Atuagagdliutit - 14.12.1961, Síða 39

Gunnar Gunnarsson
genstunden at redde sig ind i et få-
rehus, hvor han holdt varmen ved at
kile sig ind mellem de drøvtyggende
dyr. Værst havde han dog været fa-
ren, den nat han så godt som uden
klæder på kroppen var blevet over-
faldet af snestorm og havde vanket
vildfarende omkring, til det lysnede af
dag — huen havde siddet ham som en
isklump i håret, så det hele måtte
klippes bort.. Hans skjorte havde væ-
ret iset indvendig. Men han var blevet
indsmurt i sirup. Og var kommet sig.
Høskuld syntes udødelig. Men ganske
vist — også frygtløse folk kan komme
ud for uheld. Gudny har i sit blod en
dyrekøbt viden om alt livs vilkår her
i landets barskeste egne. Hun håbede.
Men hun var forberedt.
Hendes største frygt stammede fra
Høskulds usædvanlige iver efter just
denne gang at komme af sted sammen
med de andre bønder fra Hedinsfjord
— for at hente korn, havde han sagt.
Måske havde han også så småt tænkt
på, at der kun var tolv dage til jul —
og at det her kunne blive den sidste
lejlighed. Det havde han imidlertid
ikke talt om. Heller ikke Gudny hav-
de talt derom. Heller ikke børnene. —
Det var tanken på denne hans rejse-
hast, der nu mest ængstede Gudny.
Det var før set, at folk sprang forpu-
stet efter døden. Hoppede med blind
iver i en åben grav!
Tænkt på julen blev der i Grundar-
kot, selv om der hidtil ikke var talt
om den. Lille Gudny, endnu ung og
løsmundet, hviskede til sin mor henad
morgenstunden:
„I dag er der så kun elleve dage til
jul — ikke mama?"
Hun fik intet svar.
Der var blevet så stille derude. Så
underligt stille. Så urimeligt stille!..
Sådan som uvejret havde taget fat,
var det ikke til at fatte, at det allerede
kunne være forbi. Gudny lytter ....
Høre noget kan hun ikke. Men det er,
som fornemmer hun et uvejr langt
borte. Stille er der derude. Men stil-
heden vil ikke trænge ind i hende.
Da koen under badstuegulvet sagtmo-
dig minder om, at det er på tide at
morgenfodre, og klokken altså må væ-
re seks, siger Gudny til børnene, idet
hun står ud af sengen:
„Kryb blot ind til hinanden og se at
falde i søvn, gode børn. Så stille, som
vejret er blevet, kan vi måske få papa
at se allerede inden aften".
Gudny klæder sig på uden at tænde
lys, som hun plejer. Hun kender sine
klæder nøje og ved, hvor de er at fin-
de. Så tærer hun ikke på lyset så
længe. Da hun er påklædt, famler hun
omkring sig, til hun finder tranlam-
pen. Og med den i hånden lister hun
nedad badstuetrappen og udefter gan-
gene til ildhuset, hvor askedækkede
gløder gemmer den ringe arnes ud-
slukte ild. Hun får lys på lampen,
dækker gløderne til på ny, giver sig
god tid til at fodre koen og fårene —
tænker imedens på Høskuld.
For ti år siden har de overtaget
Grundarkot som ødegård, Høskuld og
hun — nygifte. Hver stump væg i
disse huse har Høskuld bygget op med
egne hænder, tykke og lune vægge, to-
tre alen tykke — bygget dem op af
udvalgte flade sten og veltørret græs-
tørv. Ligeledes hvert stykke tømmer,
og det meste var uforgængeligt driv-
tømmer, har han selv passet til, med
sav og økse, sømmet sammen og til-
taklet — spær, bjælker, stolper — alt
af sværeste og solideste slags. Hver
mindste ting i denne gård er Høskulds
værk — fra koens bås under bad-
stuegulvet til de faste sengesteder. Ja,
til bordklappen under vinduet. De
hornskeer, de spiser med, træspande-
ne til mælk og vand — også det er
hans hænders arbejde. Derfor er det
ilde, ikke at have ham gående i huse-
ne. Han hører til her, kan ikke und-
væres.
