Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 11

Atuagagdliutit - 25.04.1957, Blaðsíða 11
Læserbreve OG X KLIP SKRU KRAVENE NED! Jo mere fortrolig man bliver med arbejdet som præst i Grønland, jo me- re bliver man klar over det ulykkelige i det faktum, at tilgangen af grøn- landske præster er så ringe. En grøn- lænder som præst i Grønland — det er, og det vil fremover altid være det naturlige. Det er ikke blot et spørgs- mål om at mestre det grønlandske sprog — at man gør det, i hvert fald så nogenlunde, er selvfølgelig en for- udsætning for, at der overhovedet kan blive tale om en bare nogenlunde op- fyldelse af de krav, der stilles til en præst. Nej, problemet rækker langt videre: ethvert folk har sit ansigt, sin farve, en farve, som også genspejler sig i dets religiøse liv. Det gælder også, når talen er om et kristent land. Det krist- ne budskab lyder nok i alle verdens- dele, kristendommen er ganske vist „international". Dog giver det god me- ning at tale om en „dansk kristen- dom", en „engelsk kristendom" — og også en „grønlandsk kristendom", idet den kristne forkyndelse altid låner farve af det folk, som budskabet lyder iblandt. Kun den forkyndelse, der så- ledes har fået præg af det pågælden- de folks „sjæl", vil have mulighed for at nå hjerterne. En „grønlandsk kri- stendom" for den grønlandske menig- hed! — Det må blive følgen. Og her er det jeg mener, at en grønlandsk præst —- om han iøvrigt må siges at være kvalificeret — altid må være at foretrække fremfor en dansk, selv om denne — hvor sært det end lyder — måtte være fuldt fortro- lig med det grønlandske sprog. Den indfødte præst vil være den, der ken- der folket bedst; selv præget af fol- kets „sjæl" vil han vide, hvad folke- sjælen rummer. Den indfødte præst ved, hvad der bor i hjerterne, og vil, i sin forkyndelse, lettest kunne finde frem til hjerterne. Der har i de sidste år været meget ringe tilgang til den grønlandske præ- steuddannelse. En masse andre mu- ligheder åbner sig — med tilbud og hurtig uddannelse og ikke så dårlige økonomiske muligheder. I et folk på 22.000 mennesker kan der jo ikke stampes legioner af grøn- landske præster op, men formentlig adskilligt flere, om man skruede kra- vene ned, kravene der nu stilles til præsteuddannelsen. Da jeg blev gjort bekendt med det pensum, den grøn- landske præstekandidat kræves til regnskab for, måtte jeg tage mig til hovedet! Hvorfor så langvarig en ud- dannelse? Hvorfor dog alt dette van- skelige stof, problemstillinger, som hører hjemme i den vesterlandske tankeverden? Filosofihistorie, religi- onsfilosofi, tykke lærebøger i etik — — næsten som var der serveret for en universitetstudent. Nu mener jeg ikke, at den grøn- landske præst skal være ringere end den danske — eller andre vesteuro- pæiske. Men lad mig understrege: den teologiske embedseksamen ved uni- versitetet — som vitterligt stiller sto- re krav, også større end dem, der nu stilles til den vordende grønlandske præst — garanterer jo ingenlunde, at man bliver en god præst, altså en dyg- tig forkynder og kyndig sjælesørger. Ved universitetet studerer man ikke teologi bare for at blive præst, altså forkynder og sjælesørger. Nej, man studerer for at prøve at hitte rede i alle de vanskelige spørgsmål, som vor efterhånden indviklede vesterlandske tankeverden stiller. Det er en nødven- dighed for den, der skal være præst i Danmark, at tage stilling til de pro- blemer — religiøse, filosofiske, moral- ske — som han vil kunne komme ud for i den brogede verden, som Vesteu- ropa nu er, åndeligt set. Men det er så sandelig ikke i tilsvarende grad nødvendigt for den vordende grøn- landske præst. Den grønlandske tan- keverden frembyder ikke en sådan brogethed af problemer som den vest- europæiske — og godt det samme. Hvorfor gøre noget broget, der er langt smukkere i sin enkelthed? Hvor- for læsse et væld af filosofiske teolo- giske og moralske problemstillinger over på den grønlænder, hvis hensigt det er at blive præst i sit hjemland? — I Danmark kan han jo ikke blive det. Dertil kommer yderligere (forudsat at kravet stadig opretholdes): Hvorfor i alverden kræve en seminarieeksa- men i Danmark bestået, før præsteud- dannelsen kan begynde? Hvorfor først lærereksamen, navnlig når skoledirek- tionen tilsyneladende ser det som sin opgave at få'vippet præsterne ud af skolearbejdet? Nej, en jævn og solid indførelse i Det nye Testamentes indhold og til- blivelseshistorie (efter dansk eller grønlandsk oversættelse), noget til- svarende for Gamle Testamente, kend- skab til den kristne