Atuagagdliutit - 14.12.1961, Page 35

JULEN
ø
l
Knud Rasmussens
fødehjem
En udsigt over Jakobshavn med Knud Rasmussens fødested, præ- Ilulissane K’orunguamit issikivia, sårdliuvdlune palasip igdlor-
stegården i forgrunden og byens store kirke i baggrunden. — ssuatOKå uulerik Knud Rasmussenip inungorfia, ungatdliuvdlu-
(Fot.: Helge Christensen). nilo Ilulissat OKalugfigssuat. (åssilissoK Helge Christensen).
T\Tår jeg skal fortælle lidt om livet
N i en dansk præstebolig i Grønland
søger mine tanker uvilkårligt straks
op højt mod nord til en gammel præ-
stebolig ved Jakobshavn, hvor min fa-
der var præst i mange år, og hvor jeg
har tilbragt hele min barndom. Selve
bygningen er et ganske simpelt, sort-
tjæret træhus med en lille have foran,
men beliggenheden — midt i en frodig
dal, omgivet af høje fjelde — er over-
ordentlig skøn, og udsigten over den
ti mil brede isfyldte bugt med den
mægtige Diskoø i horisonten glemmes
aldrig. Den ene dag så man ud over
en spejlblank flade med spredte is-
skodser, og næste dag kunne isen ligge
så tætpakket, at man knapt kunne
øjne en stribe vand. Det var Jakobs-
havns Isfjord, der havde skudt ud,
d.v.s., at den vældige bræ, der ligger
inde bag fjorden, havde sendt disse
ismasser ud i havet. Her var noget,
der kunne sætte barnefantasien i
bevægelse; der var mægtige isbjerge
i alle mulige formationer, og man
drømte om flydende slotte med skøn-
ne porte eller uhyggelige gigantiske
fantasidyr o.s.v.
Min fader, som på det tidspunkt
havde 100 mil at berejse, måtte som-
mer og vinter foretage lange rejser for
at komme rundt i det store distrikt.
Om sommeren fulgte da som regel he-
le familien med. I en almindelig ro-
båd med 6—8 roere kun medførende
et telt, en proviantkiste og den nød-
vendigste bagage, besøgte vi så alle
de steder, hvor min far havde ærinde.
Undertiden var der så langt mellem
de beboede pladser, at vi måtte gå i
land på en eller anden øde ø, hvor vi
så blev natten over i telt. Ja — jeg
siger øde, men alligevel fuldt af liv.
Der lever nemlig i tusindvis af fugle:
terner, edderfugle og måger, som har
deres yngleplads her. Det var den
største fornøjelse for os børn at kom-
me et sådant sted hen, hvor vi kunne
udfolde os i fuldkommen frihed. Så
snart vi havde foden på land, gjaldt
vor første tanke alle de æg, vi nu
skulle finde, og vi forlod skyndsomst
de voksne og overlod til dem al be-
sværet med at rejse telt og koge mad.
Her var i sandhed overflod af æg!
For hvert skridt vi tog, lå der terne-
æg, og en gang imellem var vi også
heldige at finde en edderfuglerede
foret med varme dun og med mange
store æg i. Sådan kunne vi gå rundt
på øen i timevis med fuglene skrigen-
de over hovedet på os og tankeløst
dynge æg på æg, så de nederste knu-
stes og løb igennem det klæde, vi
samlede dem i, indtil sulten drev os
ned til teltet, hvor man allerede lå
lejret om det kogte kød og den dam-
pende kaffe.
Dét daglige liv formede sig ret ens-
formigt i Grønland, særlig den gang,
hvor der ikke fandtes radio, og hvor
al besejling på Grønland besørgedes
af sejlskibe. Motorbåde kendtes ikke,
og forbindelsen mellem kolonierne
i syd og nord var derfor meget sjæl-
den. Som eksempel kan jeg anføre, at
min mor ikke så min søster i 18 år,
skønt de levede samtidig i Grønland.
MASSER AF PROVIANT
Som hjælp i præsteboligen var for-
uden den unge grønlandske pige også
missionskarlen, en ældre mand, som
først og fremmest hentede vand til
huset. Det måtte nemlig hentes lang-
vejs fra — om vinteren på slæde og
om sommeren båret i et anker på ryg-
gen. Gudmand var noget af en filo-
sof — jeg ser ham endnu ganske ty-
deligt for mig træde ind ad køkken-
døren med vandankeret på ryggen
helt tiliset i skægget og med den
uundværlige pibestump i munden —
straks parat til en munter passiar. —
Foruden ham husker jeg også en
gammel rødøjet kone, som kom for at
plukke fugle. Når hun sad på gulvet
på det øverste loft helt omgivet af fjer
og dun og nynnede, blev der for os
børn noget uhyggeligt hekseagtigt
over hende, og jeg mindes godt, at jeg
aldrig holdt af at blive sendt ærin-
der på loftet, når hun sad der.
