Atuagagdliutit - 19.10.1961, Side 17

Nungme ungdomsklube ukiagssaiernerane
najugagssaerusimavoK, igdlutigisimasså, su-
torniartarfiusimassoK „Nordlyset" ikuatdlag-
dlune sugssaujungnaerdluinarmat. månale
klube alianaitsunik isersimaorfigssaKalerpoK
Nungme barakime atuarfitorKame, tåuna
årKigssuneKarsimavdlune inusugtunut 50-
inut 14-init 18-inut ukiulingnut isersimaor-
tarfigssångordlugo. peKatigalugo klube nu-
tåmik sujulerssorteKalerpoK tamatumunåkut
kalåtdlimik.
sordlo åssilissane takugssaussoK inusugtut
autdlarKåmutdle initårtik iluarisimårdlua-
rérpåt. åssilissame Kitdlerme såmerdliuvoK
klubip sujulerssortertåva Frederik Petersen,
handelime pisiniartitsissussoK.
mana ukiunerane ama pilerssåruteisarto-
Karpoic igdloKarfingne Narssame, Uperna-
vingme, K’aKortume Sisimiunilo ungdoms-
klubinik autdlarninigssamik.
Ungdomsklubben i Godthåb blev sidst på
sommeren husvild, da dens lokaler, den tid-
ligere restauration „Nordlyset", blev fuld-
stændigt ødelagt ved en brand. Nu har klub-
ben fået dejlige lokaler i den gamle skole-
barak, som blev indrettet til formålet m$d
plads til 50 unge i alderen fra 14—18 år.
Samtidig fik klubben en ny daglig leder,
denne gang en grønlænder, Frederik Peter-
sen, der til daglig er ekspedient i KGH’s
butik.
Som det ses på billederne følte de unge
sig straks godt tilpas i de nye lokaler. På
billedet i midten ses til venstre ungdoms-
klubbens daglige leder.
Ungdomsklubben
i nye lokaler
ungdomsklub
igdlutitåmine

FRIDTJOF NANSEN —
indlandsisens betvinger
100 år siden den store humanist og polarforsker blev født
Den 10. oktober var det 100-årsdagen
for indlandsisens første betvinger, na-
turvidenskabsmanden og humanisten
Fridtjof Nansens fødsel.
Fridtfoj Nansen kom til verden i
Vestre Aker nær Oslo og færdedes
allerede som dreng meget i naturen og
var en ivrig jæger, fisker og skiløber.
Han studerede til en begyndelse
zoologi, men efterhånden blev hans
store interesse udforskningen af de
arktiske områder, og i 1882 var han
med en sælfanger i Nordishavet.
Fem år senere fremsatte han tanken
om at gå over den grønlandske ind-
landsis, men erfarne grønlandsrejsen-
de, der selv havde været på ekspedi-
tioner ind på isen, rystede tvivlende
på hovedet, når Nansens planer kom
på tale. De kendte forholdene og anså
besværlighederne ved at trænge
tværs over isen fra den ene side til
den anden for uoverkommelige, men
omsider lykkedes det Nansen, der ik-
ke hjemme i Norge kunne opnå de
nødvendige midler, med støtte af den
danske etatsråd Gamél at få udrustet
en ekspedition, der af sælfangeren
„Jason" skulle sættes i land i Østgrøn-
land og herfra fortsætte mod vest over
indlandsisen.
Ekspeditionen kom til at bestå for-
uden ham selv af styrmand Sverdrup,
løjtnant Dietrichson og gårdbruger
Kristensen samt lapperne Ole Ravna
og Samuel Bratto.
12 dage i isen
Det var Nansens hensigt at lande
ved den store Sermilik Fjord, hvilket
imidlertid ikke lykkedes. Efter at „Ja-
son" i en halv snes dage havde sejlet
omkring i Danmarksstrædet for at
finde et sted, hvor ekspeditionen kun-
ne landsættes, men ikke havde kunnet
komme land nærmere end en halv
snes mil, var man omsider den 17. juli
kommet syd for Kap Dan og kunne
endelig nærme sig land på et par mils
afstand. Isen synes at være fast og
god at passere, og 20 km uden for Ser-
milik forlod ekspeditionen i både „Ja-
son" for at trænge gennem isen ind til
kysten.