Med et gys i hjertet mindes Gudny,
hvordan den dryssende sne havde vi-
sket ham ud, da han i går morges gik
mod fjorden. Visket ham ud! Hun
havde stået og set efter ham — angst
som altid, når han gik hjemmefra. Og
som så ofte, ofte før uforstående
over for den tilsyneladende lethed,
hvormed hans ben bar ham bort fra
deres gård. Hun havde måttet tørre
øjnene, og det ikke bare for tårer.
Sneen havde visket ham ud.
Men det syntes utænkeligt, at han
aldrig mere skulle vende tilbage til de-
res små hytter, hvor han havde ordnet
alt så godt, hvor han havde sørget for,
at man ad lune gange kunne komme
selv til hølader og fårehuse, hvor hver
mindste ting var vel udtænkt og godt
gennemført. Om det så var bækken,
der før løb et godt stykke borte, hav-
de han med snildhed og flid givet den
et nyt løb, så at den nu faldt lige forbi
husene. Og ikke nok med det — han
havde bygget et hus over den, at man
ikke skulle behøve at grave sne og
hugge is, hver gang man ved vinter-
tid skulle hente vand. Og selv dette
lille brøndhus stod ved en gang i for-
bindelse med den øvrige gård. Når
man en stille dag — som nu i dag —
gik forbi denne gang, kunne man høre
vandet klukke derinde, levende og vå-
gent — klukke og smånynne i det lille
fald, som Høskuld havde lavet, for at
man lettere kunne fylde en spand. Ak
— Høskuld.. Alt var her ordnet med
flid og snild. Og ordnet godt. Hvor det
lignede ham, at han i går morges hav-
de Været så ked af, at han endnu ikke
havde fået tørvene i hus. Som om det
var nogen sag for hende at hente den
smule, hun skulle bruge under hans
fravær, den halve snes skridt hen til
stakken! Nu til morgen havde det
ganske vist været rart, om hun var
sluppet for at gå ud for at hente tørv
— der blev nok dybt at grave! Men
foreløbig kunne børnene få den varme
mælk fra koen. Hvis de da ikke var
faldet i søvn — de små skind. I så fald
ville hun ikke vække dem.
Nej — børnene sov ikke. To par
strålende øjne mødte tranlampens
Som en brølende brænding står pol-
havets bitre ånde, hvis fugt er flintret
til is, indefter dalen. Som vrede skum-
piskede vande oversvømmer den det
stenfrosne jordsmon, hvor den lodden-
benede rype sammenkrøben lader sig
sne til, for i sit snehul at bjerge livet
ved varmen fra sit eget blod. Som af-
sindige naturmagter i tøjlesløst ud-
brud hyler den frådende sne omkring
hver sten, hver bakke, hvert hus, hver
klippe i landskabet.
I nat er der ingen nåde. Alt hvad
der færdes ude må dø.
De små hytter i Grundarkot står og
dirrer under stormens grimmige tag.
Som et uhyre, der er ude for at øde
liv, vræler den sin vanvidssang uden-
for vinduerne. Børnene er krøbet fra
deres seng over i morens, ligger og
klemmer sig ind til hende. Der hersker
en tung tavshed i den lille badstue.
Kun engang har lille Gudny hvisket
ud i mørket: Gud er vred.. Ingen har
svaret hende. Moderen har sit at tæn-
ke på og ængstes for. Og Arni, som er
ni år, hele fire år ældre end søsteren,
har tænkt ved sig selv, at det nok
ikke er Gud, som raser derude. Men
han nøjedes med at tænke det. Gudny,
moderen, siger: Sov, gode børn,.. Så
ties der igen i badstuen. Men der so-
ves ikke.
