Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 11

Læserbreve
OG
X
KLIP
SKRU KRAVENE NED!
Jo mere fortrolig man bliver med
arbejdet som præst i Grønland, jo me-
re bliver man klar over det ulykkelige
i det faktum, at tilgangen af grøn-
landske præster er så ringe. En grøn-
lænder som præst i Grønland — det
er, og det vil fremover altid være det
naturlige. Det er ikke blot et spørgs-
mål om at mestre det grønlandske
sprog — at man gør det, i hvert fald
så nogenlunde, er selvfølgelig en for-
udsætning for, at der overhovedet kan
blive tale om en bare nogenlunde op-
fyldelse af de krav, der stilles til en
præst.
Nej, problemet rækker langt videre:
ethvert folk har sit ansigt, sin farve,
en farve, som også genspejler sig i
dets religiøse liv. Det gælder også, når
talen er om et kristent land. Det krist-
ne budskab lyder nok i alle verdens-
dele, kristendommen er ganske vist
„international". Dog giver det god me-
ning at tale om en „dansk kristen-
dom", en „engelsk kristendom" — og
også en „grønlandsk kristendom", idet
den kristne forkyndelse altid låner
farve af det folk, som budskabet lyder
iblandt. Kun den forkyndelse, der så-
ledes har fået præg af det pågælden-
de folks „sjæl", vil have mulighed for
at nå hjerterne. En „grønlandsk kri-
stendom" for den grønlandske menig-
hed! — Det må blive følgen.
Og her er det jeg mener, at en
grønlandsk præst —- om han iøvrigt
må siges at være kvalificeret — altid
må være at foretrække fremfor en
dansk, selv om denne — hvor sært det
end lyder — måtte være fuldt fortro-
lig med det grønlandske sprog. Den
indfødte præst vil være den, der ken-
der folket bedst; selv præget af fol-
kets „sjæl" vil han vide, hvad folke-
sjælen rummer. Den indfødte præst
ved, hvad der bor i hjerterne, og vil,
i sin forkyndelse, lettest kunne finde
frem til hjerterne.
Der har i de sidste år været meget
ringe tilgang til den grønlandske præ-
steuddannelse. En masse andre mu-
ligheder åbner sig — med tilbud og
hurtig uddannelse og ikke så dårlige
økonomiske muligheder.
I et folk på 22.000 mennesker kan
der jo ikke stampes legioner af grøn-
landske præster op, men formentlig
adskilligt flere, om man skruede kra-
vene ned, kravene der nu stilles til
præsteuddannelsen. Da jeg blev gjort
bekendt med det pensum, den grøn-
landske præstekandidat kræves til
regnskab for, måtte jeg tage mig til
hovedet! Hvorfor så langvarig en ud-
dannelse? Hvorfor dog alt dette van-
skelige stof, problemstillinger, som
hører hjemme i den vesterlandske
tankeverden? Filosofihistorie, religi-
onsfilosofi, tykke lærebøger i etik —
— næsten som var der serveret for en
universitetstudent.
Nu mener jeg ikke, at den grøn-
landske præst skal være ringere end
den danske — eller andre vesteuro-
pæiske. Men lad mig understrege: den
teologiske embedseksamen ved uni-
versitetet — som vitterligt stiller sto-
re krav, også større end dem, der nu
stilles til den vordende grønlandske
præst — garanterer jo ingenlunde, at
man bliver en god præst, altså en dyg-
tig forkynder og kyndig sjælesørger.
Ved universitetet studerer man ikke
teologi bare for at blive præst, altså
forkynder og sjælesørger. Nej, man
studerer for at prøve at hitte rede i
alle de vanskelige spørgsmål, som vor
efterhånden indviklede vesterlandske
tankeverden stiller. Det er en nødven-
dighed for den, der skal være præst i
Danmark, at tage stilling til de pro-
blemer — religiøse, filosofiske, moral-
ske — som han vil kunne komme ud
for i den brogede verden, som Vesteu-
ropa nu er, åndeligt set. Men det er
så sandelig ikke i tilsvarende grad
nødvendigt for den vordende grøn-
landske præst. Den grønlandske tan-
keverden frembyder ikke en sådan
brogethed af problemer som den vest-
europæiske — og godt det samme.
