Atuagagdliutit - 16.07.1959, Blaðsíða 4

Dyrlægerapport fra Grønland:
»Danskernes opfattelse af, at grøn-
lænderne mishandler deres hunde,
holder ikke stik — «
Dyrplageri finder sted på Grønland, men grønlændere i al almindelighed
er ikke dyrplagere — En mand, der er dømt for dyrplageri, er ilde anset
i sin by
Efter at Ministeriet for Grønland
har givet Danske Dyrebeskyttelses-
foreningers Fællesråd tilbud om at
sende en repræsentant for fællesrådet
til Grønland, har jeg som fællesrådets
repræsentant i juni—juli ifjor berejst
hundeslædedistriktet fra Holsteins-
borg til Upernavik med besøg i alle
byerne, med undtagelse af Godhavn,
og enkelte bosteder, siger dyrlæge
Esper Larsen i sin rapport, og fort-
sætter:
Hensigten med min rejse har været
ud fra et dyrebeskyttelsessynspunkt,
at søge at få et indtryk af de forhold,
hvorunder slædehundene lever og be-
handles i Nordgrønland. Thuledistrik-
tet og Østgrønland har jeg ikke be-
søgt. Under en så kortvarig rejse kan
det selvsagt kun være et ret overfla-
disk kendskab, man på egen hånd kan
erhverve sig til de virkelige forhold.
Jeg har i stor udstrækning måttet støt-
te mig til de oplysninger, jeg har kun-
net få fra kyndige mennesker på ste-
det, såvel danske som grønlændere. —
Disse oplysninger har jeg stedse fået
med stor beredvillighed, idet alle i
Nordgrønland er stærkt interesseret i
og optaget af forholdene vedrørende
slædehundene.
Uenighed om behandlingen
Klagerne fra danske dyrebeskytte-
res side drejer sig i det væsentlige om
slutning af hundene, især om somme-
ren, mishandling af de enkelte dyr,
samt mangelen på dyrlæger i Grøn-
land.
Forholdene for hundene i Grønland
er så forskellige fra forholdene for
hunde i det øvrige Danmark, at de
ikke kan bedømmes under den samme
synsvinkel.
Betingelsen for at menneskene over-
hovedet kan eksistere i Nordgrønland
er, at de har en hårdfør hunderace.
Uden gode hunde ingen samfærdsel,
ingen fangst, ingen chance for at over-
leve. Som dyreven vil man straks ind-
vende, at når hundene er så uundvær-
lige, kan man med berettigelse kræ-
ve, at de på enhver måde behandles
så godt, som det overhovedet er mu-
ligt. —
De fleste dyrevenner i Danmark
går ud fra, at hundene i Grønland bør
behandles, som de behandler deres eg-
ne hunde herhjemme, men dette er
ugørligt, allerede fordi grønlænder-
hunden er en ganske særlig race, som
gennem århundreder er tilpasset de
arktiske forhold og ved rationel avl
har fået udviklet de specielle egen-
skaber, som deres særlige anvendelse
udkræver. Biologisk henregnes eski-
mohunden til „spidshundene", men må
formodes at være blandet med polar-
ulven. Grønlænderhunden ligner
schæferen, den er stor og kraftig, en
god løber og utrolig hårdfør, så den
tåler den strengeste kulde og ligger
ude i 30—40° kulde og er så udhol-
dende, at et spand på 8—10 hunde i
ugevis kan trække et læ på 3—400 kg
og i godt føre kan tilbagelægge en di-
stance på 50—100 km pr. dag. Den
grønlandske hund holdes på samme
måde, som en dansk landmand holder
heste ,svin, køer o.s.v. For grønlæn-
deren er hunden først og fremmest et
uundværligt trækdyr, i anden række
kommer den som leverandør af skind-
beklædning og kød.
Men hvorledes fremskaffer man en
hund, der kan indfri de hårde krav,
der stilles til den? Her må man på for-
hånd indrømme, at grønlænderne har
tusindårig erfaring på dette område,
og mange danske, der har levet det
meste af deres liv i Grønland har stor
erfaring og indsigt på dette specielle
område. Alle sagkyndiges standpunkt
går eenstemmigt ud på, at en god slæ-
dehund må være til det yderste discip-
lineret, hårdfør, stærk og muskuløs,
men uden overflødig vægt på grund
af fedme. Den skal være i stand til at
kunne leve på et yderst koncentreret
foder ofte i længere perioder, hvor
uforudsete hindringer trækker en
slæderejse ud, det er livsvigtigt for en
fanger, at han i en faretruende situa-
tion fuldtud kan stole på sit hunde-
spands evner, styrke og disciplin.
