Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 8
Den første dråbe En kinesisk legende Det havde været både tørt og blæsen- de — så tørt, at risen på marken gik fra grøde, og de nyskabte frugter i orangelundene på bjergskråningen skrumpede ind og faldt til jorden. Hvis regnen udeblev meget længere, ville høsten slå fejl, og misvækst og hungersnød hærge distriktet omkring Swatow — et af de frugtbareste langs hele kinakysten. Intet under da, at bønder fra nær og fjern strømmede til det lille tempel ved foden af bjergene i vest. De ofre- de røgelse til regnguden, de bad og tryglede, at deres marker måtte skå- nes for tørke og misvækst. Nu var det lille tempel både gam- melt og forsømt. Længe havde dets to aldrende præster fristet en kum- merlig tilværelse, for det var jo så- dan, at i gode tider, når markerne bugnede med afgrøde, tænkte kun de færreste på at ofre tid og røgelse. Man var slet ikke vant til, at regnen udeblev, når man havde den behov. Regnguden gjorde gerne sin pligt, — og der kunne gå halve år imellem, at en bonde fandt vej til det lille forsøm- te tempel. De store røgelseskar stod kun og samlede støv, fordi ingen fandt det umagen værd at stikke friske fintduftende og rødglødende Joss-pin- de i asken for gudens alter. Og når ingen kom til templet, måtte også præsterne lide savn. De solgte slet ingen røgelsespinde, og ingen be- tænkte dem med almisser eller skænk til templets kasse, hvilket i praksis betød et og det samme. Kunne man da fortænke disse to gamle tempeltjene- re i, at de nærmest hilste tørken vel- kommen, når. den for dem betød øge- de indkomster og dermed tåleligere kår. Den bragte nyt liv i den hendø- ende forretning med Joss-pindene, — og bønder, hvis jorder lå særligt ud- sat, fandt det endda tilrådeligt at ofre lødigt sølv til templets slukne kasse. Men foruden disse to præster var der endnu en mand, som var glad for tørken, nemlig selveste vicekongen — Tao-tai’en — over hele det tørkeram- te distrikt. Ingen vidste bedre end han, hvilken frygtelig katastrofte, der truede alle, hvis ikke regnen kom. Men Tao-tai Lin var en mand, der såvel forstod den kunst at vende alt til egen fordel. En hård mand var han, hadet og frygtet, fordi han skånselsløst udsu- gede sit distrikt på den skammeligste måde, — men tillige snedig og bereg- nende. Vel vidste han, at hans egen stilling kunne blive farlig, hvis mis- fornøjelsen fik lov at brede sig. Med andre ord, hans autoritet trængte i høj grad til en kraftig stimulans, — og netop derfor var han glad for tør- ken, og endnu gladere, fordi bønder- nes ofringer ikke havde medført nogen ændring i vejret. Han øjnede en glim- rende chance til med et slag at genvinde den tillid og respekt, som han ved sin hårdhændede admini- stration var godt på vej til helt at sætte over styr. Han regnede ud, at hvis han nu kunne mage det så, at regnen netop indtraf lige efter, at han selv havde of- ret røgelse og sølv til den genstridige regnguds ære, ja, så ville man deraf kun- ne slutte, at det alligevel, når alt kom til alt, var ham — og ham alene — der hav- de det afgørende ord både blandt mennesker og gu- der. Thi, ræsonnerede han, en skønne dag må regnen jo komme, selv om det la- der vente på sig. Det gjaldt derfor om at bie, til tiden var inde, før han nedvær- digede sig til at aflægge det lille bjergtempel et besøg, — og så, når regnen følger, da til fulde at udnytte det heldige resultat til egen forherligelse. Tao-tai Lin var en mand af et hastigt temperament og derfor kort for hovedet og ærgerlig, fordi han ikke straks kunne få sit lille mellemværende med regn- guden overstået, — men hver eneste morgen var himmelen klar og skyfri. Der var ikke den ringeste smule fugtighed i luften, og nu begyndte folk at klage over, at han stadig udskød sit planlagte besøg i bjergtemplet. Men endelig en morgen kunne hans tjener melde, at der var ved at træk- ke skyer op fra havet i øst, — og i sin utålmodighed bestemte han sig da til straks at drage i vej. Det så unægtelig ud til, at regnen endelig ville komme, — og det var på høje tid, for folk rundt om i by og på land var begyndt at skumle og hviske, at tørken måtte være straffen for Lin’s slette admini- stration — at ingen kunne vente regn, før Lin blev fjernet fra sit embede. Denne uheldsvangre mumlen blev så stærk, at Lin foretrak at begive sig i vej med et stort følge af både embedsmænd og krigere. Templets to gamle præster gned sig forventnings- fulde i deres mangre, tørre hænder, da de fik øje på det storstilede optog, der bølgede og bugtede sig som en kæmpemæssig drage gennem de knas- tørre rismarker. En så fornem gæst som