Hvorfor gøre noget broget, der er
langt smukkere i sin enkelthed? Hvor-
for læsse et væld af filosofiske teolo-
giske og moralske problemstillinger
over på den grønlænder, hvis hensigt
det er at blive præst i sit hjemland?
— I Danmark kan han jo ikke blive
det.
Dertil kommer yderligere (forudsat
at kravet stadig opretholdes): Hvorfor
i alverden kræve en seminarieeksa-
men i Danmark bestået, før præsteud-
dannelsen kan begynde? Hvorfor først
lærereksamen, navnlig når skoledirek-
tionen tilsyneladende ser det som sin
opgave at få'vippet præsterne ud af
skolearbejdet?
Nej, en jævn og solid indførelse i
Det nye Testamentes indhold og til-
blivelseshistorie (efter dansk eller
grønlandsk oversættelse), noget til-
svarende for Gamle Testamente, kend-
skab til den kristne menigheds histo-
rie (hvor kendskab til de forskellige
sekters historie og indhold vil være
af betydning, ikke mindst af hensyn
til situationen i Grønland) og lidt etik.
Og så overbord med filosofihistorien
og religionsfilosofien (lidt kirkehisto-
rie vil kunne give tilstrækkelig for-
smag) — og ud i en præstegård hos en
fornuftig præst, hvor man sætter sig
ind i menighedsarbejde og prøver at
lure præsten den kunst af at lave en
prædiken.
En sådan uddannelse skulle være
overkommelig og kunne klares på et
par år eller tre efter Godthåb semina-
riums prædikantlinie for kateketer
(når den bliver en realitet). Den vil
ikke belemre den vordende grøn-
landske sjælesørger med en ham fjern
og uvedkommende, problemverden og
den vil sikre den grønlandske menig-
hed fortsat tilgang af uundværlige
grønlandske præster.
Svend Erik Rasmussen
(i „Skole og kirke i Grønland)
Ytringsfrihed eller mislykket
journalistik?
Foranlediget af to indlæg i „Mete-
ore“ i den februarnumre, hvor dens
lokale redaktion på „byens vegne" har
benyttet sig af Sukkertoppens avis til
at angribe den fornylig oprettede Tu-
ristforening og senere en af radio-
speakerne i Godthåb, tillader jeg mig
gennem Grønlandsposten at protestere
imod, at en statstøttet avis og kultu-
relt organ skal misbruges og udnyttes
som talerør for sådanne uovervejede
og i højeste grad taktløse udtalelser,
der oven i købet og især for den sid-
stes vedkommende er rettet mod en
enkelt person.
Jeg er klar over, at enhver avis har
sin skavanker og svagheder, især i et
land, hvor offentlig mening er splittet
i utallige retninger, men alle, der har
med en avis at gøre, er altid på det
rene med, at avisens værdi er stærkt
afhængig af den tone, i hvilken man
reagerer overfor et emne eller en sag.
Og når der som her er tale om en lo-
kalavis, der for statens midler er
startet for at værne og opbygge lands-
delens åndelige niveau, tror jeg, at
man må tage et vist hensyn til flertal-
lets eventuelle mening. Ihvert fald
må der være grænser for, i hvilket
omfang man kan benytte sig af en
avis, selv om man er „ansvarshaven-
de".
Jeg er stærkt uenig med Meteores
redaktion angående dennes reaktion
for det første overfor Turistforenin-
gen. I en lille by som Sukkertoppen
er antallet af interesserede for sagen
forholdsvis mange, ihvert fald var der
henimod 150 personer, der allerede
har tegnet sig i foreningen, da Meteore
kom med sin bagvaskelse af forenin-
gen. Alene tallene viser, at indlægget
ikke kan være andet end et udslag af
et par menneskers personlige uvilje.
