Atuagagdliutit - 31.01.1957, Blaðsíða 10

læserne skriver...
„KAN VI VÆRE DET BEKENDT?"
Flere gange i denne vinter har ra-
dioen’ og de lokale aviser givet med-
delelse om småbåds- og kajakforlis,
med tab af menneskeliv til følge. År-
sagerne hertil er mange, men i de til-
fælde hvor ulykkesårsagen er en di-
rekte følge af ændringer i vejrliget,
spørger man uvilkårligt sig selv om
det nu også er nødvendigt?.
Der ofres årligt i Grønland million-
beløb fra dansk som fra udenlandsk
side til sikring af den internationale
skibs- og lufttrafik over og ved Grøn-
land. I øjeblikket findes her i landet
ca. 30 vejr- og radiostationer, med et
personale på flere hundrede personer.
Jeg ser helt bort fra det personale
med klingende titler (cand. alt-cand.
intet osv.) der er beskæftiget i Dan-
mark ved Meteorologisk Institut for
Grønland.
Hvad gøres der i øjeblikket for at
orientere de grønlandske fiskere og
småbådsejere om vejrforholdene?
Man udsender et par gange i døgnet
en noget forældet vejrudsigt gennem
radiofonien, der som bekendt har en
effektiv rækkevidde på få hundrede
kilometer. Herudover udsender en
række radiostationer langs kysten så-
kaldte lokale vejrmeldinger hver tre-
die time. Meldinger hvis værdi må si-
ges at være ret begrænset, da enhver
jo kan stikke en finger i vejret og
konstatere at det blæser, eller ikke
blæser. Noget andet er, at disse lokale
meldinger jo udsendes på frekvenser
som kun skibe med specialmodtagere
er i stand til at opfange.
Hvad kan der gøres, og hvad bør
der gøres?
Man bør først og fremmest lægge
mere vægt på en egentlig vejrforudsi-
gelse, fremfor det nuværende system,
der i det store og hele angiver de øje-
blikkelige vejrforhold. Man vil sikkert
fra flere sider mene at dette ikke er
muligt for de enkelte distrikter, men
det er i det mindste muligt at oplyse
om større barometerfald og stigninger.
Faktorer der i langt de fleste tilfælde
giver et fingerpeg om nært foreståen-
de ændringer i vejret og først og
fremmest om vindforholdene. På ste-
der hvor man i forvejen ikke råder
over instrumenter til måling af luft-
trykket kan de lokale fiskerorganisa-
tioner for en ringe sum anskaffe sig
et sådant instrument, der sammen
med den sikkert i forvejen erhvervede
viden om vejrets lunerkan gøre god
fyldest.
Når det efter de pågældendes skøn
kombineret med erfaringen er kon-
stateret, at der efter al sandsynlighed
kan forventes vindstyrker, der må an-
tages at være til fare for småbådene,
bør man snarest muligt gøre dette be-
kendt ved i en mast at hejse et rødt
flag. Hvor der i forvejen findes radio-
master — der som regel er anbragt på
et højtliggende punkt — kan man me-
get nemt påmontere en flagstang til
dette formål.
Det er mit inderlige håb, at jeg med
dette lille „hip“ har formået at gøre
de interesserede parter opmærksom
på endnu en mulighed, til formind-
skelse af de meningsløse og tragiske
ulykker der affødes af de lunefulde
vejrguders gøren og laden.
Gabs.
„Kalåtdlit“ og arbejdersammen-
slutningen t
Jeg vil først og fremmest sige Tøn-
nes Olsen tak, fordi han har skrevet i
A-G nr. 18 september 1956 angående
et eventuelt samarbejde mellem
Grønlands arbejdersammenslutning
og „peKatigit Kalåtdlit" København.
Det er ikke muligt for os at etablere
et samarbejde udelukkende på løn-
spørgsmål, da peKatigit Kalåtdlit ikke
er en fagforening, men vi ønsker sam-
arbejde med alle foreninger i Grøn-
land der arbejder med kulturelle op-
gaver.
Imidlertid interesserer jeg mig per-
sonligt overordentligt meget for grøn-
lændernes aflønningsspørgsmål. Jeg
valgte for 20 år siden at blive i Dan-
mark, bl. a. på grund af de utilfreds-
stillende lønforhold, der dengang blev
budt grønlandske håndværkere. I de
20 år jeg har arbejdet i Danmark, har
jeg ikke glemt mine landsmænd oppe
i Grønland, og jeg har ved hver given
lejlighed beskæftiget mig med grøn-
landske spørgsmål og navnlig med
grønlændernes lønspørgsmål. Jeg kan
tænke mig, at de følelser jeg havde
dengang har mange grønlændere i
Grønland i dag, til stor hindring for
arbejdsindsatsen og arbejdsglæden.