Vi havde altid rigeligt af frisk kød,
jeg husker navnlig om vinteren, hvor-
dan vort forrådsskur ligefrem bugne-
de af frosne fugle af alle slags, ryper
i hundredevis, edderfugle og måger i
store bundter, harer og rensdyrkød.
Det var jo også billigt at få en rype
for 8 øre og en hare for 50, for ikke
at tale om en stor hellefisk eller torsk
for 10 øre. Disse herligheder blev som
regel falbudt ved køkkendøren af
børnene, der så fik penge i betaling
eller allerhelst et stykke rugbrød, som
grønlænderne ikke havde adgang til
den gang. Lad mig ikke glemme to så
yndede spiser som sælkød og mattak.
Sælkød spistes daglig i mit hjem, un-
dertiden som ekstramåltid før eller
efter aftensmaden, og gik der en dag,
hvor man ikke fik det, syntes man, at
der manglede noget i den daglige kost.
Kød er jo i det hele taget tyngde-
punktet i den daglige diæt, hvilket er
naturligt i de kolde egne. Mattak, som
er den yderste hinde — egentlig det
omdannede hårlag af hvalen — er en
dejlig spise, enten den nydes rå —
lige afskåret af dyret — eller kogt
i skildpaddesovs, hvor den fuldstæn-
digt erstatter kalvehoved. Man kunne
med lethed sammensætte en god mid-
-------------------------------------
Knud Rasmussens søster,
Mie Møller, fortæller i denne
artikel om livet i en
grønlandsk præstegård i slutnin-
gen af forrige århundrede
— en frigjort tilværelse, der
kulminerede med julen
dag, og enhver anledning til at bryde
den daglige ensformighed blev da og-
så grebet med glæde og benyttet til et
hyggeligt samvær i præsteboligen el-
ler i de øvrige danske hjem.
SOLFESTEN
En sådan kærkommen anledning
var solfesten, som fejredes ved Ja-
kobshavn den 13. januar. Den dag kan
man nemlig, hvis vejret er klart, se
solen stige op over horisonten ved
middagstid, efter ikke at have set den
i flere måneder, så her var jo i høj
grad anledning til fest. Alle danske
samledes i præsteboligen, hvorfra man
så kørte i sluttet trop, slæde efter
slæde op til et højt punkt, Holmens
Bakke, hvorfra man kunne iagttag(
solen lige fra det første glimt over ho-
risonten. Vi børn kørte hver sin slæ-
de, og det var ved en sådan lejlighed
en stolt følelse at få lov at køre for
sin far eller mor. Ved hjemkomsten
indtoges chokoladen i præsteboligen,
og senere ligeledes middagen efter-
fulgt af en hyggelig L’hombre bland*
herrerne.
En anden fest, som nærmest var be'
regnet på grønlænderne, faldt i be-
gyndelsen af juni, når sneen var smel-
tet, og Solen rigtigt var begyndt at
bage. Det var min broder, Knud’s,
fødselsdag, der fejredes, og det fore-
gik i det fri på fjeldet K’åicånguaK,
for at hver eneste grønlænder ved ko-
lonien kunne være med. Traktemen-
tet bestod af grønlændernes yndlings-
ret, suaussat, ærter og gryn kogt
sammen på flæsk og her ovenpå den
brune nationaldrik kaffe. Fra tidlig
morgen var der travlhed oppe i fjel-
det, hvor uendelig store kobbergryder
blev sat i kog over et ildsted af sten,
og lidt senere kom også kobberked-
lerne i gang til kaffen. Det var i sand-
hed store mængder, der skulle til, mer
den dag skulle hver eneste grønlæn-
der være mæt, og var der nogen, der
af en eller anden grund ikke kunne
komme til stede, blev maden og kaf-
fen bragt til ham. Det var et malerisk
syn at se alle disse glade grønlændere
i deres bedste stads lejrede her på
den solbeskinnede fjeldside omkring
de mange kogebål.