Jeg er ked af, at vor bys avisrepræ-
sentanter er i stand til at offentlig-
gøre et indlæg som det, der har til
overskrift: Gunnar Nu i Godthåb ra-
dio, et indlæg, hvis tone og indhold
får een til at rødme af skam.
Gunnar Nu Hansen er uden tvivl en
dygtig mand. Han har jo også en åre-
lang erfaring bag sig. Men jeg kan
godt tænke mig at vide, hvad han mon
siger, hvis han får at vide, at Meteore
har sammenlignet hans 25 årige erfa-
ring med UvdlorianguaK’ 3 årige er-
faring som speaker.
Ved at læse de to omtalte indlæg i
Meteore får man uvægerlig den tan-
ke, om ikke redaktionen af bladet har
mulighed for at anvende sin tid bedre
end at benytte den til jævnlige udfald
mod befolkningens repræsentanter,
selv om de næppe har haft bud efter
dem eller deres erfaring i ordkløveri.
En begrænset kritik er altid sund
for alle institutioner, hvor der er in-
teresse for offentligheden. Men en for-
nærmelse mod en enkelt person kan
som bekendt virke som gift, når den
først er udtrykt gennem en offentlig
avis.
Erik hyberth.
Højskolefag
Gennem blade, radioavisen og
landsrådsdrøftelserne er jeg orienteret
om tanken om oprettelse af en grøn-
landsk højskole. Den skal arbejde i
oplysningens tjeneste. Som højskole-
fag kan jeg tænke mig at få følgende
Sang, regning, dansk, engelsk, gymna-
stik, foredragslære, syning, sport, mu-
sik, undervisning i gamle grønlandske
danse, sløjd, landbrug, dyreavl, fangst,
fiskerikundskab, rebslageri og motor-
lære. Skolen må ligge på et centralt
sted, f. eks. i Holsteinsborg, som synes
at være en egnet beliggenhed. Lede-
ren må efter min mening være grøn-
lænder. Skolen bør have plads til 60
elever.
Karl Jørgensen,
Upernavik.
FLERE BATTERIER —
Det har været særdeles interessant
at læse resultaterne af A/Gs rund-
spørge om den kommende radiofoni,
og man er tilbøjelig til at være enig
med dem allesammen. Men vi vil her
gerne fremsætte et ønske, som ganske
vist ikke angår den nye radio og dens
programmer: Gid man gør det muligt
for os at få tilstrækkeligt antal batte-
rier til vore radiomodtagere. For det
er meget ærgerligt, når batterimodta-
geren løber tør midt i interessante ra-
dioudsendelser eller radioavisen, som
man heller ikke vil gå glip af. Man
sætter et ellers udtømt batteri på
kakkelovnen, for at få det opvarmet.
Man sætter det i modtageren, men
der kommer ikke en lyd. Så sukker
man: — „Ih, hvor ærgerligt!"
Under en sådan situation skete der
en kedelig ting i vinter. Godthåb-sen-
deren brændte sammen. Vi gik og åb-
nede vore modtagere mange gange i
håb om, at senderen nu var bragt i
orden. Det gik ud over vore kostbare
batterier. Det var ganske vist klart,
at der var ingen, der kunne fortælle
os, hvornår senderen ville blive bragt
i orden, men det ville ellers være dej-
ligt, dersom Godthåb Radio gav be-
sked til sine forbindelser om, at nu
kunne man ikke sende. Forbindelserne
kunne så give sådane besked videre
pr. telefoni til udstederne — og så
undgik man på den måde den resul-
tatløse venten.
Jørgen Petersen, Kangåmiut.
MÆLK og MELIS
Egedesminde har vel næppe tidlige-
re været i så livlig forbindelse med
omverdenen ved vintertid som i denne
vinter. Slædevejen har ligget som
tromlede autostradaer over is og land.
