Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 8

Den første dråbe
En kinesisk legende
Det havde været både tørt og blæsen-
de — så tørt, at risen på marken gik
fra grøde, og de nyskabte frugter i
orangelundene på bjergskråningen
skrumpede ind og faldt til jorden.
Hvis regnen udeblev meget længere,
ville høsten slå fejl, og misvækst og
hungersnød hærge distriktet omkring
Swatow — et af de frugtbareste langs
hele kinakysten.
Intet under da, at bønder fra nær og
fjern strømmede til det lille tempel
ved foden af bjergene i vest. De ofre-
de røgelse til regnguden, de bad og
tryglede, at deres marker måtte skå-
nes for tørke og misvækst.
Nu var det lille tempel både gam-
melt og forsømt. Længe havde dets
to aldrende præster fristet en kum-
merlig tilværelse, for det var jo så-
dan, at i gode tider, når markerne
bugnede med afgrøde, tænkte kun de
færreste på at ofre tid og røgelse.
Man var slet ikke vant til, at regnen
udeblev, når man havde den behov.
Regnguden gjorde gerne sin pligt, —
og der kunne gå halve år imellem, at
en bonde fandt vej til det lille forsøm-
te tempel. De store røgelseskar stod
kun og samlede støv, fordi ingen fandt
det umagen værd at stikke friske
fintduftende og rødglødende Joss-pin-
de i asken for gudens alter.
Og når ingen kom til templet, måtte
også præsterne lide savn. De solgte
slet ingen røgelsespinde, og ingen be-
tænkte dem med almisser eller skænk
til templets kasse, hvilket i praksis
betød et og det samme. Kunne man da
fortænke disse to gamle tempeltjene-
re i, at de nærmest hilste tørken vel-
kommen, når. den for dem betød øge-
de indkomster og dermed tåleligere
kår. Den bragte nyt liv i den hendø-
ende forretning med Joss-pindene, —
og bønder, hvis jorder lå særligt ud-
sat, fandt det endda tilrådeligt at ofre
lødigt sølv til templets slukne kasse.
Men foruden disse to præster var
der endnu en mand, som var glad for
tørken, nemlig selveste vicekongen —
Tao-tai’en — over hele det tørkeram-
te distrikt. Ingen vidste bedre end
han, hvilken frygtelig katastrofte, der
truede alle, hvis ikke regnen kom.
Men Tao-tai Lin var en mand, der
såvel forstod den kunst at vende alt
til egen fordel.
En hård mand var han, hadet og
frygtet, fordi han skånselsløst udsu-
gede sit distrikt på den skammeligste
måde, — men tillige snedig og bereg-
nende. Vel vidste han, at hans egen
stilling kunne blive farlig, hvis mis-
fornøjelsen fik lov at brede sig. Med
andre ord, hans autoritet trængte i
høj grad til en kraftig stimulans, —
og netop derfor var han glad for tør-
ken, og endnu gladere, fordi bønder-
nes ofringer ikke havde
medført nogen ændring i
vejret. Han øjnede en glim-
rende chance til med et
slag at genvinde den tillid
og respekt, som han ved
sin hårdhændede admini-
stration var godt på vej til
helt at sætte over styr.
Han regnede ud, at hvis
han nu kunne mage det så,
at regnen netop indtraf lige
efter, at han selv havde of-
ret røgelse og sølv til den
genstridige regnguds ære,
ja, så ville man deraf kun-
ne slutte, at det alligevel,
når alt kom til alt, var ham
— og ham alene — der hav-
de det afgørende ord både
blandt mennesker og gu-
der. Thi, ræsonnerede han,
en skønne dag må regnen
jo komme, selv om det la-
der vente på sig. Det gjaldt
derfor om at bie, til tiden
var inde, før han nedvær-
digede sig til at aflægge det
lille bjergtempel et besøg,
— og så, når regnen følger,
da til fulde at udnytte det
heldige resultat til egen
forherligelse.
Tao-tai Lin var en mand
af et hastigt temperament
og derfor kort for hovedet
og ærgerlig, fordi han ikke
straks kunne få sit lille
mellemværende med regn-
guden overstået, — men
hver eneste morgen var
himmelen klar og skyfri. Der var ikke
den ringeste smule fugtighed i luften,
og nu begyndte folk at klage over, at
han stadig udskød sit planlagte besøg
i bjergtemplet.
Men endelig en morgen kunne hans
tjener melde, at der var ved at træk-
ke skyer op fra havet i øst, — og i sin
utålmodighed bestemte han sig da til
straks at drage i vej. Det så unægtelig
ud til, at regnen endelig ville komme,
— og det var på høje tid, for folk
rundt om i by og på land var begyndt
at skumle og hviske, at tørken måtte
være straffen for Lin’s slette admini-
stration — at ingen kunne vente regn,
før Lin blev fjernet fra sit embede.
Denne uheldsvangre mumlen blev
så stærk, at Lin foretrak at begive
sig i vej med et stort følge af både
embedsmænd og krigere. Templets to
gamle præster gned sig forventnings-
fulde i deres mangre, tørre hænder,
da de fik øje på det storstilede optog,
der bølgede og bugtede sig som en
kæmpemæssig drage gennem de knas-
tørre rismarker. En så fornem gæst
som selveste vicekongen måtte betyde
klingende sølv i templets kasse.
