkningen er anderledes bety-
der naturligvis ikke, at den er ringe-
re. Der er fremragende folk imellem
— bl. a. træffer man her på østkysten
mange fangere af den gamle skole,
folk, som er deres eget værd bevidst
og som er ganske uimponeret af nye
folk og nye skikke. Men blandt de
folk, som er i pagt med den nye tid,
er der for få som kan påtage sig det
vejledende og opdragende arbejde,
der skal føre Østgrønland over i den
nye tid. En bedre forbindelse med
vestkysten er derfor af afgørende be-
tydning — både åndeligt og erhvervs-
mæssigt — herunder også muligheden
for at kunne udveksle folk mellem
østkyst og vestkyst og muligheden for
at kunne høre Grønlands Radio. Tem-
melig mange både i byen og i distrik-
tet har radioapparater, men det er så
som så med at kunne lytte. Senderen
i Godthåb er svag, men har tidligere
kunnet høres nogle måneder om vin-
teren. Nu har det nye radiofyr ødelagt
aflytningen i selve Angmagssalik, og
for distriktets vedkommende gælder
det, at det er meget vanskeligt at få
radioapparaterne repareret, når. der
sker et eller andet med dem.
LIVSVANERNE OMLÆGGES
Det går lettere nu med at kunne
købe batterier til dem. Der er bygget
butik både i Kungmiut og i Kap Dan
— de to største udsteder, hver på ca.
300 indbyggere. Men butikkerne be-
tyder samtidig at livsvanerne omlæg-
ges. Indtil butikken kom i Kap Dan,
samlede befolkningen vinterforråd på
sædvanlig vis — tørret kød, tørret
fisk o.s.v. Med butikken skete der et
omslag. Nu kunne man jo købe pro-
viant om vinteren, og derfor kom der
et par år, hvor der blev fejret jul så
langt ind i det nye år, at al provianten
blev spist op. I fjor skete der det, at
fangsten slog fejl og der kom en slem
periode for distriktsbefolkningen, hvor
hungersnøden bankede på døren. Det
er heldigvis sjældnere nu med disse
suiteperioder, end det var i gamle da-
ge, men det kan altså ske. Både i Kap
Dan og i Lille IkagteK havde befolk-
ningen nogle strenge måneder sidste
vinter.
Som nævnt er der i Angmagssalik
ikke synderlig forskel at mærke på
befolkningen der og i Vestgrønland.
Der er heller ikke noget skel mellem
den fastboende østgrønlandske befolk-
ning og de folk fra Vestgrønland, der
er udsendt. Man opdager i Angmag-
ssalik det samme, som kendes fra
vestkysten, nemlig at en stor del af
befolkningen ikke har begreb om
penges værdi. Der findes ikke i Ang-
magssalik een eneste fanger tilbage,
alle er ansat som vandbærere eller
lejede på anden måde. De hæver hver
fredag 70—80 kroner, og de fleste af
dem har ikke en øre tilbage om man-
dagen. 70—80 kroner er selvfølgelig
ikke mange penge i vore dage, men
de faste udgifter er meget små.
ÅNDEMANERE OG HEKSE
Pastor Skou nævnte den østgrøn-
landske overtro, der stadig spiller en
rolle for mange i deres forestillings-
verden. Denne overtro havde ikke ale-
ne et religiøst præg, men greb ind i
hverdagen på næsten alle områder.
Størst rolle spillede angakoK’en —
åndemaneren — der som regel var
den betydeligst mand på bopladsen.
Bopladsfællerne frygtede ham og så
op til ham, og han sørgede for som
.pladsens hersker at deres tro på ham
blev holdt ved lige — vel først og
fremmest fordi han gennem rigelige
gaver levede af sin stilling. Når et
menneske på pladsen fik smerter eller
blev syg, henvendte man sig til anga-
koK’en, som så undersøgte den syge
enten ved at mane ånder om aftenen,
mens lamperne i huset var slukket,
eller siddende på briksen, vendt mod
baggrunden af værelset og tildækket
med et skind.
AngakoK’en byggede sin magt på
frygt — frygt for ukendte ting og væ-
sener. Gennem frygten fik han folk til
at se mange syner og ofte kom han
selv i frygtens vold, så han hørte
stemmer og så syner, som han med-
delte videre. Åndemanerne måtte gen-
nemgå en lang læretid — fra 6 til 10
år, og ved mange af deres seancer
spillede trommen og sangen en stor
rolle.
Østgrønland havde også hekse (Ili-
sitsut), som uden brug af våben, men
blot ved hjælp af visse handlinger el-
ler den blotte tanke kunne skade eller
dræbe deres medmennesker. De var
hadet på bopladsen, men også frygtet
— og i modsætning til Vestgrønland,
hvor man også har haft hekse, var
det på østkysten både mænd og kvin-
der, der kunne udføre heksekunster.
Brugen af amuletter var stærkt ud-
bredt. Det var træstykker, knogle-
stumper, sten, fjer, kviste, perler eller
lignende, og de skulle allesammen
dels sikre bæreren med at dø, dels gi-
ve god fangst eller mange børn eller
hjælpe til med at opfylde andre øn-
sker. De østgrønlandske hedninger
var meget bange for døden, fortæller
pastor Chr. Rosing i sin bog om øst-
grønlænderne, og ved hjælp af amu-
letter mente de også at kunne beskyt-
te sig imod onde anslag fra åndema-
nere og hekse.
Ofte blev der sunget tryllesange, af-
holdt sangfester eller udkæmpet
trommestrid, og ved dødsfald var der
ganske bestemte regler, som skulle
overholdes. Man skulle afholde sig fra
bestemte spiser i nogen tid, de efter-
ladte skulle opholde sig indendørs og
måtte ikke tale og efter en tids forløb
skulle de gennemgå en renselsespro-
ces.
Til alt dette kom troen på forskel-
lige sagnskikkelser, der kunne bo en-
ten i strandkanten eller nede i jorden
eller i det indre af landet — frygtelige
væsener, som kun ville ondt.
Det siger sig selv, at alt dette ikke
kan udslettes, men kun udviskes i det
korte åremål, der er gået, siden kolo-
niseringen begyndte.
BEDRE NU END I GAMLE DAGE
I Angmagssalik bor endnu en af de
første, der blev døbt i Østgrønland ef-
ter at missionen blev oprettet. Det er
fhv. jordemoder Oline Mortensen —
gamle Oline kaldet. Hun bor sammen
Skolen skal helst være foran den øvrige udvikling
5