menigheds histo- rie (hvor kendskab til de forskellige sekters historie og indhold vil være af betydning, ikke mindst af hensyn til situationen i Grønland) og lidt etik. Og så overbord med filosofihistorien og religionsfilosofien (lidt kirkehisto- rie vil kunne give tilstrækkelig for- smag) — og ud i en præstegård hos en fornuftig præst, hvor man sætter sig ind i menighedsarbejde og prøver at lure præsten den kunst af at lave en prædiken. En sådan uddannelse skulle være overkommelig og kunne klares på et par år eller tre efter Godthåb semina- riums prædikantlinie for kateketer (når den bliver en realitet). Den vil ikke belemre den vordende grøn- landske sjælesørger med en ham fjern og uvedkommende, problemverden og den vil sikre den grønlandske menig- hed fortsat tilgang af uundværlige grønlandske præster. Svend Erik Rasmussen (i „Skole og kirke i Grønland) Ytringsfrihed eller mislykket journalistik? Foranlediget af to indlæg i „Mete- ore“ i den februarnumre, hvor dens lokale redaktion på „byens vegne" har benyttet sig af Sukkertoppens avis til at angribe den fornylig oprettede Tu- ristforening og senere en af radio- speakerne i Godthåb, tillader jeg mig gennem Grønlandsposten at protestere imod, at en statstøttet avis og kultu- relt organ skal misbruges og udnyttes som talerør for sådanne uovervejede og i højeste grad taktløse udtalelser, der oven i købet og især for den sid- stes vedkommende er rettet mod en enkelt person. Jeg er klar over, at enhver avis har sin skavanker og svagheder, især i et land, hvor offentlig mening er splittet i utallige retninger, men alle, der har med en avis at gøre, er altid på det rene med, at avisens værdi er stærkt afhængig af den tone, i hvilken man reagerer overfor et emne eller en sag. Og når der som her er tale om en lo- kalavis, der for statens midler er startet for at værne og opbygge lands- delens åndelige niveau, tror jeg, at man må tage et vist hensyn til flertal- lets eventuelle mening. Ihvert fald må der være grænser for, i hvilket omfang man kan benytte sig af en avis, selv om man er „ansvarshaven- de". Jeg er stærkt uenig med Meteores redaktion angående dennes reaktion for det første overfor Turistforenin- gen. I en lille by som Sukkertoppen er antallet af interesserede for sagen forholdsvis mange, ihvert fald var der henimod 150 personer, der allerede har tegnet sig i foreningen, da Meteore kom med sin bagvaskelse af forenin- gen. Alene tallene viser, at indlægget ikke kan være andet end et udslag af et par menneskers personlige uvilje. Jeg er ked af, at vor bys avisrepræ- sentanter er i stand til at offentlig- gøre et indlæg som det, der har til overskrift: Gunnar Nu i Godthåb ra- dio, et indlæg, hvis tone og indhold får een til at rødme af skam. Gunnar Nu Hansen er uden tvivl en dygtig mand. Han har jo også en åre- lang erfaring bag sig. Men jeg kan godt tænke mig at vide, hvad han mon siger, hvis han får at vide, at Meteore har sammenlignet hans 25 årige erfa- ring med UvdlorianguaK’ 3 årige er- faring som speaker. Ved at læse de to omtalte indlæg i Meteore får man uvægerlig den tan- ke, om ikke redaktionen af bladet har mulighed for at anvende sin tid bedre end at benytte den til jævnlige udfald mod befolkningens repræsentanter, selv om de næppe har haft bud efter dem eller deres erfaring i ordkløveri. En begrænset kritik er altid sund for alle institutioner, hvor der er in- teresse for offentligheden. Men en for- nærmelse mod en enkelt person kan som bekendt virke som gift, når den først er udtrykt gennem en offentlig avis. Erik hyberth. Højskolefag Gennem blade, radioavisen og landsrådsdrøftelserne er jeg orienteret om tanken om oprettelse af en grøn- landsk højskole. Den skal arbejde i oplysningens tjeneste. Som højskole- fag kan jeg tænke mig at få følgende Sang, regning, dansk, engelsk, gymna- stik, foredragslære, syning, sport, mu- sik, undervisning i gamle grønlandske danse, sløjd, landbrug, dyreavl, fangst, fiskerikundskab, rebslageri og motor- lære. Skolen må ligge på et centralt sted, f. eks. i Holsteinsborg, som synes at være en egnet beliggenhed. Lede- ren må efter min mening være grøn- lænder. Skolen bør have plads til 60 elever. Karl Jørgensen, Upernavik. FLERE BATTERIER — Det har været særdeles interessant at læse resultaterne af A/Gs rund- spørge om den kommende radiofoni, og man er tilbøjelig til at være enig med dem allesammen. Men vi vil her gerne fremsætte et ønske, som ganske vist ikke angår den nye radio og dens programmer: Gid man gør det muligt for os at få tilstrækkeligt antal