Og de modtog distriktets øverste
myndighed — kejserens personlige
stedfortræder — med al den ærbødig-
hed, der tilkom selve himmelens søn.
Stolt og hovmodig — med sit hoved
højt hævet — trådte Lin over templets
tærskel, — idet han med høj røst for-
kyndte, så det kunne høres af alle de
mange sammenstimlede bønder fra
hele egnen:
MANNE
cerutten
i cigartypen
cerutt sikåtut itOK
„Om regnen kommer nu — som en
erkendtlighed for mine rige ofre,“ han
kastede et lidt. uroligt blik mod den
overtrukne himmel, „da vil jeg — ene
og for egen regning — ikke blot lade
dette tempel istandsætte — men tilli-
ge lade regnguden forgylde op med
lødigt, ægte guld."
Men en bydende bevægelse lod han
præsterne frembære røgelse for gu-
dens alter, — og han lod sine tjenere
kaste sølvmønter i grams til hoben,
der trængtes om templets portal. —
Nu havde han gjort sin skyldighed —
så nu måtte det være op til regnguden
at kvittere derfor med en mild, vel-
signet regn over de knastørre agre.
Men endnu før han vendte tilbage
til sit prægtige Yamen, spredtes sky-
erne for vinden — og der kom ingen
regn — hverken den dag eller den
næste.
Misfornøjelsen med Tao-tai Lin ly-
ste ud af alle ansigter, — oprøret ville
næppe lade vente længe på sig. Hans
besøg i templet havde virket stik
imod hensigten. Da regnen stadig ude-
blev, var ingen mere i tvivl om, at
kun hans hurtige fjernelse ville kun-
ne redde distriktet fra en lammende
katastrofe.
I sin vånde bestemte Lin sig til at
gøre endnu et forsøg. Der måtte dog
findes midler, hvormed han kunne
få den stædige, ondsindede guddom til
at makke ret. „
De to gamle præster frydede sig al-
lerede, da de for anden gang fik øje
på Tao-tai’ens prægtige følge, som fra
byen nærmede sig det lille tempel.
Den før så ringeagtede helligdom var
ved at blive et helt velstillet institu-
tion. Mættet med ris — sledske og yd-
myge — i forventning om endnu stør-
re gaver end sidst — modtog de den
høje mandarin og bød ham velkom-
men. Men Lin vinkede dem bydende
til side og begav sig ene ind i temp-
lets helligste. De mange nysgerrige,
der var strømmet til for at beskue den
overdådige pragt, trykkede sig for-
skræmte bag ham i døren — i stadigt
håb om, at han også denne gang ville
kaste sølvmønter fra bugnende læder-
punge.
Til deres store forundring så de nu,
at deres Tao-tai hverken medbragte
sølv eller købte røgelse.
Udfordrende — med skrævende ben
— stillede han sig op foran det ynke-
lige, forvitrede gudebillede. Det store
røgelseskar foran alteret skubbede
han ublidt til side, så det faldt og son-
dredes mod flisen.
„Met det gode," råbte han med høj
og kraftig stemme, „lader denne us-
ling sig åbenbart ikke røre. Hverken
bønner eller rige ofre formår at blød-
gøre hans stive sind. — Men han skal
vide, at end er jeg herre her. Vil han
ikke makke ret med det gode, må der
skrappere midler til".
Og han vendte sig mod skaren, der
stod bag ham — måbende, tryllebun-
det ved at høre så formastelige ord
blive udslynget mod den guddom, som
de troede ene kunne bringe tørken til
ophør og med sin velsignede regn faa
markerne til igen at grønnes — redde
tusinder af hjem fra nød og udslettel-
se.
Hans ord tændte kun frygt i de
mange øjne, der var rettet imod ham
— og alle veg de i rædsel fra templets
portal.
„Krystere er I alle til hobe." Lin
slyngede ordene efter de ulykkelige,
der flygtede i panisk skræk for gu-
dernes hævn, „men har ingen af jer
mod til at gribe ind her, fortjener I
heller ikke andet og bedre end afsved-
ne marker — sult og død! — Og dog
vil jeg — jeres retmæssige herre —
ikke roligt se på, at I lider. Tør I an-
dre ikke, så mangler jeg i hvert fald
ikke mod. Det er på høje tid, at denne
genstridige guddom får en lektion,
han kun altfor længe har tiltrængt!"
De få, der var blevet tilbage, så nu
til deres rædsel Lin vende sig mod
Gudebilledet. I afmægtigt raseri feje-
de han alteret rent for både kar og
stager — og greb så med sine stærke
hænder omkring guden for at løfte
billedet fra sin piedestal.
Hujende af frygt flygtede de sidste
(Fortsættes side 19).
PORTLA
°Pjylder rin
■C em?
2°rrrierne
SUPER-RAPID-CEMENT
til betonarbejder,der haster, og til støbning i koldt vejr ||
H V l D PORTLAND -CEMENT
forener stor styrke med blændende hvidhed
fremraaende til alle dekorative lormjd^^
leveres i ni farver c
fil dekorative formål
KROMOL SPECIALPUDS^^^*
giver murflader med ædelpudskarakfer.
Holdbar, vandafvisende, smitter ikke af
- findes i 8 smukke standardfarver samt hvid
^ -e<r
CHRISTIANS BRYGGE 28 ■ KØBENHAVN V
9