Ingen fodring om sommeren
Når slædesæsonen omkring 1. juni
holder op, sættes hundene ned på en
lille foderration, ofte fordi man ikke
har mere foder, men også fordi man
med vilje vil stemme hundene ned, så
de i deres lediggang er mindre oplagte
til slagsmål, mindre bidske og i det
hele lettere at passe på. Man regner
også med, at de finder en del føde
selv, der findes de fleste steder en del
fiskeaffald. På dette tidspunkt kom-
mer hundene også i fældning, hvilket
også sætter deres livlighed noget ned.
De ser tottede og ujævne ud i pelsen,
er i regelen snavsede og indfiltrede
med olie og fedtstoffer af forskellige
slags.
Jeg ankom til hundedistriktet i slut-
ningen af juni, netop på det tidspunkt,
hvor hundene er i dårligst form og ser
værst ud. På dette tidspunkt er fiske-
riet ikke rigtig kommet i gang, der er
ikke så rigeligt med fiskeaffald som
senere på sommeren. Skal man se de
grønlandske hunde, når de er smuk-
kest og i bedste form, skal man utvivl-
somt være deroppe om vinteren, når
dyrene er i træning og optaget af de-
res lyst, slædekørselen. Ved min an-
komst til den første slædehundeby,
Egedesminde, fik jeg egentlig ikke no-
get godt indtryk af hundenes ernæ-
ringstilstand, de var snavsede og halv-
magre og strømmede til i store mæng-
der ved skibets ankomst. Under mit
flere dages ophold i byen erfarede jeg,
at det var den dårligste del af hunde-
bestanden, der var mødt op. Der fin-
des såvel gode som dårlige hundeejere.
De dårlige tager sig overhovedet ikke
af deres hunde, men overlader til dem
selv at søge føden, hvor de bedst kan
finde den, f. eks. ved skibene, fisker-
bådene, den lokale rejefabrik, der var
et meget yndet tilholdssted, idet der
her var meget affald. En del af hun-
dene var magre og af et ikke tilfreds-
stillende udseende, uden at man dog
kan tale om dyrplagere.
Når slædesæsonen holder op om-
kring 1. juni, sætter den samvittig-
hedsfulde slædehundeejer sine hunde
ned på fodring een eller to gange
ugentlig. Nogle af de bedste hunde
med hensyn til foderstand blev således
kun fodret een gang ugentlig. Når fo-
deret er meget koncentreret, beståen-
de f. eks. af tørret hvalkød, hajkød
eller fisk, er dette altså tilstrækkeligt,
medens fodring med brød, fedtstoffer
og sukker er uegnet. Man har meddelt
mig, at en af grundene til, at man hol-
der hunde på en minimal foderration
efter slædesæsonens ophør, er den, at
ved overfodring vil hundene komme
i fældning i januar-februar, og dette
forårsager, at de ofte dør af kulde.
Misrøgt finder sted
Desværre findes en del grønlændere,
der ikke sørger for foder til deres
hunde på alle tider af året. Det er
ikke altid af mangel på penge, men
snarere af mangel på omtanke og
mangel af godhed overfor dyr. Det er
iøjnefaldende, at man ofte ser grøn-
lændere vise mangel på venlighed
overfor hundene, men tværtimod ja-
ger efter dem ved enhver lejlighed;
det er særligt for børnenes vedkom-
mende, det gør sig gældende. Med
gummistøvler eller kamikker kan
spark vel ikke gøre nogen særlig ska-
de på en voksen hund, men utiltalen-
de er det. Man påstår, at sparkenet
uføres med den hensigt at skræmme
eventuelt bidske hunde: at komme
først.
Med hensyn til sygdomme hos hun-
dene, fremkaldt ved misrøgt, har jeg
ingen faste holdepunkter. Jeg så en
del halte hunde. Disse haltheder, der
især fandtes på bagbene, hidrører
sandsynligvis mest fra overanstrengel-
ser og beskadigelser ved slædekørsel,
f. eks. i skrueis, en del vel også fra
slagsmål. Epidemiske hundesygdomme
Helvetia posebolcher —
lækreste kvalitet — i luk-
kede, hygiejniske, fuld-
vægtige 100 grams poser.