Mit besøg i Grønland sommeren
1956 har bekræftet mit spørgsmål om,
at mine landsmænd deroppe på Grøn-
land må have bedre lønvilkår, derfor
er jeg nu for tiden fuldt optaget af at
sprede oplysninger ud til den danske
offentlighed igennem vort blad Kalåt-
dlit, som jo mange institutioner og
hele den danske presse læser.
Tønnes Olsen efterlyser mere initia-
tiv fra Kalåtdlit; blandt danske har
vi ellers ord for at være en meget liv-
lig forening, bl. a. med hensyn til
diskussionerne, hvor vore grønlandske
medlemmer møder flittigt op og med
iver tager del i diskussionerne.
Tønnes Olsen efterlyser endvidere,
at Kalåtdlit burde have mere kontakt
med grønlænderne i Danmark. Dette
ønske er også foreningens. Af samme
grund har vi et foreningsblad, der ud-
kommer hver måned som forbindel-
sesled mellem alle foreningens med-
lemmer. I bladet kan alle frit skrive
også fra Grønland om emner, der har
interesse. Foreningens møder og be-
styrelsens adresser annonceres ligele-
des der, så at alle kan søge ønskede
oplysninger og henvende sig til for-
eningens adresse, hvis der er spørgs-
mål man ønsker behandlet. Jeg må
meddele, at mange benytter sig af
denne ret, men selvfølgelig må grøn-
lænderne selv tage initiativet til at
rette de fornødne henvendelser til for-
ningen.
Yderligere efterlyses peKatigit Ka-
låtdlits formålsparagraf. Jeg tillader
mig at aftrykke den her.
Foreningens formål er at samle alle
grønlændere, der fast eller midlerti-
digt opholder sig i Danmark, og for-
eningen skal bestræbe -sig på efter
bedste evne at slå til lyd og virke for
en højnelse af grønlændernes åndelige
og materielle kår, ligesom foreningen
skal være et organ, gennem hvilket
spørgsmål, der angår herværende
grønlænderes vel, kan finde nærmere
drøftelse.
Foreningen må endvidere stå bi de
hertil nyankomne grønlændere, som af
den ene eller anden grund ikke måtte
være ganske klar over de administra-
tive eller andre forhold i Danmark.
Foreningens bestyrelse er bemyndi-
get til på eget initiativ eller på opfor-
dring af medlemmerne at oprette for-
skellige arbejdsgrene, som den måtte
finde ønskelige og gennemførlige.
Foreningen skal så vidt muligt i vin-
terhalvåret samle medlemmerne een
gang om måneden.
Carl Broberg, København.
HUNDESPØRGSMÅL
Efter at nogle af P. Waagsteins
hunde blev hængt...
Med forbløffelse læste jeg dr.
Waagsteins læserindlæg i A-G nr. 22
og den eneste forklaring på det, som
jeg kan finde, er at det må være skre-
vet inden ophidselsen i anledning af
hundeoverfaldet havde lagt sig, og for
at forsøge at skaffe en slags ligevægt,
skriver jeg dette indlæg inden min
ophidselse har lagt sig!
Den form, betragtningerne er frem-
sat i, kan få selv trænede læsere til at
tro, at dr. Waagsteins hunde er slået
ned på et meget spinkelt grundlag.
Distriktslægen var selv med til at
behandle barnet, så det er mig en gå-
de, hvorledes han kan tillade sig at
indbilde flertallet af bladets læsere,
at han kan se sig includeret blandt de
forurettede hundeejere, om hvis
spand der siges, „at det har været med
til at bide et barn i benet". Den sag,
som førte til kravet om, at alle dr.
Waagsteins hunde skulle slås ned —
et krav, som dr. Waagstein til dato
har siddet overhørig, idet kun en del
af spandet har måttet lade livet —
drejer sig om overfald på et barn, der
er blevet skamferet for livet og må se
frem til en årelang hospitalsbehand-
ling.
Dr. Waagstein ønsker, at barnets
moder skal straffes yderligere med en
bøde, men jeg gad vidst, hvorledes dr.