Stemningen var forhåbningsfuld,
men vanskelighederne viste sig hur-
tigt, idet strøm, skruninger og anden
ufremkommelig is forårsagede, at bå-
dene hverken kunne roes eller træk-
kes; en af dem led endda havari, men
blev repareret.
I 12 dage drev man med isen, ar-
bejdede sig mod land tre gange, men
blev hver gang atter ført til havs med
større fart, end man havde arbejdet
sig ind og var endog i et helt døgn
nær ved at forlise i en voldsom bræn-
ding, som stod ind over isen, inden det
endelig lykedes at komme til land ved
AnoretoK på omkring 61° n. br. Her-
fra roedes nordefter til man nåede
Umivik, hvor man den 15. august fo-
retog bestigningen af indlandsisen fra
den lille nunatak vest for Kiatax og
begyndte færden over det store isøde.
Tre uger i 40—50 graders kulde
Opstigningen gik forholdsvis let for
sig, men efter at være kommet op i en
højde af omkring 2500 m mødte de
imidlertid svære snestorme og tungt
føre. Nansen bestemte sig herefter til
at sætte kursen på Godthåb, dels for-
di han var klar over, at man ikke kun-
ne nå Christianshåb så betids, at man
kunne komme hjem samme år, hvor-
imod han mente med større håb at
kunne nå dette ved at tage den kor-
tere vej til Godthåb, dels fordi han
anså det af større interesse at under-
søge isen her, hvor ingen endnu havde
været.
Selv om færden over isen herved
blev kortere, havde ekspeditionen dog
en drøj tur. Den befandt sig i om-
trent tre uger i omkring 2500—3000
meters højde og havde daglig mellem
40 og 50 graders kulde, men var dog
så heldig kun at måtte ligge vejrfast
for snestorm i fire dage.
Målet nået
Efter i slutningen af september at
være kommet ned fra indlandsisen
havde man et omtrent 18 mil bart land
foran sig, hvoraf 12 mil langs Amara-
likfjorden. Ekspeditionen begav sig
med telt og proviant ned til fjorden,
og da landet så omtrent ufremkomme-
ligt ud, tog alle fat på at lave en sejl-
dugsbåd af teltgulvet, bambusstæn-
ger og vidjekrat. Med denne båd be-
gav Nansen og Sverdrup sig mod
Godthåb, som nåedes den 3. oktober,
medens de øvrige måtte blive og leve
på lidt tynd kost, indtil de senere blev
afhentet af en båd fra Godthåb; håbet
om at komme hjem samme år var
imidlertid bristet, og hele ekspeditio-
nen måtte overvintre her, men ind-
landsisen var for første gang besejret.
Den opgave, som erfarne polar- og
grønlandsforskere atter og atter
forgæves havde søgt at løse gennem
en række af ekspeditioner af længere
eller kortere varighed inde på isen,
havde fire unge norske mænd og to
lapper, af hvilke ingen før havde væ-
ret i Grønland, løst ved et dristigt fo-
retagende, og at dette lykkedes skyld-
tes først og fremmest Nansens geniale
idé, at man skulle gå fra østkysten til
vestkysten og ikke omvendt, og der-
næst den omtanke og dygtighed, hvor-
med ekspeditionen var udrustet og
dens medlemmer udvalgte.
Hen i maj det efterfølgende år kom
ekspeditionen til København, hvor
Nansen blev fejret under store fest-
ligheder, og det samme var tilfældet
ved den kort efter stedfindende an-
komst til Norge.
Mod Nordpolen
I 1890 fremsatte han i Det norske
geografiske Selskab en plan om at la-
de sig drive med isen over det arktiske
hav, og med støtte fra såvel staten som
privat side fik han udrustet en ekspe-
dition i dette øjemed og specielt til
færden bygget det berømte ishavsfar-
tøj „Fram".
