Atuagagdliutit - 14.12.1961, Side 43

Et grønlandsk tidsbillede
Fangst- og levevilkår
for halvandet hundrede år siden
Langt tilbage i tiden har jagten på
havdyr været den vigtigste jagt i
Grønland, navnlig sælhundejagten, og
hvis denne ikke fandtes, ville grøn-
lænderne ikke have kunnet bebo deres
øde og kolde land.
Sælhunden skaffede befolkningen
de allerfleste af livets fornødenheder,
mad, klæde, varme, lys, befordrings-
midler, fangstredskaber m. m.; var der
mange sælhunde, levede man i over-
flod og struttede af velvære, var der
ingen, betød det smalkost og sulte-
føde.
Ved siden af sælhundefangsten
spillede i gamle dage også hvalros-
fangsten en vis rolle, og hindrede is-
og vejrforhold fangsten af havdyr i
det hele taget, betød det på en tid, da
skibsforbindelsen med Danmark var
indskrænket til nogle få gange om
året, usle ernæringsforhold og tit lige-
frem hungersnød.
Et billede af forholdene heroppe får
man af nogle indberetninger fra be-
gyndelsen af forrige århundrede og
indtil krigen mellem Danmark og
England i årene 1807—14 helt afbrød
forbindelsen.
Året 1803 betegnes som et usædvan-
ligt dårligt år på hele den grønlandske
kyst.
Det foregående efterår havde været
meget uroligt og stormende med lang-
varigt islæg, og som følge heraf slog
næsten al fangst fejl, hvilket især
gjaldt hvalfangsten, der var sløjere
end nogensinde tidligere. Der fangedes
kun 6 hvaler — 2 ved Godhavn, 1 ved
Hunde Ejland, 2 ved Claushavn og 1
ved Holsteinsborg — og i stedet for at
have noget at afsætte til Handelen
savnede grønlænderne selv det nød-
vendige til livets ophold, især ved
Godhavn, hvor der i adskillige uger
kun blev fanget 8 sæler til et par hun-
drede menneskers underhold.
Der blev fra Handelens side tildelt
grønlænderne dansk proviant, dan-
skerne hjalp dem af deres private for-
råd, og inspektøren lod for egen reg-
ning udsætte garn i søen og gav grøn-
lænderne både spæk og kød af, hvad
han fangede, et eksempel, der fulgtes
af andre danske, men dette alene kun-
ne dog ikke afværge, at grønlænderne
måtte bruge gamle skind og lignende
til næringsmidler. Deres lamper var
slukkede, og med dem manglede de
lys og varme; det første savn blev af-
hjulpet ved, at der af og til udlevere-
des dem tællelys, men det sidste kun-
ne man ikke råde bod på.
TRE HULLER
Der blev dog omsider en ende på
elendigheden, idet man opdagede tre
narhval-savsat, hvilket vil sige huller
i isen, som sødyrene lavede sig, og
hvor de i almindelighed kunne træf-
fes i betydelig mængde.
Det første og største hul blev fundet
ved Kronprinsens Ejland i sidste halv-
del af marts omkring 2 mil fra land,
men transporterne den lange vej fra
fangststedet til land gjorde indbjerg-
ningen af det fangede meget besvær-
lig. Inspektør Motzfeldt, der i en uges-
tid daglig mødte ved hullet for at op-
muntre såvel de danske som de grøn-
landske fangere, bevilgede grønlæn-
derne, for at fremme transporten, 48
sk. højere betaling for hver ballie
spæk, der bragtes ind til logen, og på
denne måde indkom til Handelen hen-
ved 300 totønders fade spæk og om-
trent 200 enhjørningshorn, den da
gængse betegnelse for narhvaltæn-
der.
MANGEL PÅ HUNDE
Det andet hul fandtes i april ved
kolonien Christianshåb, men bjergnin-
gen af fangsten var her forbundet med
endnu flere vanskeligheder. Der var
ganske vist 3 mil nær fangestedet en
ø, men da denne var blottet for be-
boere, måtte spækket med utrolig
møje og besvær køres henved 10 mil
direkte til kolonien; også her tilstodes
der opmuntringer for at få bjerget så
meget som muligt, men den lange
transport forårsagede dog, at ikke alt
det fangede kom til nytte, og hele ud-
byttet blev kun 60 ballier spæk og 23
horn.