Waagstein ville have reageret for nog-
le år siden, da hans eget barn blev
overfaldet ved stranden, hvor det
færdedes uden opsigt. Mon ikke et
krav om bøde den gang ville have ud-
løst et læserbrev fra P. Waagstein af
en noget anden karakter?
Jeg er selv både far og hundejer,
men selv om jeg sætter mine hunde
højt, kommer hensynet til mine (og
andres) børn i første række, og jeg
har flere gange slået hunde ned, som
jeg ikke kunne stole på. Det er et stort
ansvar, man påtager sig, når man hol-
der hunde, og er man sig dette be-
vidst, tvinges man ofte til at foretage
sikkerhedsforanstaltninger, som man
kvier sig ved.
De nuværende regler for hundehold
er slet ikke så dårlige endda, når blot
de følges (jfr. landsrådsforhandlinger-
ne i sommer), men er ulykken sket, er
det en betryggelse for alle parter, at
reglerne kræver hele spandet slået
nd. Hvordan vil. dr. Waagstein kunne
konstatere, hvilke hunde „der virkelig
har været med til at bide"? Når et
blødende barn ligger blandt en flok
vilde rovdyr, tror De så, at rednings-
manden giver sig til at tælle op, hvil-
ke dyr der „virkelig bider"?
Jeg tror oprigtig talt, at de fangere,
som dr. Waagstein omtaler, nødigt ser
sig inddraget i denne uværdige jeri-
miade. Naturligvis er det med sorg, de
slår deres hunde ned, men mig be-
kendt plejer de samtidig at udvise del-
tagelse over for ofret og dets pårøren-
de. H. Bertelsen, Jakobshavn.
„Støt tuberkulosebekæmpelsen“
læste jeg med megen taknemlighed,
idet vi for en gangs skyld blev mindet
om at være med. Desuden kan jeg vist
betragte mig selv som en af dem, der
har størst grund til at takke og være
med i tb-bekæmpelsen, fordi min kæ-
re datter er blevet kureret for denne
sygdom.
Vi skal bekæmpe tb-sygdommen
som en fjende, hvis vi vil bevare et
sundt og stærkt legeme. Derfor bør vi
hjælpe på en eller anden måde. Det
ville iøvrigt være godt, dersom der i
alle byer startedes organiseret hjæl-
peaktion, som skulle give et bestemt
beløb hver til støtte for bekæmpelsen
af tuberkulosesygdommen. Her i Hol-
steinsborg har vi en sådan hjælpeak-
tion i gang, men vi er endnu for få. Vi
må være flere om opgaven.
Ordningen med tb-mærkat er ud-
mærket, men det ville være endnu
bedre, at der også ved siden af dette
gives andre bidrag. —
Men det sidste afsnit i „Støt tuber-
kulosebekæmpelsen" finder jeg som et
stærkt forsøg på at tvinge folk fra
A-Gs side, idet der står: „Breve, som
ikke er forsynet med tb-mærkat er
ikke breve". Og jeg spørger: I hvilken
lov står der en bestemmelse om, at
breve, som ikke er forsynet med tb-
mærkatet, ikke er breve? For jeg ved,
at A-G ikke vil returnere de breve,
bladet modtager fra handelen og
landshøvdingeembedet i Godthåb og
kalde dem for ikke-breve, fordi de
ikke er forsynet med tb-mærkat.
Frederik Lennert.
Ministeriet, Handelen og landsrå-
dets forretningsudvalg har truffet af-
tale om en tilskudsordning for fåre-
holdere ved køb af hø. Sidste år blev
der truffet afgørelse om oprettelse af
et nøddepot på 150 tons hø, til hvilket
landskassen ville yde et tilskud på 10
pct. til nedsættelse af prisen. I efter-
året opsendtes 44 tons hø, med „Uma-
nak“ er yderligere 10 tons på vej og
med „Disko" og et chartret skib kom-
mer ialt 150 tons, således at nøddepo-
tet bliver på godt 200 tons. Høets ind-
købspris plus fragt overstiger 70 øre
pr. kilo, men salgsprisen er sat til 40
øre. Om fornødent kan der gives kre-
dit efter nærmere fastsatte regler.
*
Under et møde i Frederikshåb har
man dannet en eftersøgningsforening,
der har fået navnet „Eftersøgeren".
Foreningen fik ved stiftelsen 52 med-
lemmer. Formålet er at deltage i ef-
tersøgninger af forsvundne og derved
lette politiet og effektivisere eftersøg-
ningerne. Medlemmerne skal betale et
kontingent, der skal benyttes til ma-
lerielkøb. Der udtrykkes håb om, at
lignende foreninger vil blive oprettet
langs kysten.
