Atuagagdliutit - 14.12.1961, Blaðsíða 40

røde skin, da moderen lyste hen over
sengen. Og det var med en yderst vå-
gen stemme, at Arni spurgte:
. „Hvorfor lysner det slet ikke i dag,
mama!“
Gudny standsede. Allerede et par
gange denne morgen havde hun følt
en sær uhygge overskylle sig —- en is-
nen gennem kroppen, fremkaldt af
denne mærkelige stilhed. En stilhed,
der med et kvælende strubetag syntes
at ville standse hendes åndedræt. Men
det var kun et øjeblik — hun blev
stående uvis og lyttede — så sagde
hun roligt:
„Nu skal mama snart komme ud og
få raget sneen af ruderne, gode børn!"
Arni var i samme nu ude på gulvet:
„Det skal jeg nok ordne, mama!“
Han havde i sinde at udrette adskil-
ligt mere i dagens løb — hente tørv,
bære vand til koen og fårene, muge!
. .Han lod munden løbe om disse og
andre påtænkte bedrifter, mens han
kom i tøjet og ind imellem tog lange
slurke af skålen med den varme, end-
nu skummende komælk.
Moderen ville nu nok være med til
at hente tørvene — dog foreløbig kom
de to ikke længere end til gårdsdø-
ren. Den åbnede udad og var ikke til
at rokke. Der måtte have lagt sig en
snedrive opad den —■ ja helt op over
den! Mor og søn lo ad disse strabad-
ser. For heldigvis var der en anden
udgangsdør — døren til fårehuset. Og
den åbnede indad! Imidlertid — da de
fik åbnet den, stod de også der foran
en væg af sne. Da lo de endnu mere.
De var sneet inde!.. Arni glædede sig
allerede til, hvor meget der nu blev at
fortælle faderen. De syntes, det var en
kostelig situation, at de således var
spærret inde af mandshøje snedriver.
Hvilket vejr det dog måtte have været
derude!
„Der bliver ikke andet for, jeg må
krybe ud gennem røghullet!“ lo Arni.
Men hvordan komme derop?
Allerførst fik de fat på en lang
brodstav. De ville prøve at bore et
hul i driven foran fårehusdøren —
måle, hvor tyk den var.
Længe stak de og prikkede i alle
retninger, også skråt opefter, men
driven syntes at være tykkere, end de
havde beregnet — den syntes at være
meget tyk. Selv ikke når man kiggede
ind i de huller, brodstaven havde la-
vet, kunne man skimte den mindste
lysning. Gudny begyndte så småt at
tænke sit.
Men Arni, han var stadig ubekym-
ret og munter. De gav sig på ny i lag
med gårdsdøren. Gudny fik den skub-
bet af hængslerne. Men heller ikke
her var driven til at gennembore. —
Gudny fandt en skovl og gav sig med
eet til at grave — hidsigt — udad og
opad.. Snart haglede sveden af hen-
de, og håret hang i tjavser. Arni stod
og lyste for hende med tranlampen —
fulgte hende med skræmte øjne. Gud-
ny bare gravede løs. Smed store
skovlfulde sne ind i det lille forhus.
Sagde med eet vredt:
„Træd sneen ned og skaf plads!
Bestil dog noget, knægt!"
Klynkende så småt gav Arni sig til
at trampe sneen til — nu og da skif-
tede tranlampen fra den ene valne
hånd over i den anden. Moderen æn-
sede ham ikke. Bare gravede.
Imens arbejdede hendes tanker. Og
efterhånden blev hun roligere. Hun
havde adskillige gange oplevet, at der
lagde sig store driver op foran en
gårds døre og vinduer. Men hun hav-
de aldrig før oplevet, at disse driver
var så tykke, at de helt spærrede
dagslyset ude — at sneen indefra var
at se i som en mørk, gnistrende mur.
Hun smed pludselig skovlen og løb ind
i ildhuset.. Nej — heller ikke fra røg-
hullet skimtedes der så meget som
blot anelsen af en lysning.
Gudny blev stående en stund i mør-
ket — søgte at vænne sig til den tan-
ke, at hun for alvor var indesneet. At
snehavet simpelthen havde lukket sig
over den lille gård. Druknet den! At
stormen måske vedblivende rasede
derude — der oppe over hustagene. Og
kunne blive ved at rase, både i to og
ti — ja i tyve dage!