Under sit ophold i bugten erfarede
inspektøren, at et tredie hul var fun-
det 9 mil fra Godhavn, og der blev
straks truffet foranstaltninger til at
benytte sig af det. Her blev Handelens
part 140 totønders fade spæk, men den
ville være blevet større, hvis ikke
vejens længde og savnet af hunde, af
hvilke de fleste under den forudgåen-
de hungersnød dels var fortærede,
dels døde af sult, havde hindret det
fulde udbytte af det fangne; der fan-
gedes på samme tid to hvaler ved
Godhavn, og dette var selvfølgelig et
stort held under de foreliggende om-
stændigheder, men bidrog på den an-
den side også til, at opmærksomheden
i nogen grad afledtes fra fangstmulig-
hederne ved det fundne hul.
Garnfangsten, der ellers plejede at
lykkes under langvarigt islæg, slog
dette år også fejl, og ved K’uanak i
det nordlige inspektorat, hvor denne
fangst havde sit egentlige sæde, fore-
kom det mærkelige, at i et år, hvor
der fra hele det øvrige Grønland kla-
gedes over streng vinter og islæg, an-
førtes som årsag til garnfangstens
mislykke her, at islæget begyndte så
ualmindelig sent som i midten af fe-
bruar, og at et tidligt forekommende
forår med regn i begyndelsen af
april gjorde isen landløs og derved
hindrede muligheden for fangst, der
ydermere også led under tabet af
hunde til transporterne.
I det sydlige inspektorat skal vin-
teren have været endnu strengere end
i Diskobugten, og de ældste menne-
sker kunne ikke erindre dens lige. Den
ellers udmærkede hvalfangerkoloni
Holsteinsborg fik kun een eneste hval,
og islæget her overgik, hvad i mands
minde var set.
De Handelen tilhørende og fra Dan-
mark udsendte 8 skibe nåede dog i
årets løb lykkeligt herop med deres
ladninger, hvoraf der var for 17.000
rdl. provisioner foruden handelsvarer,
materialer og inventar samt jern- og
træbåndsfadeværk, og hjembragte 215
tønder hval- og krepokakspæk, 2876
tønder sælspæk, 42 tønder haj- og tor-
skelever, 28623 barder, 139 ræveskind,
13429 sælhundeskind, 34 bjørneskind,
3657 pund edderdun, 37 pund fåreuld
og 116 enhjørningshorn.
MASSEVACCINATION
Landets sydligste del truedes dette
år også med en ny ødelæggelse af
børnekopper, som viste sig i Frede-
rikshåb hen på sommeren, men ved
heldigt trufne sikkerhedsforanstaltnin-
ger og ved vaccination blev sygdom-
men dog standset allerede i sit første
udbrud uden tab af menneskeliv, idet
det lykkedes at begrænse sygdommen
til en grønlandsk kvinde, der også
kom over den.
Ved denne lejlighed gjorde købmand
Muus, missionær Rosenvold og assi-
stent Schytte sig meget fortjente. For
at spærre alt samkvem med den syge
kvinde påtog de sig det daglige tilsyn
med hendes telt samt hendes pasning
og pleje, og vedblev dermed indtil
vaccinationen havde slået an på ste-
dets øvrige befolkning. Efter den tid
fik de raske lov til at besøge den syges
telt, og ingen blev smittede, hvilket
W4.LTEI? J E5SEN 4.G&
Danasvej FG—30 København V.
Telegramadresse: Waltjessen
Hårdtræ — Trælast — Krydsfiner —
Isoleringsplader — Plasticplader
finerlt mångertut — Kissult krydsfl-
nerlt — OKorsautlgssat sellodexlkut
åsslgissaitdlo — plasticpladit
således viste, at vaccinationen havde
været et sikkert forebyggelsesmiddel;
foruden i Frederikshåb, hvor 230 per-
soner podedes, vaccineredes ved Fi-
skenæsset 189, ved Godthåb 145, ved
Ny Sukkertoppen 30 og ved Holsteins-
borg 77 personer af begge køn fra det
spædeste barn til mennesker i 60 års
alderen.
I det nordre inspektorat derimod,
hvor en sådan foranstaltning var på-
begyndt i 1802, havde den ikke svaret
til forventningerne, idet vaccinen,
hvormed dette såvel som det søndre
inspektorat forsynedes fra København,
havde vist sig uvirksom her.
HVIDFISK I GARN
I året 1804 var produktionen de fle-
ste steder tålelig god, og hvalfangsten
bedre end i en del foregående år; der
blev fanget 44 hvaler og foruden ind-
bragtes ved Egedesminde 3 drivhvaler.
Om vinterens beskaffenhed, hvorpå
landets fangstheld så meget beroede,
meldtes fra det søndre inspektorat, at
året havde været usædvanligt mildt,
idet kulden havde vekslet mellem 2 og
12 grader, men desuagtet havde for-
medelst meget stille vejr en vedvaren-
de is dækket havet fra Julianehåb til
Godthåb og hindret grønlænderne i
fangsten på sødyr.
