Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 16
c
Overalt, også i Grønland benyttes
AW|f| nn -bfindstrammeapparater
U T IVLUr -stålbånd og -plomber
eller
pw|/| AR —tr&dsnøreapparater
UTIxLUr -ståltråd
til orasnøring af kasser, kartons,
bundter etc.
Cyklop Emballering
Cort Adelersgade 1, København K.
BRYGGERIET STJERNEN
pilsnere eksportilut mamåssusilik
TERMORUDER
SLIBNING
SANDBLÆSNING
SPEJLBELÆGNING
GLAS
igalågssat kissagsimatitsissut
igalågssanik silissineK
„ isortisainea
tarrarssftslneK
KOBENHAVN V.
VENTILERogHANER
AlåÅeAÅedfri koa£i£eé<
Ventiler og haner 1 1.
kl.s udførelse fra DAN-
MARKS STØRSTE AR-
MATURFABRIK
ventillt klaslussatdlo
sanavdluagaunerpåt
Danmarklp såkuliorft-
sa angnerss&nlt pissut.
HAVNEN HORSENS TLK 2 11 00 AFDELINGSKONTOR: KØBENHAVN V NYR0PSGADE22 PALÆ 5414 5415
Foråret
Af Jens Rosing
Hvor har vinteren dog været lang. Endelig er vi
da inde i vårvinteren. Den store tavshed, der er vin-
teren, knuger ikke mere så hårdt. Forud for tiden
vågner foråret op i os — mennesket er blevet lyttende.
Oppe på fjeldryggen bag Itivnera er der forårs-
glæde. Dyr og fugle er gået til stævnemøde. Snespur-
vene kvidrer, rypekokken kagler, så det runger i dens
spændte bryst. På brede vinger kommer den sejlende
imod mig, klar til at kæmpe for sine enemærker. —
Jeg har kaldt på hans høne bare for at drive løjer med
ham. Med udspilede halefjer og slæbende vinger går
han til angreb, få meter fra mig gør han front, de røde
hudlapper over øjnene stritter i vejret — som flam-
mende bål for den skønne eros. Han er prægtig at
skue. Med snærrende strubelyde tilkendegiver han sin
foragt, så flyver han tilbage til sin høne.
Langt under klippen hvor jeg har sat mig bor et
ravnepar. De svæver skiftevis ud for at spejde. Det
er som de forløses fra den sorte klippe. Straks efter
vender de tilbage og bliver opslugt af et svælg under
den hængende klippe, jeg ikke engang kan se foden af.
En kending, en gammel stumphalet blåræv, der og-
så denne vinter slap helskindet igennem, lunter nede
i dalen; han halter lidt, den stratenrøver — på frisk
fod af en skønhed. Eller lusker han rundt i håb om
et nysat lam?
Sneharen, der vinteren igennem har været så sky,
har fuldstændig stensat forsigtigheden, hopper små-
forvirret af på vekslen, sødt forelsket til langt op
over begge ører.
Fra fjordens blanke spejl rapper gråænder .— og
mågerne kysser deres spejlbillede. På den pilrådne
rest af vinterisen soler en fjordsæl sine trinde krop.
Der har vi den sortgrå ryle, tundraens forårsfløjter,
i suende flugt over den gule myr — vidunderlig er
dens fløjt. — Ak ja, foråret vælder ind over fjorden.
Ved et slag er vinterens genvordigheder glemt. —
Jeg har set jer alle skutte ryg mod de snertende sne-
byger — frysende som jeg selv.
Her ved ved mosgroede nordbovarde vil vi slutte
fred efter denne vinters jagt.
I tankerne ser jeg dem, der faldt; paraden er stor.
I dag hænger salonriflen hjemme, fred være med
jer alle.
En kreds af dyr og fugle slutter sig om mig. Fra
de våde dyb kravler sælen op, blank som en perle.
Den stumphalede blåræv sætter sig til rette med et
lunt smil i de ravgule øjne.
Morten kommer spjættende på sine store fødder,
lang i ansigtet —: han ser nu altid forbavset ud, eller
en lille smule flov måske?
Rypeparret tripper til med en blanding af tillid
og nervøsitet.
Ravnemor giver møde også, hæs — men selvsikker.
To kobber glinsende havørne gør sig til rette på
varden — og jagtfalken kløver luften som en pil.
Gråandeparret vralter til rylens tryllefløjt.
Som den sidste tager snespurven plads på toppen
af „varespiret“, sort-hvid med gulbrun kalot.
Der pludres og snakkes. — Med ét bliver alt stille.
Ørneparret sænker hovederne. „Festens gave er
givet jer". Fred.
Et vildt orkester høres, et brus af vinger slipper
foråret løs. Jeg farer op — jeg har drømt.
I bunden af fjorden brøler elven, irgrøn. Vandmas-
serne har sprængt sig vej og snor sig nu hvidskum-
mende ned over de mørke muldduftende fjeldsider.
Et evighedens kredsløb ved majestæten AputitoK’s
fod.
Forår, forår med de brølende elve.
(Se endvidere tegning side 8).
J
18