Helvetia sukuarKat pugssiaruanitut
— mamarunarsardluinagkat — ma-
tuvdluagkanik perKigsårussanik por-
tat pugssiårKane 100 gramikutårtune.
fandtes, så vidt jeg kunne skønne, ikke
på nuværende tidspunkt. Slagsmål
blandt hundene var ret almindelige,
men i almindelighed skete ingen større
skader, men så meget større spektakel.
Adskillige hunde havde ar på hovedet
eller benene, hidrørende fra slagsmål,
men vel ikke meget almindeligere end
i den øvrige del af Danmark.
Fremskaffelse og opbevaring af foder
Man ser ved alle huse tørrestativer
af mere eller mindre hensigtsmæssig
art. Det vil være et stort fremskridt,
om man kunne fremskynde anskaffel-
sen af velegnede tørrestativer til hun-
defoder, især da der af Ph. Rosendahl
er konstrueret et velegnet stativ en
overkommelig pris.
Der findes tilstrækkeligt hundefo-
der i Grønland, det kniber mere med
at få det fordelt på rette måde.
Fremskaffelse af foder til hundene
burde ikke være noget problem, da
der ved de fleste pladser er mulighed
for at skaffe tilstrækkeligt hunde-
foder. Men der indsamledes desværre
ikke altid så store kvantiteter, som
man kunne og burde. Når den grøn-
landske befolkning ikke selv altid er
i stand til at realisere denne opgave,
bør myndighederne sørge for, at der
på alle pladser er tilstrækkeligt hun-
defoder. I alle tilfælde må mangelen
på hundefoder på grund af svigtende
organisation ikke gå ud over hundene.
Mishandling finder sted
Selv om dyreværnsbestemmelser er
ens i Grønland og det øvrige Dan-
mark, er opfattelsen af, hvad man
forstår ved strafbart dyrplageri, for-
skellig, idet dyrplageri herhjemme be-
dømmes væsentlig strengere end i
Grønland. Efter dansk opfattelse vil
en behandling, som den grønlandske
hund ofte er ude for ved slædekørsel,
kunne betegnes som dyrplageri på
grund af overanstrengelse. Man bør
dog betænke, at hundeslædekørsel
ofte er yderst anstrengende også for
slædekusken, og at en sådan kørsel
kun kan gennemføres, når såvel men-
nesker som hunde sætter de yderste
anstrengelser ind.
Efter de oplysninger, jeg har kunnet
indhente hos forskellige myndigheder,
er egentlig mishandling af hundene
ved vold ikke almindelig, omend det
forekommer. En enkelt kolonibestyrer
hævdede dog, at det i hans distrikt
var ret almindeligt, at fangere mis-
handlede deres hunde. Det sker mest;
ved de unge hundes oplæring til slæ-
dehunde. Her misbruger dårlige fan-
gere ofte piskeskaftet til tildeling af
slag i hovedet eller snuden på hun-
dene.
Dyrplagerisager
Efter tilgængelig litteratur fremgår,
at der kun i få tilfælde er rejst tiltale
for dyrplageri. Det er for tiden i Grøn-
land arbejdende humanistiske udvalg
vil sikkert til sin tid kunne fremlægge
et interessant materiale til belysning
af, hvor hyppigt dyrplageri er i Grøn-
land, eller rettere, hvor hyppigt der
rejses tiltale. Jeg tror egentlig ikke,
at dyrevenligheden i Grønland vil væ-
re stigende på grund af en skærpelse
af straffebestemmelserne. Efter min
opfattelse vil det give det bedste re-
sultat i skolen og allerhelst i børne-
haverne at give børnene undervisning
i beskyttelse og god behandling af dyr.
Flere skolefolk, jeg talte med, var af
samme anskuelse og meget interesse-
ret i opgaven. Nogle kunne berette om
konkrete, positive resultater af deres
arbejde. Således var i en skole alle
børnene i en klasse gennem undervis-
ning blevet vænnet af med den ellers
almindelige kasten sten efter fugle.
Udsendelse af blade fra Foreningen
til Dyrenes beskyttelse har ligeledes
stor betydning og er stærkt påskønnet
fra skolernes side.
Aflivning af hunde
Et spørgsmål, der fra dyrebeskyttel-
sens side ofte rejses, er aflivning af
hundene. Som bekendt er gennem-
snitslevetiden for grønlandske hunde
meget lav. Når slædehundene ikke
mere kan yde tilstrækkeligt arbejde,
bliver de aflivet, og aflivning er som
(Fortsættes side 28)
4