Så længe uvejret stod på, ville intet
menneske komme forbi gården — så
meget var sikkert. Og når så vejret
lagde sig, og folk opdagede, at gården
lå på bunden af et snehav, der måske
fyldte dalen — ville de så mon prøve
på at grave sig ned til den? Men selv
om de prøvede derpå — ville de finde
den?.. Hele vinteren kunne de blive
ved at grave forgæves, såfremt sneen
havde lagt sig rigtigt tykt og glat i
bunden af dalen. At søge en gård
gennem sneen ville være som at søge
efter et sunket skib i usigtbart hav-
dyb. Ja, håbløsere og vanskeligere
endnu.. Hendes og børnenes stilling
var med andre ord så slem, som den
vel kunne være — ene på bunden af
dette mørke, hvide dødens dyb. Ene
— og uden brændsel. Den smule vand
i bækken ville vel også blive borte —
det havde hun oplevet før i hårde sne-
vintre. Og når så tøen kom, ville van-
det trænge ind fra alle sider — fylde
husene.. Men siden hun og børnene
var så ilde stedt, måtte Høskuld leve!
Det følte hun sig med et overtydet om.
For det hørte med til slægtens anelser
og overleveringer, at det ikke gik alle
ilde på een gang. . Høskuld levede!
Gudny gik med faste skridt ud til
Arni, der stod ubevægelig, hvor hun
var gået fra ham og stirrede mod det
mørknende snehul, tog lampen fra
ham og klappede ham på hovedet:
„Vi er nok sneet inde, lille Arni —
og det er jo galt nok", sagde hun med
fast og rolig stemme: „Men nu ved
mama, at papa lever — hører du det?
Mama ved det! Og vi to — vi skal nok
grave os op igennem driverne, om vi
så skal grave fra nu af og til nytår!"
Moderen var så tryg i stemmen, at
Arni straks lod sin skræk fare og be-
gyndte roligt at drøfte tingen med
hende. Hvor skulle de gøre af sneen?
Stuve den til side i skemmaen og de
andre udhuse, hvor der var plads —
og trampe den godt til? Ja, der var
ikke andet for.. Men brændsel? De
kunne jo hverken koge grød eller kød,
intet koge, måtte spise kold mad.. Og
brød kunne de ikke bage.
„Først af alt graver vi os en gang
ud til tørvestakken!" afgjorde Gudny.
De tog straks fat på denne gang ud
til tørvestakken. Da de havde arbejdet
på den i fire dage og fået den atten
alen lang, blev de klar over, at de
måtte have taget forkert retning. De
havde imens ikke andet at spise end
sur blodpølse og så mælketåren fra
koen. Humøret sank. Hernede i mør-
ket og dødsstilheden var der som i en
grav. Mor og søn færdedes for det
meste tavse omkring i det flakkende
skær fra den osende tranlampe. Arni
røbede sin forståelse af situationen
ved en overmåde tjenstvillighed —
ikke på anden vis.
Tranlampen brændte dag og nat. —
Hvis den gik ud, ville de være dømt
uhjælpeligt til mørket. For nu var
arneilden slukt. Gudny sænkede med
bævende hjerte den lille flamme ved
aften — trak vægen så langt ned i
tranbeholderen, at lyset lige levede
med en lille rød kærne i en skal af
blåt. Det tømte uhyggeligt på tran-
forsyningen. Hun turde knap sove af
angst for, at lyset skulle slukkes. Bare
et lille uheld — og de ville være over-
givet til mørke og ørkesløshed.
En morgen lagde hun mærke til, at
badstuetaget var begyndt at give sig..
Et øjeblik sad hun på sengekanten,
døde indvendig — opgav håbet. Men
så kom hun i tanker om loftet i skem-
maen. Der var der brædder!.... Og
Gudny fik nu travlt med at rive dette
loft løs, spalte brædderne, lave skrå-
stivere til badstuens synkende tag. —
Hun turde slet ikke tænke på, hvor
dybt de måtte være begravet, siden
taget gav sig. Det stærke tag! Hun
havde heller ikke tid til at tænke
derpå.. Også andre tage måtte efter-
hånden støttes. De svære spær stod
bøjet som spændte buer. Langsomt
sank døden ned over det lille hus. —
Sank og sank. Koldt og isnende, og
med varslende dryp fra sneen, der
smeltede så småt ved varmen fra hus-
dyrene.
