Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 16.07.1959, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 16.07.1959, Blaðsíða 4
Dyrlægerapport fra Grønland: »Danskernes opfattelse af, at grøn- lænderne mishandler deres hunde, holder ikke stik — « Dyrplageri finder sted på Grønland, men grønlændere i al almindelighed er ikke dyrplagere — En mand, der er dømt for dyrplageri, er ilde anset i sin by Efter at Ministeriet for Grønland har givet Danske Dyrebeskyttelses- foreningers Fællesråd tilbud om at sende en repræsentant for fællesrådet til Grønland, har jeg som fællesrådets repræsentant i juni—juli ifjor berejst hundeslædedistriktet fra Holsteins- borg til Upernavik med besøg i alle byerne, med undtagelse af Godhavn, og enkelte bosteder, siger dyrlæge Esper Larsen i sin rapport, og fort- sætter: Hensigten med min rejse har været ud fra et dyrebeskyttelsessynspunkt, at søge at få et indtryk af de forhold, hvorunder slædehundene lever og be- handles i Nordgrønland. Thuledistrik- tet og Østgrønland har jeg ikke be- søgt. Under en så kortvarig rejse kan det selvsagt kun være et ret overfla- disk kendskab, man på egen hånd kan erhverve sig til de virkelige forhold. Jeg har i stor udstrækning måttet støt- te mig til de oplysninger, jeg har kun- net få fra kyndige mennesker på ste- det, såvel danske som grønlændere. — Disse oplysninger har jeg stedse fået med stor beredvillighed, idet alle i Nordgrønland er stærkt interesseret i og optaget af forholdene vedrørende slædehundene. Uenighed om behandlingen Klagerne fra danske dyrebeskytte- res side drejer sig i det væsentlige om slutning af hundene, især om somme- ren, mishandling af de enkelte dyr, samt mangelen på dyrlæger i Grøn- land. Forholdene for hundene i Grønland er så forskellige fra forholdene for hunde i det øvrige Danmark, at de ikke kan bedømmes under den samme synsvinkel. Betingelsen for at menneskene over- hovedet kan eksistere i Nordgrønland er, at de har en hårdfør hunderace. Uden gode hunde ingen samfærdsel, ingen fangst, ingen chance for at over- leve. Som dyreven vil man straks ind- vende, at når hundene er så uundvær- lige, kan man med berettigelse kræ- ve, at de på enhver måde behandles så godt, som det overhovedet er mu- ligt. — De fleste dyrevenner i Danmark går ud fra, at hundene i Grønland bør behandles, som de behandler deres eg- ne hunde herhjemme, men dette er ugørligt, allerede fordi grønlænder- hunden er en ganske særlig race, som gennem århundreder er tilpasset de arktiske forhold og ved rationel avl har fået udviklet de specielle egen- skaber, som deres særlige anvendelse udkræver. Biologisk henregnes eski- mohunden til „spidshundene", men må formodes at være blandet med polar- ulven. Grønlænderhunden ligner schæferen, den er stor og kraftig, en god løber og utrolig hårdfør, så den tåler den strengeste kulde og ligger ude i 30—40° kulde og er så udhol- dende, at et spand på 8—10 hunde i ugevis kan trække et læ på 3—400 kg og i godt føre kan tilbagelægge en di- stance på 50—100 km pr. dag. Den grønlandske hund holdes på samme måde, som en dansk landmand holder heste ,svin, køer o.s.v. For grønlæn- deren er hunden først og fremmest et uundværligt trækdyr, i anden række kommer den som leverandør af skind- beklædning og kød. Men hvorledes fremskaffer man en hund, der kan indfri de hårde krav, der stilles til den? Her må man på for- hånd indrømme, at grønlænderne har tusindårig erfaring på dette område, og mange danske, der har levet det meste af deres liv i Grønland har stor erfaring og indsigt på dette specielle område. Alle sagkyndiges standpunkt går eenstemmigt ud på, at en god slæ- dehund må være til det yderste discip- lineret, hårdfør, stærk og muskuløs, men uden overflødig vægt på grund af fedme. Den skal være i stand til at kunne leve på et yderst koncentreret foder ofte