Atuagagdliutit - 14.12.1961, Side 31

Kongelige skibe til
Grønland
Efter at forbindelsen med nordbokolonierne i lang tid
havde været afbrudt, besluttede de dansk-norske kon-
ger, at besejlingen på Grønland skulle genoptages, og i
denne artikel fortælles om de mange mere eller mindre
vellykkede togter til Grønland i denne periode
J sidste halvdel af det 13. århundre-
de ramtes den af nordboerne skab-
te grønlandske koloni af mange uheld
— havisen ved landets østkyst menes
på den tid at være tiltaget i en tidli-
gere ukendt grad, og i det 14. århun-
drede begyndte skrællingerne, som
man kaldte eskimoerne, at anfalde
kolonien.
Havde landet således lidt meget bå-
de ved naturens ublidhed og fjendtlige
anfald, blev tilstanden dog endnu
værre, da kongemagten i århundredets
slutning tiltog sig eneretten til at
handle med indbyggerne. Herved ude-
lukkede regeringen alle andre fra
handelsforbindelse med Grønland,
men til gengæld forsømte den landets
besejling og indbyggernes forsyning
med, hvad disse fra moderlandet be-
høvede til livets ophold. I 1410 skal,
for sidste gang i et langt åremål, et
skib være kommet hjem derfra, men
endnu så sent som i 1425 indskærpe-
des forbudet imod besejling af lan-
det.
Da de dansk-norske konger imidler-
tid, efter at forbindelsen i lang tid
havde været afbrudt, ønskede at gen-
finde landet, var det naturligt, at flå-
den, det vil sige de kongelige skibe,
fik pålagt denne opgave.
Portugiserne, som i det 15. århun-
drede havde udrettet meget i retning
af at lægge verden åben ad søvejen,
henvendte sig flere gange til kongen
af Danmark om et samarbejde med
henblik på opdagelsesrejser, og på op-
fordring fra portugisisk side udsendte
Christian den Første omkring 1475 en
ekspedition „for i Norden at søge nye
øer og lande".
I ØSTGRØN LAND 1475
Ekspeditionen bestod af flere skibe
under kommando af admiralerne Did-
tik Pining og Hans Pothorst, og det
lykkedes disse trods de vældige is-
masser at komme i land på Grønlands
østkyst, men til trods for det relativt
gode resultat, der var opnået på dette
togt, blev det dog herved.
Christian den Anden synes at have
været den første, som for alvor tænkte
på og arbejdede for Grønlands nye be-
sejling. Han fattede i sommeren 1519
den plan at sende sin kendte flådefø-
rer Søren Norby ud med en mægtig
flåde for at generobre byen Gardar
i Grønlands Østerbyd og „finde vejen
til Indien", og Søren Nordby begyndte
at klargøre skibet til togtet, som skulle
påbegyndes i foråret 1521, men inden
han kom af sted, kom det til krig mel-
lem Sverige og Danmark, og Søren
Norby fik nok at gøre hjemme.
Kong Frederik den Anden påtænkte
i 1568 at udsende Jiirgen Teigsen til
Grønland, men før afrejsen blev til
noget, måtte de skibe, som skulle være
stillet til Teigsens rådighed, atter an-
vendes i krigsøjemed, men da den
engelske opdagelsesrejsende, admiral
Martin Frobisher i 1578 havde været
i land på Grønlands sydlige vestkyst,
satte kongen sig i forbindelse med
skotten James Allday, som mente sig
i stand til at føre en ekspedition til
landet.
Kongen antog ham herefter som
skibshøvedsmand, og i 1579 sejlede
han med 2 skibe norden om Island.
I de sidste dage af august lykkedes
det ham med disse flere gange at nå
ind til østkysten, hvor han gik ganske
tæt ind under landet, men en smal
strimmel is hindrede ham til stadig-
hed i direkte forbindelse med land-
jorden; et par dages voldsom storm
drev atter skibene til søs, og da næt-
terne blev lange og mørke måtte han
opgive videre forsøg og vendte tilba-
ge med uforrettet sag.
I 1581 gik den færøske søhane Mo-
gens Heinesen ud fra Bergen og lige-
som Allday nord om Island, og han
fik også Grønlands østkyst i sigte,
men store masser af drivis hindrede
også ham i at komme nær til landet.