Fra NORD til SYD
Spejderbevægelsen i Holsteinsborg
har fejret sin 5 års fødselsdag. Der
flagedes fra morgenstunden, og ved
en fest på skolen, fortalte Peter Olsen
om de forløbne fém år. Kommunalbe-
styrelsesformand Markus Berthelsen
takkede for den hjælpsomhed, man
altid møder hos spejderne. Endvidere
blev der talt af landsrådsmedlem Jør-
gen Olsen. Ind imellem talerne var
der sang. Spejdernes leder, Poul Mad-
sen, der snart hjemrejser, fik en gave
overrakt. Derefter så man lysbilleder
fra spejdernes ture, og aftenen slutte-
de med, at man sang „Nunarput".
Ved generalforsamlingen for for-
samlingshuset i Godhavn genvalgtes
formanden gennem 10 år Villads Vil-
ladsen. Til næstformand valgtes Ka-
vak Lindenhann, til kasserer Arkaluk
Mølgaard og til bestyrelsesmedlem-
mer Elizabeth Lindenhann og Katrine
Lindenhann. Det indkomne beløb er
gennem de 10 år steget fra 300 kr. til
22,700 kr.
I Julianehåb er åbnet det største og
mest moderne alderdomshjem i Grøn-
land. Leder er økonoma Mariane
Lund. Det nye alderdomshjem afløser
Grønlands første alderdomshjem, der
indrettedes i Julianehåb i 1932. Det
blev skabt af smedemester John
Høegh, der altid har kæmpet ivrigt for
at forbedre de gamles kår.
*
Folketinget har behandlet de to
grønlandske lovforslag om søterrito-
riets grænser og om retten til ikke-
erhvervsmæssig jagt og lystfiskeri i
Grønland. Forslaget om søterritoriet
gå ud på, at grænserne fremtidig fast-
sættes administrativt, ligesom tilfæl-
det er i det øvrige Danmark. — Kjær-
bøl nævnte, at der på nogle punkter
kunne blive tale om en mindre udvi-
delse af tremilegrænsen. Forslaget an-
befaledes af socialdemokraten Victor
Gram, mens venstremanden Simon
From gjorde tilslutning afhængig af,
at der fremskaffedes yderligere op-
lysninger. Det drejede sig her om na-
tionale søterritorialgrænser, og man
kunne ikke se, hvordan virkningerne
ville blive for danske statsborgere,
der fisker indenskærs. Hermed tænk-
te taleren ikke blot på danskere bosat
i Grønland og Danmark, men også på
Færinger. Den konservative Halfdan
Hendriksen kunne principielt tilslutte
sig forslaget, men noterede, at der var
tale om et prekært problem, hvorfor
han gerne nøjagtigt ville vide, hvad
der mentes med mindre udvidelser af
grænserne. Kj ærbøl svarede senere
under debatten, at han ville fore-
trække at svare i et udvalg. Forslaget
fik støtte fra den radikale Oluf Steen,
kommunisten Lynnerup Nielsen og
retsforbundsmanden Søren Olesen.
Det andet lovforslag bestemmer, at
retten til ikke-erhvervsmæssig jagt og
lystfiskeri i Grønland forbeholdes
grønlænderne. Andre kunne få tilla-
delse mod betaling af en vis afgift. Si-
mon From ønskede yderligere oplys-
ninger, og Oluf Steen og Søren Ole-
sen advarede imod at gå for strengt
frem mod danske, der under midler-
tidigt ophold i Grønland ønskede at
drive lystfiskeri. — Begge forslag gik
i udvalg.
I en oversigt i Egedesminde Avis
giver overbetjenten en række oplys-
ninger om forløbet af 1956, politimæs-
sigt set. Der har i årets løb været be-
handlet 519 sager mod 443 i 1955. Den
største stigning findes under katego-
rien tyveri og bedrageri, hvor antallet
næsten er fordoblet. Overbetjenten
siger hertil, at de fleste tyverier er be-
gået i skibslaster og pakhuse, hvor
der har været mange implicerede, og
at de fleste tilfælde drejer sig om
små-tyverier. Spirituspåvirkning som
årsag til en sag er i glædelig tilbage-
gang, og mange andre kategorier viser
ligeledes tilbagegang, f. eks. voldssa-
ger, skilsmisser, eftersøgninger, ilde-
brande og dyremishandlinger. Antallet
af børn født udenfor ægteskab er der-
imod i stadig stigen.