Når sneen var smeltet, og dagene
blev lange, begyndte de mange små-
udflugter, som vi børn elskede. Når
der f. eks. skulle skæres tørv til vin-
terforbruget, drog vi fra tidlig morgen
af sted med mor og nogle grønlænder-
inder ind i landet, hvor lyngtørven
var rigtig blød og fyldig. Der tilbrag-
te vi så hele dagen, kun afbrudt i ar-
bejdet af måltiderne, som indtoges på
den hyggeligste måde omkring den
dampende kaffekedel. Tørven bredte
vi ud til tørring på stenene, og senere
hen på sommeren blev den sat op i
mægtige stakke, som så kørtes hjem
på slæde i løbet af vinteren.
BÆRTIDEN
Eller når bærtiden begyndte, og vi
så — hele familien — tog i båd ind i
bunden af en stor fjord, Kangerdluar-
ssuk, hvor vi lejrede os i telt for en
uges tid. Åh, hvor jeg mindes den liv-
salige følelse, det var, at slå sig ned
her i den skønne så ganske uberørte
natur, hvor livet var så enkelt og let
og ligetil at leve. — Vort telt blev
rejst lige ved en stor brusende elv,
hvor vi kunne gå hen og tage laksene
med hænderne, når vi var heldige, og
gik vi blot lidt op ad fjeldet, bredte
blåbærrene sig som et dejligt blåt
tæppe, så langt øjet rakte. Der kunne
man lægge sig og spise og spise i ti-
mevis eller kappes om, hvem der
kunne plukke de fleste. De grønland-
ske blåbær er sødere og finere i sma-
gen end alle andre blåbær, jeg har
smagt, og kan navnlig med sukker og
fløde minde meget om smagen i jord-
bær. Var vi trætte af det, gik vi ud i
båden og kunne i løbet af ganske kort
tid komme hjem med en mængde dej-
lige store torsk. Der er dog een skygge-
side ved dette herlige frie liv i Grøn-
land, som jeg sandheden tro kommer
til at nævne, og det er myggene. De er
en frygtelig plage særlig på sådanne
steder, som ligger lunt for vind og
vejr. Man kan dog få dem lidt på af-
stand ved at tænde store lyngbål, som
giver en tæt røg, og man døjer hellere
røgen for at blive fri for myggene for
m stund.
40 HUNDE
I oktober begyndte som regel vin-
tersæsonen med skiløb og slædekørsel.
Vi havde mange hunde — som regel
40 — hvoraf min far benyttede de
halve til sine embedsrejser. Resten
havde vi børn til vor rådighed. Vi
navde hver sit spand, som vi selv
måtte køre til, og det var ingenlun-
de nogen let sag. For den grønlandske
hund er fuld af luner. Den får hurtigt
færten af, om kusken er ny og ukyn-
dig, og så vågner dens drillelyst. Bedst
som man sidder og nyder farten hen
over de blanke slædespor, kan hunden
som ved en pludselig indskydelse gøre
brat omkring, så kusken vælter af
slæden, og i strakt galop halse hjem-
ad. Man må så se at få sig samlet op
og hurtigst muligt skynde sig hjem og
få hundene i gang igen, at de ikke
skal få en fejl forestilling om, hvem
der er den stærkeste. Jeg mindes gan-
ske tydeligt, hvordan jeg selv som
barn gentagne gange har måttet lide
den tort at blive smidt af slæden af
lundene, og så — tudbrølende af ar-
rigskab — har måttet traske tilbage
til fods — undertiden en hel fjerding-
vej. Men er man først herre over
hundene, er der vel næppe nogen for-
nøjelse i verden, der kan sammenlig-
nes med den at fare hen over de hvi-
de snemarker, let henslængt på en
ilæde.
DEN SØDE JULETID
Når julen nærmer sig, bliver der
travlhed i præsteboligen, først og
fremmest med gaverne, som man ikke
som her kan gå hen og købe færdige,
men som alle skal laves i hånden. Det
er svært at blive færdig i rette tid, og
det bliver uvægerligt til adskillige
nætters vågen. Der er også kagebag-
ningen, som spillede en stor rolle ved/
juletid. Der bagtes i mange dage, og
vi børn tog ivrigt del deri. Vi fik
overladt et stykke af den brune si-
rupsdej g, som vi fik lov at skære ud
i alle mulige figurer. Jeg ser endnu
tydeligt for mig mine små brødre stå
i opsmøgede skjorteærmer og ivrigt
skære kagemænd og koner, grise og
heste efter papirsmønstre. Men det
allerdejligste ved juleforberedelserne
var dog, når juletræet skulle bindes.