TO SVINEBUNDNE
GRØNLÆNDERE
Den unge Christian den Fjerde var
ligesom sin fader stærkt interesseret
i genopdagelsen af det gamle Grøn-
land og gøre et alvorligt forsøg på at
få fodfæste her igen, og i 1605 ud-
sendtes fra København tre skibe un
der kommando af den skotske adels-
mand, kaptajn i den danske flåde,
John Cunningham, der tillige var chef
for skibet „Trost", og som navigatør
havde han lods James Hall, der var
kendt i de grønlandske farvande fra
tidligere; de 2 andre skibe — „Den
røde løve" og jagten „Marekatten" —
førtes af henholdsvis den danske
adelsmand Godske Lindenov og skot-
ten John Knight.
Skibene, der var temmelig små,
men særlig beregnede til ishavsfart,
forlod København den 4. maj. Da man
var kommet ind i isen i Davisstrædet,
skilte Lindenov, sandsynligvis som
følge af rivninger med englænderne,
sig ud fra de 2 andre skibe og nåede
ind til vestkysten et sted mellem Fi-
skenæsset og Godthåb. Han traf her
på indfødte, af hvilke han bemægti-
gede sig 2; disse satte sig fortvivlet
til modværge og greb om et af de
sværd, med hvilke de blev truede;
blodet flød i stride strømme, men ti-
derne var barbariske, og de to grøn-
lændere blev „bunden som svin" og
taget med til København, hvortil Lin-
denov ankom den 28. juli og fik en
glimrende modtagelse.
De to andre skibes videre rejse
frembød dog betydelig større interes-
se. Efter at Lindenov havde forladt
dem, krydsede „Trost" og „Marekat-
ten" under Cunninghams kommando
nord på og løb ind i ItivdleKfjorden,
som de kaldte Kong Christians Fjord.
Her skiltes skibene, men „Marekat-
ten" var næppe blevet alene, før den
af grønlænderne blev overfaldet med
pileskud og stenregn. Den søgte ly i en
god havn nær ved den vestlige spids
af halvøen Tunungasok, og herfra fo-
retoges forskellige rejser nordefter og
kortlægning af landet helt op til Di-
skobugten. Efter disse undersøgelser
og kortlægninger vendtes tilbage til
Danmarks Havn, hvor man genfandt
„Trost", hvorefter skibene satte kurs
hjemefter og ankom til København
i begyndelsen af august.
Det synes, som om man først efter
disse skibes hjemkomst blev klar
over, at det var de gamle nordboeres
Grønland, der omsider var fundet; nu
var isen brudt, glæden over skibenes
gode resultater var stor, og man ven-
tede sig nu guld og grønne skove, men
forventningerne blev desværre ikke
indfriede.
Året efter denne første vellykkede
ekspedition udsendte kongen 5 skibe,
denne gang under ledelse af Godske
Lindenov, som selv førte „Trost", me-
dens de øvrige skibe var „Den røde
Løve", „Ørnen", „The Gilliflowre" og
„Marekatten".
KUN GLIMMER
Ekspeditionen, der havde en lang og
besværlig rejse, nåede den 27. juli
vestkysten i nærheden af det nuvæ-
rende Holsteinsborg. Den havde bl. a.
til opgave at hente sølverts i en mine,
som Hall mente at have fundet året i
forvejen. Skibene ankrede ud for mi-
nen, lastede malm og handlede samti-
dig med grønlænderne samt undersøg-
te fjorde og bugter, hvorpå man
vendte hjem, men resultatet af rejsen
bragte kun skuffelser, idet sølvminen
som kongen havde sat sit håb til, viste
sig ved nærmere undersøgelse kun at
indeholde værdiløst glimmer.
Da man på disse rejser ikke havde
fundet det ringeste, som kunne minde
om de gamle nordboere, fik man ef-
terhånden den tro, at disse havde boet
på østkysten, og i 1607 udsendtes en
ny ekspedition under Carsten Ri-
charson. Den bestod af „Trost" med
Hall som navigatør og „Barken" ført
af Guttorm Nielsen og havde ordre til
at søge den gamle Eriksfjord på syd-
østkysten. Langs østkysten arbejdede
man sigi kamp med drivisen frem til
63 gr. n. br., men uden at det var mu-
ligt at komme i land, hvorfor man
måtte rejse hjem med uforrettet sag.
I de senere rejser havde James
Hall, som det fremgår af foranståen-
de, deltaget som kendtmand. I 1612 fo-
retog han sin 4. og sidste rejse til
Grønland, udsendt af et konsortium
af engelske storkøbmænd i den hen-
sigt at etablere handel på Grønland.