Men Gudny gav ikke op. Høskuld
levede! Det følte hun sig stadig over-
tydet om. Og såfremt det på nogen
måde var gørligt, agtede hun at redde
børnene, redde koen, redde fårene —
redde den lille gård og sig selv. Så-
fremt det stod i menneskelig magt!
Hendes dødsens fortvivlede stilling
gav hende en opfindsomhed, ingen før
havde vidst af, at hun ejede. Af de
spinkle støttebrædder lavede hun et
helt fletværk, der øgede deres bære-
evne — slog dem sammen til kors og
rammer, vogtede med et altseende øje
på hvert enkelt svagt punkt. Hun fik
ikke megen søvn. Men når hun sov,
sov hun som en død.
Det blev juleaften.. Gudny og bør-
nene satte sig ned hos koen — for sel-
skabs skyld. Krøb ind i dens bås og
ind til hinanden. Og sad så der og
sang julesalmer. De sang også andre
salmer — alle de salmer, de kunne.
Til sidst sang de folkeviser og børne-
remser — hvilede hjertet ud i sørg-
mod og nærende tålsomhed. Koen lå
tryg og tilfreds og tyggede drøv, lagde
sin mule i Gudnys skød, lod sig kæle
for. Og da de i aften fodrede fårene,
måtte de have glemt at lukke døren,
for pludselig fyldtes den lille stald af
brægende lam, først sky, trængende
sig sammen og tumlende om hinanden
i krogene, men senere så trygge, at de
undersøgte koens krybbe og snusede
til Gudnys og børnenes hænder, om de
ikke skulle lugte af brød eller andet
godt ædeligt.
Hver ledig stund gravede Gudny og
Arni på tunnelen op til sneens over-
flade — trappestigen til livet. De
trådte hvert knæhøjt trin hårdt og fast
til. Derefter borede de sig videre op-
over. De var nået ti trin til vejrs, og
var således et godt stykke oppe over
gårdens tage, men stadig var der in-
gen lysning at skimte gennem sneen.
Intet bud om dag. Den tanke strejfede
Gudny, at verden vel kunne være gået
under — at al bygd, alt land kunne
være sneet til med bjerghøje brædyn-
ger! De kunne grave og grave, så læn-
ge de endnu havde noget at nære sig
af — men hvis de en dag nåede op
gennem snelaget, var det måske bare
for at overskue en øde, en uddød
jord, hvor intet liv mere trivedes.
Hun skød vredladen tanken fra sig.
Arni og hun arbejdede vedblivende
med skovlen — efterså regelmæssigt
de tyngede tage — udbedrede støtte-
stolperne, hvor de truede med at svig-
te — gravede hver ledig time på trap-
pen. Bed gruen i sig og bare gravede,
gravede.
Vandet i bækken begyndte at svin-
de så småt. Der var snart ikke mere
vand, end at de magelig kunne op-
samle alt, hvad der flød til. De havde
altid en spand eller balje stående un-
der det sparsomme fald, der nu kun
dryppede dråber. Intet måtte gå til
spilde.
Fårene fik for længst ikke vand at
drikke mere, de måtte nøjes med at
spise sne. Gudny prøvede også på at
vænne koen til at spise sne mod tørst.
Men det mærkedes på mælken — hel-
ler ikke den flød så rigeligt som før.
Kilderne var ved at tørre ud — også
modets kilder.
Arni slog en dag på, om de dog ikke
skulle se at finde tørvestakken. Men
skulle de søge den til venstre eller til
højre for den gang, de forgæves hav-
de gravet? De vidste det ikke!
Derimod vidste de, at etsteds oven-
over deres hoveder måtte der være lys
og dag og luft som før i verden. For
det måtte der vel? Det snehav, på hvis
bund de arbejdede, måtte da havé en
overflade!
Nytårsdag brød de igennem. Nyt-
årsdag!. . Det var, som havde de aldrig
før vidst, hvad nytår var. Nytår — det
var altså sådan: frisk luft i lungerne,
sol og isblå himmel.