Så veg vi ikke fra den stue, hvor det
foregik. I Grønland må man nemlig
på den tid altid binde juletræet, af
lyng, som samles på den tid. Lyngen
er smukkest og opbevares grøn i den
frosne sne. Når julen står for døren,
graves den så ud af sneen og bindes
på et træstel bestående af en gran-
stamme og nogle pinde, som stikkes
ind i stammen. Det kan selvfølgelig
aldrig komme til at illudere som et
grantræ, men det virker meget smukt,
når lysene tændes — og det dufter
dejligt. Når vor kære ven Lukas, som
var den, der bandt træet i præstebo-
ligen, indfandt sig og slog sig ned
midt på gulvet i en stor dynge lyng,
var vi børn ikke sene til at indfinde
os. Lukas var nemlig en stor fortæl-
ler, som forstod at levendegøre sin
fortælling med de mærkeligste miner
og fagter. Når det så begyndte at myl-
dre om os med dværge og trolde eller
frygtelige fjeldånder med negle som
fuglekløer, og hundene i det samme
kunne begynde at tude ildevarslende
udenfor, krøb vi uvilkårligt helt tæt
ind til Lukas. Så kunne han pludselig
slå om i spændende jagthistorier, som
han gengav med et sådant liv og hu-
mør, at al vor rædsel var som blæst
bort.
Juleaften fejredes omtrent som her
med risengrød — dog ikke gåsesteg,
men rensdyrsteg eller stegte ryper, og
senere tændtes så det mægtige jule-
træ — pyntet med kræmmerhuse,
hjerter og flag og mange lys. Men —
mit dyrebareste minde fra julen i
Grønland er grønlændernes sang for
dørene julenat, en skik, som forhå-
bentlig aldrig må forsvinde. Nogle
unge mænd og kvinder bliver enige
om at følges fra dør til dør hele jule-
nat igennem. Uden for hvert eneste
hus synges så en julesalme, hvorefter
den ældste — den gang vor kære Lu-
kas — fremsiger juleevangeliet; der
synges atter en salme, hvorpå de stille
fjerner sig for at gå tii det næste hus.
Så mange år efter har jeg endnu i
øret den ganske særegne lyd af tvær-
stangen, der løftes af porten til præ-
steboligens gård. når sangerne kom
—• og af de knagende fodtrin i sneen
udenfor. Min mor tændte da straks
et lys, som blev sat hen i vinduet, for
at tilkendegive, at vi var vågne. Så
tonede julesangen op til os fra de un-
ge klare stemmer, og med Lukas’
kraftfulde røst lød julebudskabet ud
i den stjernetindrende nat. — et
smukt og stærkt minde, man nødigt
ville undvære.
Jeg må til slut mindes vor store
smukke kirke, som med de mange le-
vende lys formelig strålede os i møde,
når vi gik til gudstjeneste ved højti-
derne. Det var festligt at komme ind
i det store oplyste rum, hvor hver en
plads var besat af festklædte og fest-
stemte grønlændere, og hvor sangen
slog en i møde fra de mange sanggla-
de mennesker.
Jeg går endnu i tankerne ad de
kendte stier deroppe op til et højt
punkt, hvorfra jeg har udsigt over alt
det, jeg i min barndom var knyttet
så inderligt til, og jeg fyldes af stor
taknemmelighed over al den lykke,
der derigennem blev givet mig.
RADIO
FJERNSYN
BÅNDOPTAGERE
— et kvalitets-
produkt
Transistor-bordapparat „AMABILE"
Den moderne hjemmemodiager, der er uafhængig af lysnettet og meget
billig i daglig drift.
De vil blive forbavset over dens fine gengivelse.
Områder: LB — MB — FM
Kabinet: Kirsebærtræ
Mål: 190X312X102 mm
Batterier: 6 stk. Hellesen VII — 35
Pris: Kr. 545,—
fransistor-radioaraK nerrivingmioK
„AMABILE"
nålaorut nufåliaK orsserfariax, uvdlut
tamaisa atugarigaluardlugo afornera
akikifsuararssuaK.
nipigfssusia fupåfdlautigingifsornavié-
ngilaf.
Generalrepræsentant og en gros: Ewald Steensen, Hjørring, Parallelvej 41
Tlgr.adr.: Waldsten, København N, Nørrebrogade 66—68
36