En sådan nat soves der ikke mange
steder i Hedinsfjord — denne fjord,
der ligger åben mod vinterens onde
vætter — denne fjord, som vugger
natsolens blod på sine bølger ved mid-
sommertid. Solhvervsstormen, som ra-
ser derude — en storm, som kan kom-
me lidt før, lidt senere, men aldrig
udeblive — farer hen over nøgne,
skræmte hjerter under hytternes ta-
ge, farer henover sind, hvis strenge
er bristefærdigt spændt.
Gennem århundreders beske erfa-
ringer er det indpodet i slægten, at en
sådan nat sker der noget. Onde magter
er ude, landets hårde guder holder of-
ferfest. I morgen — eller måske om en
uge, måske først om fjorten dage —
vil det vise sig, hvem der denne gang
er ramt, og hvor hårdt. Eet er givet:
noget ondt vil der ske. En rædsel, som
endnu er ukendt, vil gro af denne nå-
deribbede nat. Den viden ligger gemt
i enhvers blod — nedarvet bestandig
opfrisket, uudryddelig. Hvis der tales
om en husfælle, som er fraværende,
sker det gerne i en let tone — men
med ildevarslende pauser. Måske græ-
des der kun, såfremt manden vender
helskindet hjem. Da løsnes hjertet i
glæde. Da falder der en tåre.
Men såfremt faren er åbenlys, tales
der ugerne om den fraværende. Selv
lille Gudny har det i blodet — det var
først langt hen på natten, hun spør-
ger:
„Mama — tror du, papa er nået i
land — inden stormen?"
Og så brister hun i gråd.
Hvad skal Gudny, moderen, svare
hende? Hun svarer ikke. Hun nøjes
med at tørre hendes tårer i mørket.
Og kysse hende. Det er Arni, mand-
folket, der siger:
„De må ha’ haft en vældig god bør
indefter fjorden, lige før stormen brød
løs! — Så hvis de har været ude i or-
dentlig tid.
Arni udtaler her moderens eneste
håb: at båden, hvori hendes mand be-
fandt sig, måtte have været ude af
Hedinsfjord og forbi næsset, inden det
for alvor blæste op. I så fald har den
nok klaret sig i land etsteds i Siglu-
fjorden.
„Du bliver nok en god sømand, du
Arni", siger moderen, for dog at sige
noget, og stryger ham over håret —
hvor hun dog kendte den genstridige
hvirvel over panden!
„Jeg skal sejle dem sønder og sam-
men, ligesom papa gør!" praler Arni
oplivet: „Jeg skal.. Det var papa, som
den gang, da de fangede den store
flynder, fandt på, at de skulle skære
hovederne af al torsken, for at den
vældige fisk kunne være om bord
uden at båden sank. Papa hitter altid
på råd! Det var også papa, som den
gang, da den gamle båd var ved at
glide fra hinanden ude midt på fjor-
den, slog et reb ned om kølen og
strammede til."
„Men det bedste var nu alligevel,
den gang papa reddede de fem heste
ud af sneskredet!" bryder lille Gudny
ind.
„Var det det!" håner Arni i ældre-
broder-tone: „Det bedste var vel nok,
den gang han klarede sig selv ud af
sneskredet, lille dumrian!"
„Jae — men det havde jeg rent
glemt", indrømmer lille Gudny føje-
lig-
„Papa har nok også klaret sig i land
i aften!" vover Arni endelig at spå —
noget i stemmen modsiger dog det
sikre i ordene.
Det samme tænkte i øvrigt mode-
ren. Høskuld var en mand uden frygt.
Og en mand uden frygt har ti udveje,
hvor andre har een — eller ingen.
Høskuld var en gang i sne og nat-
mørke styrtet ned i en kløft og kom-
met uskadt fra det. En anden gang
havde han en frostnat to gange været
i vand til halsen, for så henad mor-
40