Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 13

Fra stenalder til jet-tid
Foreløbig fortsættes livet i kolonien upåvirket af flyvebasens nær-
hed, besejlingen af de hundreder af skibe og isbrydernes aktivitet
Snarere er det præget af, at vi danske meteorologer og telegrafister
fylder godt op dør om dør med de 92 indfødte.
Og så er den store nyhed i kolonien dog den, som også vi danske
teknikere føres til at beundre, at Kassaluk har fået tre små tomater
til at modnes i mistbænken! Måske er det kun lykkeligt, at den en-
kelte ikke påvirkes nær så meget af, hvad mennesker kan udrette,
og hvad supertekniken nu mestrer, som fremtidsromaner har tænkt
mm
asm

Jfjflfc'"- * <
, J " ■*
tø ’
- ‘ *■*''*' ■
\*r * "te*
Jetfly starter fra den amerikanske base i Thule.

. ‘ '‘.A *
prøver vi at finde liv i denne livløse verden. Hernede — og vi må
næsten være på stedet nu, driver en amerikansk polarekspedition,
hvis beretninger om vejr og strøm betegner den yderste udbygning
af den arktiske tjeneste. Mændene, der gør tjeneste på isflagen i tre
måneder ad gangen, er landsat med fly. De gammeldags hundefor-
spand, som Peary og OdaK måtte bruge, da de nåede Nordpolen i 1909,
er afløst af små tekniske vidundere af motorslæder. Udstyret giver
mændene en slags komfort i deres afsondrethed, deres videnskabelige
hjælpemidler er vidundere af præcision.
Men vi finder ikke mændene på flagen, og tiden — og ben-
zinbeholdningen — tillader ikke at gøre mange svinkeærinder.
Vi stiger derfor videre mod Nordpolen og er lidt efter ude i et
skyfrit rum og med den endeløse iskalot undr os, så langt øjet
rækker.
Vi går ned i 2000 meters højde og befinder os lige over Nord-
polen. Under fire minutters kresen overskred vi bundtet af
samtlige længdegrader, hvori jorden er inddelt. Vi gennemfløj
i de fire minutter alle døgnets 24 timer og skiftende dato. Det
er det mest tidsløse øjeblik, nogen kan opleve.
OdaK ser det samme syn som i 1909: Is, is, ubrudt af åbent
hav, ikke uden våger og overalt gennemskåret af tynde render.
TORBEN KJELD LARSEN
Hvor flagerne har skuret mod hinanden, ses sammenkitningen
som små snevolde, anderledes end de skruninger, der tørner
flager op langs Grønlands kyst. Isbjerge som inde under Thule
ses heller ikke, de er jo ikke børn af havet, men af bræerne,
som kælver inde fra land.
Øjeblikket hidser. Målet er nået, en usynlig modstand over-
vundet. Måske vi passagerer i den lune kabine kommer lidt
let til vore fornemmelser. Jeg kan på OdaK se, han er ydmyg,
fordi det nye, han er med til at indvi, kostede så mange af hans
kammerater livet og lidelser i 1909.
Helt koncist kan jeg ikke sige, hvilke tanker oplevelsen fyld-
te mig med. Der var jo så mange indtryk. Som nu solnedgan-
gen, der er renere og rigere end noget mennesk kan opleve
sig. Stærkere lever hos OdaK og Jonathan mindet om Thule-
kongen Knud Rasmussen og Peary, der i 1909 gik nordover
og fandt Nordpolen, en af hans følgekuske var netop OdaK,
som dag og nat bærer fortjenstmedaljen på sit bryst...
Men de store slæderejsers barske kapitel i Grønland og over
indlandsisen nær Nordpolens isøde er nu uigenkaldeligt forbi.
Pionerernes sidste slædespor fyger langsomt til og afløses af
luftens linealveje mellem nyopførte, moderne flyvebaser —
og kun minderne bliver tilbage...
Sammen tilbragte vi varme, solrige dage med at fiske laks i
elven. Og når stjernerne sivede op bag fjeldkammene under
den lyse østhimmel, kom vi hjem med fangsten til Kassaluk,
som smilede af glæde over hele sit runde hoved.
Det var netop en af disse forunderlige nætter, der er som
lange, slumrende morgener, hvor man ikke kan sove. Kun et
par timer dykker solskiven ned og glider som en fjern brand
bag fjeldene for at sive mægtig og luende op i nordøst, far-
vende den milevide isørken som et hav af blod.
Jeg traf OdaK ude ved næsset, hvor han hin julidag padlede
sig forbi i den fygende sydost. Han sad på en græsbevokset
ruin af en jordhytte og så over fjorden mod det fjerne solbål.
Så var det, han fortalte om hans og Pearys endeløse rejser
med hundeslæde til Nordpolen, og jeg forstod, at han længtes
efter at gense Nordens iskalot...
— En lejlighed hertil gav sig, da 12 mand på en drivende
isflage var forsvundet og et kæmpemæssigt redningsfly blev
gjort klar til eftersøgning. Ved min mellemkomst kom OdaK,
Jonathan og Kassaluk med i flyet, en D-C 6, som rummede 36
mand, heri indbefattet presse- og fjernsynsfolk.
Vi forlod Thule-basen i morgenstormens grå skyer, men sej-
lede straks ind over indlandsisen som under en hvælving af
lys. Det fantastiske beroede på fornemmelser inde i en selv- og
hertil en ukendt skønhed, tyste, blide, rene farver af den kla-
reste potens. Men hvad jeg end selv følte af kildrende glæde ved at
foretage en sådan rejse, så var dette vel den egentligste oplevelse
vd eksperimentet for OdaK — på samme tid nøgternt og fantastisk:
at hvad han og Peary, de ensomme Nordpolsfarere,^ så for sig i et
syn som belønning for strabadserne, skulle blive til/ virkelighed på
få timer. Da vi fløj op mellem Grønlands nordvestrwiding og Elles-
mereland, så jeg at OdaK og Jonathan blev opmærksomme, og OdaK
trykkede sin flade næse mod kabineruden. De var,/ ofte gået over
isen her, når den ligger i kompakt i Marts, for at jage pelsdyr.
Vi slipper landet bag os og ser i en gulddis østude Pearylands bjer-
ge. Længere mod Nord rækker intet land. Nu er vi over Polhavet,
hvor levende væsener ikke findes. Her ligger isen ubrudt af render,
her er kun drift med isen mulig. Vi flyver op i 3000 meters højde,
og alting skjules for en tid af skyer. Men 150 km fra Nordpolen
Husflidsarbejde: et grønlandsk sagn indskåret i en hvalrostand.
OdaKs hus til højre. I midten en hytte, luftet ud til sommeren: taget af —
og frisk luft ind!
det på nogen kyst i verden. Ude i det fjerne under solen står en
bræmme af guld, disen lyser i orangeskær med blå skygger i våger
og^ render. Den hvide sne og den hvide is står mørkere end den lyse,
blågrønne himmel. Det hele er så fint og så tyst i sine virkninger, helt
uden skarpe kontraster.
Øjeblikket er knyttet til et radiospil. I maskinen er radiofolk med
deres stålbånd rede. En løbende beskrivelse af, hvad vi ser —og film-
kameraer fra Amerikas fjernsyn. Kun få forstod at udtrykke sine fø-
lelser, men størst indtryk gjorde OdaKs ord, jævne og velvalgte, han
repræsenterede jo på een gang både den gamle og den nye tid. Da
ophidselsen over det nye havde lagt sig og vi vendte næsen hjemad,
fik vi moderne nordpolsfarere et varmt middagsmåltid og cocktails,
hvor yndig stewardesser førte kommandoen. Det smagte fortræffeligt,
men jeg syntes, det ligesom tog den heroiske fornemmelse af kroppen.
Vi kom to minutter for sent til Thule efter flyveplanen, men havde
også gennemfløj et 2800 km.
Men da OdaK et par timer efter hørte sin egen stemme i radioen —
sendt via Thules egen radiostation — var han virkelig imponeret. Han
skjulte ansigtet i sine barkede næver og græd, mens han mindedes...
Sådan sagde OdaK: smilets,
beskedenhedens, alle gode øn-
skers høvding. Måske var han
også derfor, sine snart 75 år til
trods, som en gut på 20.
OdaKs familie-sønnen Jona-
than, hans kone Kassaluk og
deres lille pige-opløfter et be-
gejstringens hyl mod himlen, da
de erfarer om sælfangsten. Sæ-
ler nemlig begyndt at blive
sjældne i Thule — og der er
endnu et stykke tid, til pelsdyr-
jagten sætter ind.
Den almindelige ophidselse
har også grebet hundene, og må-
ske dæmrer der også et sted i
deres bevidsthed erindringen
om, at sligt postyr tidligere har
afstedkommet foderrige tider.
— Der er nu igen kommet tran
på OdaKs lamper, og først nu,
ved det flakkende lys, fortæller
han, hvad han så derude på ha-
vet: en mængde skibe, flere
hundrede grønlandsskibe, der
stævnede ind i fjorden!
Jonathan og Kassaluk tror, at
den gamle er blevet beruset af
det friske sælblod, men tidlig
næste morgen går de alligevel
ned til fjorden og bliver her
vidne til alle tiders største ark-
tiske ekspedition udført under
nordenvindens svøbe, udbygget
ikke blot for at betjene flyve-
maskiner og afparere virkningen
af mystiske våben i himmelrum-
met, men også til at betjene
mennesker i lange vintres af-
sondrethed, hospitaler, f. eks.,
der næppe er indrettet mere
moderne i Godthåb. Alt dette
bliver spyet ud af skibenes væl-
dige buge i småstykker: huse,
biler, bulldozers, betonfabriker
o. s. v.
Og de læner hovedet tilbage
og oplever for første gang et
bygningsværk, der kan ses fra
nabodalene hinsides bjergene:
Thules radiotårn med elevator
helt op til toppen — 20 meter
højere end Empire State Bud-
ding i New York...
Jonathan og Kassaluks lille pige holder hunden tilbage; den har fået færten
af det varme scelblod.
Det var en sen julidag hen mod aften. En stiv sydost bruste ned mel-
lem fjeldene og fejede hen over fjorden med fygende sprøjt og
skumflager. Man havde travlt i Thulekolonien med at surre og
bjerge alt lettere udeliggende.
Det var en piber, der var i anmarch! .
Men ude om hæsset, en halv mile fra havnen, padlede en for-
ry kt grønlænder sig op mod søerne, kun synlig, når den skrøbelige kajak
red over bølgeryggene og hver gang truedes med at kastes ind mod skærene.
Hvad var han for en tåbe? Ingen sjæl kunne i det vejr gå ud i båd, lægge
sig op til luvart og hjælpe ham ind.
Det tog en time, før han var i læ af pynten.
Et par minutter senere hoppede han ind på den smalle flydebro, tog sin
kajak på nakken, lod de fangne sæler ligge i strandkanten og gik op på hav-
nepladsen. Han lagde forsigtigt kajakken fra sig og nikkede smilende til os,
som havde han været ude for den glædeligste overraskelse.
— Lidt vind, sagde han. Mange god aften!
OdaK.

1 j ■ i siC MBrlgl m
| J§ji JM§§
Lille pige fisker laks i våge, mens jetflyene drøner over hendes hoved.
14
15