selveste vicekongen måtte betyde klingende sølv i templets kasse. Og de modtog distriktets øverste myndighed — kejserens personlige stedfortræder — med al den ærbødig- hed, der tilkom selve himmelens søn. Stolt og hovmodig — med sit hoved højt hævet — trådte Lin over templets tærskel, — idet han med høj røst for- kyndte, så det kunne høres af alle de mange sammenstimlede bønder fra hele egnen: MANNE cerutten i cigartypen cerutt sikåtut itOK „Om regnen kommer nu — som en erkendtlighed for mine rige ofre,“ han kastede et lidt. uroligt blik mod den overtrukne himmel, „da vil jeg — ene og for egen regning — ikke blot lade dette tempel istandsætte — men tilli- ge lade regnguden forgylde op med lødigt, ægte guld." Men en bydende bevægelse lod han præsterne frembære røgelse for gu- dens alter, — og han lod sine tjenere kaste sølvmønter i grams til hoben, der trængtes om templets portal. — Nu havde han gjort sin skyldighed — så nu måtte det være op til regnguden at kvittere derfor med en mild, vel- signet regn over de knastørre agre. Men endnu før han vendte tilbage til sit prægtige Yamen, spredtes sky- erne for vinden — og der kom ingen regn — hverken den dag eller den næste. Misfornøjelsen med Tao-tai Lin ly- ste ud af alle ansigter, — oprøret ville næppe lade vente længe på sig. Hans besøg i templet havde virket stik imod hensigten. Da regnen stadig ude- blev, var ingen mere i tvivl om, at kun hans hurtige fjernelse ville kun- ne redde distriktet fra en lammende katastrofe. I sin vånde bestemte Lin sig til at gøre endnu et forsøg. Der måtte dog findes midler, hvormed han kunne få den stædige, ondsindede guddom til at makke ret. „ De to gamle præster frydede sig al- lerede, da de for anden gang fik øje på Tao-tai’ens prægtige følge, som fra byen nærmede sig det lille tempel. Den før så ringeagtede helligdom var ved at blive et helt velstillet institu- tion. Mættet med ris — sledske og yd- myge — i forventning om endnu stør- re gaver end sidst — modtog de den høje mandarin og bød ham velkom- men. Men Lin vinkede dem bydende til side og begav sig ene ind i temp- lets helligste. De mange nysgerrige, der var strømmet til for at beskue den overdådige pragt, trykkede sig for- skræmte bag ham i døren — i stadigt håb om, at han også denne gang ville kaste sølvmønter fra bugnende læder- punge. Til deres store forundring så de nu, at deres Tao-tai hverken medbragte sølv eller købte røgelse. Udfordrende — med skrævende ben — stillede han sig op foran det ynke- lige, forvitrede gudebillede. Det store røgelseskar foran alteret skubbede han ublidt til side, så det faldt og son- dredes mod flisen. „Met det gode," råbte han med høj og kraftig stemme, „lader denne us- ling sig åbenbart ikke røre. Hverken bønner eller rige ofre formår at blød- gøre hans stive sind. — Men han skal vide, at end er jeg herre her. Vil han ikke makke ret med det gode, må der skrappere midler til". Og han vendte sig mod skaren, der stod bag ham — måbende, tryllebun- det ved at høre så formastelige ord blive udslynget mod den guddom, som de troede ene kunne bringe tørken til ophør og med sin velsignede regn faa markerne til igen at grønnes — redde tusinder af hjem fra nød og udslettel- se. Hans ord tændte kun frygt i de mange øjne, der var rettet imod ham — og alle veg de i rædsel fra templets portal. „Krystere er I alle til hobe." Lin slyngede ordene efter de ulykkelige, der flygtede i panisk skræk for gu- dernes hævn, „men har ingen af jer mod til at gribe ind her, fortjener I heller ikke andet og bedre end afsved- ne marker — sult og død! — Og dog vil jeg — jeres retmæssige herre — ikke roligt se på, at I lider. Tør I an- dre ikke, så mangler jeg i hvert fald ikke mod. Det er på høje tid, at denne genstridige guddom får en lektion, han kun altfor længe har tiltrængt!" De få, der var blevet tilbage, så nu til deres rædsel Lin vende sig mod Gudebilledet. I afmægtigt raseri feje- de han alteret rent for både kar og stager — og greb så med sine stærke hænder omkring guden for at løfte billedet fra sin piedestal. Hujende af frygt flygtede de sidste (Fortsættes side 19). PORTLA °Pjylder rin ■C em? 2°rrrierne SUPER-RAPID-CEMENT til betonarbejder,der haster, og til støbning i koldt vejr || H V l D PORTLAND -CEMENT forener stor styrke med blændende hvidhed fremraaende til alle dekorative lormjd^^ leveres i ni farver c fil dekorative formål KROMOL SPECIALPUDS^^^* giver murflader med ædelpudskarakfer. Holdbar, vandafvisende, smitter ikke af - findes i 8 smukke standardfarver samt hvid ^ -e<r CHRISTIANS BRYGGE 28 ■ KØBENHAVN V 9

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.