i længere perioder, hvor uforudsete hindringer trækker en slæderejse ud, det er livsvigtigt for en fanger, at han i en faretruende situa- tion fuldtud kan stole på sit hunde- spands evner, styrke og disciplin. Ingen fodring om sommeren Når slædesæsonen omkring 1. juni holder op, sættes hundene ned på en lille foderration, ofte fordi man ikke har mere foder, men også fordi man med vilje vil stemme hundene ned, så de i deres lediggang er mindre oplagte til slagsmål, mindre bidske og i det hele lettere at passe på. Man regner også med, at de finder en del føde selv, der findes de fleste steder en del fiskeaffald. På dette tidspunkt kom- mer hundene også i fældning, hvilket også sætter deres livlighed noget ned. De ser tottede og ujævne ud i pelsen, er i regelen snavsede og indfiltrede med olie og fedtstoffer af forskellige slags. Jeg ankom til hundedistriktet i slut- ningen af juni, netop på det tidspunkt, hvor hundene er i dårligst form og ser værst ud. På dette tidspunkt er fiske- riet ikke rigtig kommet i gang, der er ikke så rigeligt med fiskeaffald som senere på sommeren. Skal man se de grønlandske hunde, når de er smuk- kest og i bedste form, skal man utvivl- somt være deroppe om vinteren, når dyrene er i træning og optaget af de- res lyst, slædekørselen. Ved min an- komst til den første slædehundeby, Egedesminde, fik jeg egentlig ikke no- get godt indtryk af hundenes ernæ- ringstilstand, de var snavsede og halv- magre og strømmede til i store mæng- der ved skibets ankomst. Under mit flere dages ophold i byen erfarede jeg, at det var den dårligste del af hunde- bestanden, der var mødt op. Der fin- des såvel gode som dårlige hundeejere. De dårlige tager sig overhovedet ikke af deres hunde, men overlader til dem selv at søge føden, hvor de bedst kan finde den, f. eks. ved skibene, fisker- bådene, den lokale rejefabrik, der var et meget yndet tilholdssted, idet der her var meget affald. En del af hun- dene var magre og af et ikke tilfreds- stillende udseende, uden at man dog kan tale om dyrplagere. Når slædesæsonen holder op om- kring 1. juni, sætter den samvittig- hedsfulde slædehundeejer sine hunde ned på fodring een eller to gange ugentlig. Nogle af de bedste hunde med hensyn til foderstand blev således kun fodret een gang ugentlig. Når fo- deret er meget koncentreret, beståen- de f. eks. af tørret hvalkød, hajkød eller fisk, er dette altså tilstrækkeligt, medens fodring med brød, fedtstoffer og sukker er uegnet. Man har meddelt mig, at en af grundene til, at man hol- der hunde på en minimal foderration efter slædesæsonens ophør, er den, at ved overfodring vil hundene komme i fældning i januar-februar, og dette forårsager, at de ofte dør af kulde. Misrøgt finder sted Desværre findes en del grønlændere, der ikke sørger for foder til deres hunde på alle tider af året. Det er ikke altid af mangel på penge, men snarere af mangel på omtanke og mangel af godhed overfor dyr. Det er iøjnefaldende, at man ofte ser grøn- lændere vise mangel på venlighed overfor hundene, men tværtimod ja- ger efter dem ved enhver lejlighed; det er særligt for børnenes vedkom- mende, det gør sig gældende. Med gummistøvler eller kamikker kan spark vel ikke gøre nogen særlig ska- de på en voksen hund, men utiltalen- de er det. Man påstår, at sparkenet uføres med den hensigt at skræmme eventuelt bidske hunde: at komme først. Med hensyn til sygdomme hos hun- dene, fremkaldt ved misrøgt, har jeg ingen faste holdepunkter. Jeg så en del halte hunde. Disse haltheder, der især fandtes på bagbene, hidrører sandsynligvis mest fra overanstrengel- ser og beskadigelser ved slædekørsel, f. eks. i skrueis, en del vel også fra slagsmål. Epidemiske hundesygdomme Helvetia posebolcher — lækreste kvalitet — i luk- kede, hygiejniske, fuld- vægtige 100 grams poser. Helvetia sukuarKat pugssiaruanitut — mamarunarsardluinagkat — ma- tuvdluagkanik perKigsårussanik por- tat pugssiårKane 100 gramikutårtune. fandtes, så vidt jeg kunne skønne, ikke på nuværende tidspunkt. Slagsmål blandt hundene var ret almindelige, men i almindelighed skete ingen større skader, men så meget større spektakel. Adskillige hunde havde ar på hovedet eller benene, hidrørende fra slagsmål, men vel ikke meget almindeligere end i den øvrige del af Danmark. Fremskaffelse og opbevaring af foder Man ser ved alle huse tørrestativer af mere eller mindre hensigtsmæssig art. Det vil være et stort fremskridt, om man kunne fremskynde anskaffel- sen af velegnede tørrestativer til hun- defoder, især da der af Ph. Rosendahl er konstrueret et velegnet stativ en overkommelig pris. Der findes tilstrækkeligt hundefo- der i Grønland, det kniber mere med at få det fordelt på rette måde. Fremskaffelse af foder til hundene burde ikke være noget problem, da der ved de fleste pladser er mulighed for at skaffe tilstrækkeligt hunde- foder. Men der indsamledes desværre ikke altid så store kvantiteter, som man kunne og burde. Når den grøn- landske befolkning ikke selv altid er i stand til at realisere denne opgave, bør myndighederne sørge for, at der på alle pladser er tilstrækkeligt hun- defoder. I alle tilfælde må mangelen på hundefoder på grund af svigtende organisation ikke gå ud over hundene. Mishandling finder sted Selv om dyreværnsbestemmelser er ens i Grønland og det øvrige Dan- mark, er opfattelsen af, hvad man forstår ved strafbart dyrplageri, for- skellig, idet dyrplageri herhjemme be- dømmes væsentlig strengere end i Grønland. Efter dansk opfattelse vil en behandling, som den grønlandske hund ofte er ude for ved slædekørsel, kunne betegnes som dyrplageri på grund af overanstrengelse. Man bør dog betænke, at hundeslædekørsel ofte er yderst anstrengende også for slædekusken, og at en sådan kørsel kun kan gennemføres, når såvel men- nesker som hunde sætter de yderste anstrengelser ind. Efter de oplysninger, jeg har kunnet indhente hos forskellige myndigheder, er egentlig mishandling af hundene ved vold ikke almindelig, omend det forekommer. En enkelt kolonibestyrer hævdede dog, at det i hans distrikt var ret almindeligt, at fangere mis- handlede deres hunde. Det sker mest; ved de unge hundes oplæring til slæ- dehunde. Her misbruger dårlige fan- gere ofte piskeskaftet til tildeling af slag i hovedet eller snuden på hun- dene. Dyrplagerisager Efter tilgængelig litteratur fremgår, at der kun i få tilfælde er rejst tiltale for dyrplageri. Det er for tiden i Grøn- land arbejdende humanistiske udvalg vil sikkert til sin tid kunne fremlægge et interessant materiale til belysning af, hvor hyppigt dyrplageri er i Grøn- land, eller rettere, hvor hyppigt der rejses tiltale. Jeg tror egentlig ikke, at dyrevenligheden i Grønland vil væ- re stigende på grund af en skærpelse af straffebestemmelserne. Efter min opfattelse vil det give det bedste re- sultat i skolen og allerhelst i børne- haverne at give børnene undervisning i beskyttelse og god behandling af dyr. Flere skolefolk, jeg talte med, var af samme anskuelse og meget interesse- ret i opgaven. Nogle kunne berette om konkrete, positive resultater af deres arbejde. Således var i en skole alle børnene i en klasse gennem undervis- ning blevet vænnet af med den ellers almindelige kasten sten efter fugle. Udsendelse af blade fra Foreningen til Dyrenes beskyttelse har ligeledes stor betydning og er stærkt påskønnet fra skolernes side. Aflivning af hunde Et spørgsmål, der fra dyrebeskyttel- sens side ofte rejses, er aflivning af hundene. Som bekendt er gennem- snitslevetiden for grønlandske hunde meget lav. Når slædehundene ikke mere kan yde tilstrækkeligt arbejde, bliver de aflivet, og aflivning er som (Fortsættes side 28) 4

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.