Ekspeditionen forlod Kristiania i
sommeren 1893 og fulgte den sibiriske
kyst, indtil fartøjet tre måneder se-
nere frøs fast i isen ved de nysibiriske
øer. Herfra førtes fartøjet videre med
isdriften og viste sig så vel kon-
strueret, at de modstod de sværeste
skruninger. Den 14. marts 1895 forlod
Nansen og en af hans rejsefæller, løjt-
nant Hjalmar Johansen, fartøjet på
84° n. br. og drog mod polen med slæ-
der og hundeforspand, men isen viste
sig imidlertid vanskelig fremkomme-
lig, og på 86° 14’ n. br. måtte de vende
om efter dog at være kommet Nord-
polen nærmere end nogen før dem.
Efter en farlig og eventyrlig færd
nåede de den 26. august Franz Josefs
Land, hvor de måtte overvintre i en
hytte, bygget af sten og drivtømmer,
og uden anden føde end hvad de kun-
ne skaffe sig ved jagt.
Den efterfølgende sommer traf de
uformodet på en amerikansk ekspedi-
tion, og med dennes ekspeditionsskib
fulgte Nansen og Johansen med til
Vardø, hvor de ankom hen på som-
meren.
Efter den lykkelige gennemførelse
af denne ekspedition var Nansen atter
genstand for stor hyldest både i Norge
og i udlandet. Det videnskabelige ma-
teriale var meget værdifuldt, først og
fremmest for oceanografiens vedkom-
mende, og Nansens beretning „Fram
over Polarhavet" blev oversat til man-
ge sprog.
Krigsfangearbejdet
Nansen blev efter sin hjemkomst
professor ved universitetet i Kri-
stiania, kastede sig fortsat med al sin
energi over oceanografien og blev
snart en foregangsmand i denne vi-
denskab, gjorde selv flere oceanograf -
ske togter og bearbejdede materiale
fra en række andre ekspeditioner, der
alt samledes i en række vindenskabe-
lige værker.
I foråret 1920 indledte han et hu-
manitært virke, der skulle gøre hans
navn endnu mere kendt, idet han be-
gyndte sit storslåede arbejde for
hjemsendelsen af krigsfanger fra den
første verdenskrig, hvorigennem hen-
imod 450.000 fanger blev hjemsendt.
Hertil kom senere arbejdet for de for-
drevne hundrede tusinder efter den
græsk-tyrkiske krig, og for lige så
mange jøder fra grænseegnene mel-
lem Rusland og Polen, som ingen ville
have. Nansen, hvis overordentlige
energi og praktiske sans satte ham i
stand til at løse næsten uoverkomme-
lige vanskeligheder, søgte at hjælpe
også disse ulykkelige mennesker.
Fredsprisen
Hans storslåede humanitære indsats
vakte da også megen anerkendelse,
idet det norske storting i 1923 tildelte
ham Nobels fredspris, hvortil den dan-
ske boghandler Chr. Erichsen føjede
en lige så stor sum, og selv fortsatte
han sit menneskekærlige arbejde for
at lindre nøden i Lilleasien og i Øst-
europa for de folk, som var ramt af
krig og undertrykkelse. Hans popula-
ritet var efterehånden enestående, og
han betragtedes af hele verden som en
menneskehedens velgører.
Fridtjof Nansen døde den 13. maj
1930 på sin ejendom ved Lysaker, og
han efterlod Nobelprisen og den til-
svarende sum, han havde fået fra
dansk side, til humanitære formål og
testamenterede en fjerdedel af sin
formue til Nansenfondet til videnska-
bens fremme.
I. O.
Bedre uddannelsesmuligheder
for grønlandske håndværkere
Ved at lytte til en radioudsendelse
den 3. oktober om „uddannelse af
grønlandske håndværkere" får man
uvilkårligt mange problemer at tænke
på. Dette var især tilfældet hos de
grønlandske håndværkere, der har en
uddannelse på lige fod med de danske
håndværkere, og som er spredt over
hele Grønland.
I den senere tid er der snakket me-
get om, at grønlænderne med tiden
skulle overtage anlægsarbejderne og
føre dem videre. Der er indtil nu sket
meget store spring på det tekniske
område i Grønland, tekniske frem-
bringelser, som grønlandske faglærte
håndværkere helst må kunne følge
med i. Men i Grønland har vi desvær-
re ikke mange chancer for at forny
vor lærdom og på den måde følge med
tiden.