Fra det nordre inspektorat meldtes
ligeledes om vinterens sjældne mild-
hed; den vekslede jævnligt med tø og
frost, og det meldtes som noget usæd-
vanligt, at formedelst islæg var for-
bindelsen mellem Godhavn og de fle-
ste steder i Bugten spærret lige til en
uge ind i maj.
Fangsten under isen med garn led
også af samme grund, endog ved det
gode garnsted Umanak, hvor der sam-
me år opførtes et nyt, stort spækhus
af kampesten; der blev trods årets
dårlige fangstforhold imidlertid dog af
Handelens betjente og det danske
mandskab fanget 2381 sælhunde og 11
hvidfisk, der tilsammen forøgede ko-
loniens øvrige produktion med 287
tønder spæk.
Det var først fornylig, man havde
gjort forsøg på at fange hvidfisk i
åbentvandsgarn, som udspændtes i lø-
bene mellem øerne, hvor disse sødyr
havde deres gang. Købmand Steen ved
Christianshåb, som var den første, der
havde lagt sig efter denne fangstme-
tode, havde i 1804 det held at fange 33
hvidfisk, og assistenten sammesteds
indbragte ved at følge hans eksempel
30 af disse.
Til besejlingen anvendtes dette år 7
skibe, hvoraf 6 kom tilbage til Dan-
mark inden udgangen af september;
det sidste var ved indsejlingen i Kat-
tegat i de første dage af november så
uheldigt at gå på grund på Trindelen
ved Læsø, men kom dog mod en bjer-
geløn på 1000 rdl. til øens beboere af
igen.
De til Danmark hjemgående skibe
medbragte 3914 tønder hval- og
krepokakspæk, 2605 tønder sæl- og
hvidfiskespæk, 28 tønder haj- og tor-
skelever, 9534 barder, 182 ræveskind,
5100 sælhundeskind, 6 bjørneskind, 21
rensdyrskind, 44 hareskind, 4913 pund
edderdun, 1605 pund fuglefjer, 19 pund
fåreuld og 190 enhjørningshorn.
I juni 1805 udgjorde folketallet så
vidt vides 6046 mennesker; af de for-
skellige kolonier havde Holsteinsborg
den mindste befolkning, nemlig 129,
og Julianehåb den største med 1819.
MERE TIL GRØNLÆNDERNE
Dette år foretoges en ændring i for-
delingen af hvalfangstudbyttet mellem
Handelen og fangerne.
De fangne hvaler var hidtil blevet
delt mellem Handelen og grønlænder-
ne på den måde, at hver fik en halv-
part, og når grønlænderne afhændede
den dem tilfaldne halvpart til Han-
delen, blev betalingen ydet efter en
bestemt takst for barderne og spæk-
ket. Dette ændredes nu således, at
grønlænderne beholdt to trediedele af
de fangne hvaler, medens Handelen
kun fik en trediedel som erstatning
for brugen af feltet og den hjælp, som
det danske mandskab ydede ved fang-
sten, men til gengæld måtte grønlæn-
derne lige med Handelen bære tabet
ved de under fangsten forliste fleet-
sorter. Endvidere ændredes indhand-
lingsprisen for spæk og barder, idet
spækket nu betaltes højere og barder-
ne ringere end tidligere som følge af,
at spækket var blevet en vigtigere ar-
tikel end barderne, idet trannen var
steget i pris hjemme i Danmark, men
bardernes pris derimod faldet. For at
fremme kappelysten blandt fangerne
udsatte man desuden fra det tidspunkt
årligt tre små præmier ved hvert
etablissement for de grønlændere, som
leverede produkter af højeste værdi.
I 1805 blev der fanget 38 hvaler,
hvortil kom 3 drivhvaler, og af disse
41 hvaler udbragtes 4822 tønder spæk.
Produktionen af sælhundefangsten
var samme år ret god, og særlig i det
søndre inspektorat bedre end året før.
Garnfangsten, som man stedse søgte
A/s EM. Z. SVITZERS BJERGNINGS-ENTREPRISE
j
Svitzerip KaKitsiniutauteKarfia
GRUNDLAGT 1833
tungavilerneKarpoK 1833
TELEGRAM-ADRESSE: „SVITZERSALVAGE" KØBENHAVN
mis „SIGYN“ som var stationeret i Grønland i sommer
m/s „SIGYN“ aussaK måna Kalåtdlit-nunånlsimavoK
Bjergning, bugsering, undervandssvejsning og -skæring,
skibsreparationer og dykkerundersøgelser
KaKitsiniarneK, kalingneK, imap iluane svejsinik avguinerdlo umiar-
ssuamik iluarsåussineK ancartartutdlo atordlugit misigssuissameK
at udbrede, blev i det nordre inspek-
torat drevet for privat regning, og den
samlede produktion, hvoraf Umanak
leverede den største part, udgjorde 143
tønder hvidfisk- og 410 tønder sæl-
hundespæk samt 3890 sælhundeskind.