batte- rier til vore radiomodtagere. For det er meget ærgerligt, når batterimodta- geren løber tør midt i interessante ra- dioudsendelser eller radioavisen, som man heller ikke vil gå glip af. Man sætter et ellers udtømt batteri på kakkelovnen, for at få det opvarmet. Man sætter det i modtageren, men der kommer ikke en lyd. Så sukker man: — „Ih, hvor ærgerligt!" Under en sådan situation skete der en kedelig ting i vinter. Godthåb-sen- deren brændte sammen. Vi gik og åb- nede vore modtagere mange gange i håb om, at senderen nu var bragt i orden. Det gik ud over vore kostbare batterier. Det var ganske vist klart, at der var ingen, der kunne fortælle os, hvornår senderen ville blive bragt i orden, men det ville ellers være dej- ligt, dersom Godthåb Radio gav be- sked til sine forbindelser om, at nu kunne man ikke sende. Forbindelserne kunne så give sådane besked videre pr. telefoni til udstederne — og så undgik man på den måde den resul- tatløse venten. Jørgen Petersen, Kangåmiut. MÆLK og MELIS Egedesminde har vel næppe tidlige- re været i så livlig forbindelse med omverdenen ved vintertid som i denne vinter. Slædevejen har ligget som tromlede autostradaer over is og land. Mod syd har Egedesminde således væ- ret i slædeforbindelse med Holsteins- borg, og nordover, nordenom bugten, med Godhavn. Passagertrafik, fragt- kørsel, inspektionsrejser, utallige slæ- der har i vinterens løb sunget deres spor over isen. Tiest har sangen lydt på slædevejen mod nord. 22 slæder slæder afgang Egedesminde til Chri- stianshåb berettes det i radioavisen en dag. Det er hovedsagelig slæderne med de varer, som det på grund af Britannias afbrudte rejse blev nød- vendigt at udsende fra Egedesminde, der her er tale om. I alt er der i vin- ter opsendt 54 slædelaster af mælk, melis og andre varer (3500 dåser tør- mælk, 6 tons melis og IV2 tons andre varer). Der er for denne transport ud- betalt et beløb af ca. 5000 kr., oplyses det af kolonibestyrer Groth-Christen- sen over for Ausiak, og der gøres end- videre opmærksom på, at der når transporten om kort tid ophører, vil være tilbagetransporteret henved 30 tons hellefisk. Denne transport er fo- retaget af ialt 136 slæder, hovedpar- ten med hjemsted i Egedesminde. Det har uheldigvis ligget sådan, at trans- port af varer og transport af hellefisk ikke har kunnet koordineres sådan, at en vareslæde havde hellefisk med til- bage, da transporten blev iværksat hurtigst muligt efter islægget, og alt- så før der endnu var hellefisk, idet man ikke turde løbe nogen risiko for ikke at få disse livsvigtige varer frem. Senere kom så transporten af helle- fisk ind i billedet, således at en del slæder har kunnet tage læs på både ud- og hjemtur. Endelig hedder det videre i vor samtale med kolonibesty- reren, er posten nordover blevet af- viklet sammen med disse transporter — og alle transporterne er foregået så godt som uden uheld. (—oj. Egedesminde avis) Rekordsalg af frugt og grøntsager i Egedesminde i 1956. Af en række tal, som af KGH er stillet til rådighed for „Ausiak" frem- går det, at der gennem KGH i Ege- desminde i 1956 er udhandlet 88.837 kg frisk frugt og grøntsager. For de enkelte frugtemner stiller tallene sig således: Kartofler 52.835 kr, æbler 13.313 kg, appelsiner 7.645 kg, gule- rødder 3.650 kg, løg 3.432 kg, citroner 909 kg, rødbeder 536 kg, hvidkål 1940 stk., porrer 2.727 stk., sellerier 692 stk. og rødkål 614 stk. Uanset at over halvdelen udgøres af kartofler, er det imponerende, at der i 1956 er solgt så meget frisk frugt og grøntsager. Det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som markedet for den „fri handel" med grøntsager ikke er ret gammelt, idet det kun er nogle få år siden varmepakhus og kartoffelhus blev indrettet, således at det var muligt at gemme frugten til langt hen på vinteren. Man var før den tid henvist til om vinteren først at bestille den mængde frisk frugt og grøntsager, man skulle bruge en hel vinter, for så siden, når den med skib ankom fra Danmark at aftage den og selv opbevare hele mængden om vin- teren. Og man kan da for resten ikke en- gang regne med, at 88.837 kg er alt, hvad der er spist i 1956, da en del husstande stadig får frugt og grønt- sager udsendt direkte fra leverandør i Danmark. — oj. (Egedesminde Avis) SINGER Også i Grønland værdsætter man SINGER symaskinernes fremragende kvalitet åmåtaoK Kalatdlit-nunåne Singer merssorfit pitsåussu- siat arajutsisimaneKångilaK SINGER CO. SYMASKINE AKTIESELSKAB Amagertorv 8, København K 12

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.