På et hvilket som helst arbejdsom-
råde er der en fast regel om, at alle
må følge med tiden, hvis tiden og dens
goder ikke skal løbe væk fra een. —
Denne uskrevne lov er rygraden hos
mange danske håndværkere, idet de
kun derved kan være konkurrence-
dygtige. I denne henseende er vi
grønlandske håndværkere sørgeligt
langt tilbage.
Ikke alle danske håndværkere har
selv betalt deres rejse til og fra Grøn-
land, og vi kender eksempler på, at
mange af disse danske håndværkere
plejer at samle penge til videre ud-
dannelse eller for at dygtiggøre sig på
deres specielle arbejdsområde. Dette
er jo også en forudsætning for at
avancere til en ledende stilling inden-
for virksomheden, bl. a. som arbejds-
leder, et udtryk som blev nævnt i den
før omtalte radioudsendelse. Men som
sagt har en grønlandsk dansk-uddan-
net håndværker ingen muligheder for
på lige fod med sin danske kollega at
dygtiggøre sig, selv om viljen er til
stede. Heroppe i Grønland har vi in-
gen læreanstalter, der kan tage sig af
en sådan speciel forskoling til at ud-
danne grønlandske håndværkere. Den
eneste mulighed er derfor at rejse til
Danmark.
Men så dukker det næste spørgsmål
op, nemlig pengene. Rejsen til Dan-
mark koster ikke under 1.000 kroner,
og et års læsning koster desuden
mindst 5.000 kroner. Grønlændernes
løn er knap så stor som en dansk
håndværkers, og dertil kommer, at
han selv må betale kost og logi af
lønnen. Hans danske arbejdskamme-
rat får udbetalt en kostgodtgørelse,
som er stor nok til at dække hans må-
nedlige behov, og han betaler ikke
husleje. Hvis jeg ikke tager fejl, skal
en dansk håndværker heller ikke be-
tale skat, dersom han har haft beskæf-
tigelse i Grønland et år. Med andre
ord er en dansk håndværker langt
bedre stillet til at dygtiggøre sig end
sin grønlandske kollega.
Jeg tænker hermed ikke på de grøn-
lændere, der efter dansk håndværker-
uddannelse er vendt tilbage til Grøn-
land. Disse grønlændere lønnes som
danske håndværkere de første seks
måneder, hvorefter de må vælge en-
ten at forblive i Grønland eller rejse
tilbage til Danmark. Kontrakten for
en dansk håndværker er derimod 8
måneder.
Er tiden ikke inde til at finde frem
til en ordning, hvorefter grønlandske
håndværkere får bedre muligheder
for at dygtiggøre sig på deres arbejds-
områder. Jeg tænker også på mulig-
heden af at yde dem lån til dækning
af uddannelsesudgifterne. Så vidt jeg
ved, forlanger man normalt 5 procent
i rente for et ydet lån. Der er ganske
vist mange ting, man må tage hensyn
til, når der er tale om et lån. Men på
den anden side tror jeg, man må over-
veje sagen grundigt og gennemføre en
låneordning.
Vi, som har gennemgået en dansk
håndværkers uddannelse, er vidende
om, at ikke alle danske håndværkere
har haft realskole- eller mellemskole-
uddannelse, men har så godt et hån-
delag, at de nemt kunne klare uddan-
nelsen. Vi ved ligeledes, at der nu fin-
des en grønlandsk fuldtuddannet ma-
skiningeniør, der ikke har haft real-
eksamen. Vi har kort sagt beviser for,
at grønlandske håndværkere har ev-
ner til at klare sig på lige fod med de
danske. Man må blot vise dem mere
tillid.
Jeg er vidende om planerne med
hensyn til højere uddannelse af grøn-
landske håndværkere bl. a. ved opfø-
relse af en håndværkerforskole, som
formentlig tages i brug i 1966. Denne
skole er sikkert beregnet til unge
mennesker, der gerne ville være fag-
lærte håndværkere. Spørgsmålet er
blot, hvad så med de grønlændere, der
allerede har uddannelsen?
Jeg vil gerne opfordre myndighe-
derne til at overveje, hvilke udveje
der findes for at skaffe grønlandske
faglærte arbejdere muligheder for at
dygtiggøre sig, ikke blot med henblik
på dagen i dag, men også med henblik
på de kommende år.
Peter Mørch, Godthåb.