Tretten trin oppe var sneen be-
gyndt at lysne. Da det gik op for Gud-
ny, brød hun sammen — satte sig ned
og måtte holde på sit hjerte. Det true-
de med at sprænge brystet. Men kun
et øjeblik sad hun.
Da hendes eneste anfald af svaghed
var overstået, tog hun fat på ny, ar-
bejdede som en gal. Arbejdede som
den første dag — øste sneen nedover,
og talte hårdt og kort til Arni, der sled
med at få den af vejen. Pludselig stod
de i et væld af lys fra en blå, klar,
stille himmel — femten høje trin førte
op til en sneflade, der under det per-
lende himmelblå strakte sig bølget og
fint rillet udefter og indefter mod en
sneblå hede til den ene side, en dag-
blå fjord til den anden. Og gled i eet
med glatte bjergsider.
Gudny fo’r ned og hentede lille
Gudny, pakkede hende ind i et uld-
sjal, sprang med hende knuget i fav-
nen op ad de stejle glatte trin — Arni
stod allerede deroppe, omvældet af lys
og stirrede med hånden over de halv-
blinde øjne mod en mørknende linie
i landskabet, op over hvilken mange
mænd kom til syne. En hel flok!
En af disse mænd begyndte med eet
at løbe, skilte sig ud fra de andre og
nærmede sig i tungt trav over den is-
hårde sneflade. Gudny vidste, inden
hun endnu kendte ham, at det måtte
være Høskuld.. Høskuld!
Da brast hun i gråd, knugende lille
Gudny ind til sig — en kort hikstende
gråd. Allerede inden Høskuld nåede
dem, havde hun fået øjnene tørret —
stod smilende, en lille smule undseelig
stolt, og mødte kejtet hans kys.
Høskuld standsede, stirrede ned i
sneskakten. Stirrede. Han stod længe
bortvendt med blinkende øjne. Gudny
lod ham i fred.
Da Arni syntes, at nu havde tavs-
heden varet længe nok, sagde han —
og stemmen vaklede, som en fugl i
flugt for et stormkast:
„Vi har haft et vældigt slid, papa!"
Høskuld lagde hånden på hans ho-
ved. Så vendte han sig med nedslagne
øjne mod konen:
„Først i går har man kunnet komme
udenfor en dør. Jeg — jeg kom hertil
i morges.. Vi havde aldrig fundet jer,
er jeg bange for".
Høskuld rømmer sig:
„Hvornår sneede I for alvor inde?"
„Natten efter at du var rejst..“
Høskuld stryger sig over panden, si-
ger med blikket langt borte:
„Atten døgn..“
Men nu nærmer sig de mænd, som
Høskuld har hentet til hjælp ude fra
bygden, tolv i tallet. Der kommer uro
i den lille gruppe. Og midt i denne uro
spørger pludselig lille Gudny — med
sin klare, uerfarne barnestemme,
spinkel og dog fyldig — en stemme
som fra en anden verden:
„Er Gud ikke vred mere, mama?"
Ingen hører hende. Ingen svarer
hende. Med store øjne stirrer hun på
alle disse forunderlige voksne, der ta-
ler om ting, som ikke interesserer
hende.
vor tids bedste
naturlige
sundhedsdrik
Hele året har børn og voksne behov for C-vitaminer, derfor skal vi have
C-vitamin hver dag! - og det får man bedst gennem Ribena. Ribena er
nemlig fremstillet af fuldmodne solbær, som indeholder mere C-vitamin
end nogen anden frugt. Drik Ribena hver dag ... året rundt.
CHURCHILL
BONAPARTE
BRIDGE
PANTOS
FOLIO
z
o
3
O
Z
LU
O.
O
>-
£
«/>
<
OL
£
O
se
/Ri\
FUNCHAL
jntdlilernerane ukiortålemeranilo pisiniartori-
ssartagkavnt taniaisa ukiumut Kangintilersu-
nnit Kujavdluta jutdlime ukiortamilo pivdluar-
Kiiv agnt

CIGAR & TOBAKSFABRIKKER
København — Nykøbing F
C ANOE
EIFFEL
PETIT
Z
>
so
03
O
LO
-I
O
z
z
>
o
>
z
n
>
o
O
41