Et hovedformål for ekspeditionen var
også at undersøge den tidligere nævn-
te formentlige sølvmine, som den
medfulgte ekspert imidlertid erklære-
de for at være kaliglimmer. Efter
denne skuffelse fortsatte Hall med at
optage kort over vestkysten, men blev
en dag, da han roede op i Ramels-
fjorden, dræbt af en grønlænders pi-
leskud, sandsynligvis som blodhævn
for tidligere begået overgreb på en af
grønlænderens nærmeste.
I 1615 blev en af Christian den Fjer-
des dygtige søofficerer, admiral Ga-
briel Kruse, med 2 orlogsskibe og 2
pinker, sendt til Grønland for at for-
dre told af fremmede skibe, som fi-
skede i landets havne og fjorde, men
om denne rejse kendes intet videre.
Hermed ophørte for længere tid ud-
sendelsen af „kongelige" skibe, men i
1636 dannedes i København et grøn-
landsk handelskompagni, som sendte
2 skibe til Grønland for at gå på hval-
fangst og drive handel med de ind-
fødte. De fangede imidlertid intet og
hjembragte kun en del guldglinsende
sand, der viste sig at være lige så vær-
diløst som sølvertsen.
EN HAVFRUE
I 1652 gav kong Frederik den Tredie
generalinspektør Henrik Muller pri-
vilegium på i 30 år at besejle Grøn-
land og drive hvalfangst i de nordlige
egne. Han udsendte samme år og de
to efterfølgende år 3 på hinanden føl-
gende ekspeditioner under ledelse af
kaptajn i den danske flåde David Ur-
banus Danell, men resultatet var i
økonomisk henseende så kummerligt,
at foretagendet måtte opgives allerede
efter 3 års forløb.
På den første af disse rejser afgik
Danell fra København den 8. maj 1652
med skibene „St. Peter" og „St. Ja-
kob". Isforholdene må dette år have
været særdeles gode, for allerede den
2. juni kom han tæt ind under landet,
men hindredes dog af isbarrieren i at
gøre landgang. Han gik derefter tæt
under østkysten til Kap Farvel og op
i Davisstrædet til forskellige af de
grønlandske fjorde og lagde sig i den
af Hall døbte Danmarks Havn, hvor
han drev handel med grønlænderne.
På hjemrejsen søgte han igen op langs
østkysten og kom denne nær på en
mils afstand, men måtte opgive vide-
re forsøg.
Aret efter var han igen heroppe med
„St. Jacob", og på sin tredie rejse, der
ligesom den første foregik med 2 ski-
be, fandt han uden besvær frem til
sin gamle ankerplads, men da isen
hindrede skibene i at komme ind lige
straks, blev han nogen tid til søs og
benyttede lejligheden til at fiske, og
det berettes, at han herunder så „på
sammesteds eenn hauffrue med wd-
slagenn haar og meget deilig".
Der har, som det vil ses, langt til-
bage i tiden været sendt skibe til
Grønland på bekostning af såvel kon-
gens kasse som af private, men det er
først ved den egentlige koloniserings-
periodes begyndelse i det 18. århun-
drede, at der bliver tale om en virke-
lig indsats af flådens skibe til beskyt-
telse og fremme af den danske stats
og grønlændernes interesser.
I. O.
Nu skal der
• ••
i vaskemaskinen
mindre skum-lettere skylning
månamit Rinso nutåK (Ny Rinso)
vaskemaskinanut atortariakarpoK
-KapernikmeruvoK
-errortatdlo kinguneruminarneruvdlutik
NY RINSO er ideelt til alle vaskemaskiner. Det lave, lækre sæbeskum
skal ikke være højere - det er nede i vandet, vasken foregår, og her
har NY RINSO en helt utrolig vaskekraft. Efter vasken er NY RINSO
let at skylle ud af tøjet - selv i det blødeste vand!
Ny Rinso vaskemaskinanut tamanut nalerkutdluarpoK. kåperiartui-
narneK ajorpoK - Kaxorsautitålo imermut akuliutardlune, taimåikame
Ny Rinso tupingnåinartumik errortanik iperutitsissarpoK. errorserér-
nikut Ny Rinso errortanit kinguneruminartorujugssuvoK.
- endnu hvidere
- endnu renere
- endnu større
forskel
- sule KaKorneruvdlune
- sule ipérunarneruvdlune
- sule avdlanit pitsaunerunera
ersserKivigdlune
SUNLIGHT FABRIKKERNE A/S
R 33 - 2404
32