Mod syd har Egedesminde således væ-
ret i slædeforbindelse med Holsteins-
borg, og nordover, nordenom bugten,
med Godhavn. Passagertrafik, fragt-
kørsel, inspektionsrejser, utallige slæ-
der har i vinterens løb sunget deres
spor over isen. Tiest har sangen lydt
på slædevejen mod nord. 22 slæder
slæder afgang Egedesminde til Chri-
stianshåb berettes det i radioavisen en
dag. Det er hovedsagelig slæderne
med de varer, som det på grund af
Britannias afbrudte rejse blev nød-
vendigt at udsende fra Egedesminde,
der her er tale om. I alt er der i vin-
ter opsendt 54 slædelaster af mælk,
melis og andre varer (3500 dåser tør-
mælk, 6 tons melis og IV2 tons andre
varer). Der er for denne transport ud-
betalt et beløb af ca. 5000 kr., oplyses
det af kolonibestyrer Groth-Christen-
sen over for Ausiak, og der gøres end-
videre opmærksom på, at der når
transporten om kort tid ophører, vil
være tilbagetransporteret henved 30
tons hellefisk. Denne transport er fo-
retaget af ialt 136 slæder, hovedpar-
ten med hjemsted i Egedesminde. Det
har uheldigvis ligget sådan, at trans-
port af varer og transport af hellefisk
ikke har kunnet koordineres sådan, at
en vareslæde havde hellefisk med til-
bage, da transporten blev iværksat
hurtigst muligt efter islægget, og alt-
så før der endnu var hellefisk, idet
man ikke turde løbe nogen risiko for
ikke at få disse livsvigtige varer frem.
Senere kom så transporten af helle-
fisk ind i billedet, således at en del
slæder har kunnet tage læs på både
ud- og hjemtur. Endelig hedder det
videre i vor samtale med kolonibesty-
reren, er posten nordover blevet af-
viklet sammen med disse transporter
— og alle transporterne er foregået så
godt som uden uheld.
(—oj. Egedesminde avis)
Rekordsalg af frugt og grøntsager
i Egedesminde i 1956.
Af en række tal, som af KGH er
stillet til rådighed for „Ausiak" frem-
går det, at der gennem KGH i Ege-
desminde i 1956 er udhandlet 88.837
kg frisk frugt og grøntsager. For de
enkelte frugtemner stiller tallene sig
således: Kartofler 52.835 kr, æbler
13.313 kg, appelsiner 7.645 kg, gule-
rødder 3.650 kg, løg 3.432 kg, citroner
909 kg, rødbeder 536 kg, hvidkål 1940
stk., porrer 2.727 stk., sellerier 692 stk.
og rødkål 614 stk.
Uanset at over halvdelen udgøres
af kartofler, er det imponerende, at
der i 1956 er solgt så meget frisk frugt
og grøntsager. Det er så meget mere
bemærkelsesværdigt, som markedet
for den „fri handel" med grøntsager
ikke er ret gammelt, idet det kun er
nogle få år siden varmepakhus og
kartoffelhus blev indrettet, således at
det var muligt at gemme frugten til
langt hen på vinteren. Man var før
den tid henvist til om vinteren først
at bestille den mængde frisk frugt og
grøntsager, man skulle bruge en hel
vinter, for så siden, når den med skib
ankom fra Danmark at aftage den og
selv opbevare hele mængden om vin-
teren.
Og man kan da for resten ikke en-
gang regne med, at 88.837 kg er alt,
hvad der er spist i 1956, da en del
husstande stadig får frugt og grønt-
sager udsendt direkte fra leverandør i
Danmark. — oj.
(Egedesminde Avis)
SINGER
Også i Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet
åmåtaoK Kalatdlit-nunåne
Singer merssorfit pitsåussu-
siat arajutsisimaneKångilaK
SINGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Amagertorv 8, København K
12