I det søndre inspektorat blev garn-
fangsten ligesom tidligere drevet for
kongelig regning, men islæget tillod
ikke her som i norden at bruge små
garn, som sattes under isen, hvorfor
fangsten fandt sted i åbent vand med
garn af betydelig størrelse, men man
var herved udsat for større tab ved
garnforlis.
ET LÆSESELSKAB
I årets løb greb en ondartet bryst-
svaghed om sig og viste sig mest hos
grønlænderne, men borttog dog ikke
noget stort antal undtagen ved Julia-
nehåb, hvor 85 mennesker døde.
I øvrigt kan nævnes, at i 1805 op-
rettedes i Godhavn på initiativ af in-
spektør Motzfeldt et allerede en halv
snes år tidligere af inspektør B. J.
Schultz planlagt Nordgrønlands Læse-
selskab, i hvilket overbetjente, mis-
sionærer og nogle af de faste under-
betjente var interessenter; biblioteket
grundlagdes ved gaver og udvidedes
ved årlige nyanskaffelser.
Grønland blev i 1805 besejlet af 7 og
i 1806 af 8 skibe, som alle gjorde lyk-
kelige frem- og tilbagerejser, men da
besejlingen af Julianehåb ofte var ble-
vet hindret ved islæg anskaffedes en
galease, som kunne bringe Juliane-
håbs produkter til Frederikshåb og
herfra sejle tilbage med koloniens for-
nødenheder; herefter bortfaldt en di-
rekte besejling af Julianehåb.
Værdien af de opsendte varer ud-
gjorde i 1805 omkring 74.850 rdlr.,
hvoraf provisioner for 26.038 rdlr., og
1 1806 ca. 87.200 rdlr., hvoraf provisio-
ner for 31.974 rdlr. De til Danmark
hjemgående skibe medbragte i 1805 af
hval- og krapokakspæk 3649 tønder,
af sæl- og hvidfiskespæk 3500 tønder,
af haj- og torskelever 114 tønder for-
uden 10363 hvalbarder, 409 ræveskind,
6578 sælhundeskind, 15 bjørneskind,
2 rensdyrskind, 110 hareskind, 3347
pund edderdun, 11 pund fåreuld, 40
stk. enhjørningshorn og 4 stk. haj-
skind; i 1806 hjembargtes 4122 tønder
hval- og krapokakspæk, 4726 tønder
sælspæk, 69 tønder haj- og torskele-
ver, 22495 stk. hvalbarder, 1137 ræve-
skind, 18289 sælhundeskind, 102 bjør-
neskind, 12 rensdyrskind, 226 hare-
skind, 11013 pund edderdun, 533 pund
fuglefjer, 387 pund fåreuld, 9 enhjør-
ningshorn og 24 tønder saltede torsk.
EN PYROMAN
I 1806 forliste en jagt ved Godhavn
og ved Arveprinsens Ejland en hval-
fangerchalup med tilbehør, Ny Suk-
kertoppen mistede sin togtebåd med
en del sælskind og spæk, og ved Ju-
lianehåb mistede ved kæntring en jagt
en betydelig ladning, som den havde
haft med herfra, og yderligere indtraf
et uheld af en i Grønland hidtil ukendt
art ved at spækhuset i Jakobshavn
brændte, men kolonien afhjalp dog
manglen af huset ved at føre et bin-
dingsværkshus hertil fra Christians-
håb; ilden formentes påsat af et ind-
født fruentimmer.
I årets løb fangedes 28 hvaler, hvor-
af to forlistes i uvejr og af en tredie
omtrent halvdelen, således at årets
fangst kun blev 25V2 hval foruden 2
drivhvaler, hvilket tilsammen ind-
bragte 3000 tønder spæk. Produktio-
nen af hvidfisk- og sælhundefangsten
udgjorde 110 tønder hvidfisk- og 599
tønder sælhundespæk samt 5366 sæl-
hundeskind, og Umanak leverede lige-
som året forud størsteparten.
Dette år begyndte man ved Fiske-
næsset og Godhavn at bringe garn-
fangsten på private hænder, efter at
man ved Ny Sukkertoppen for Hande-
lens regning havde haft godt held med
denne fangst, hvorimod af to ved Hol-
steinsborg gjorte forsøg på at fange
sælhunde med garn det ene mislykke-
des og det andet kun gik nogenlunde.
Samme år henlagdes anlægget Nor-
soak, der hidtil havde hørt under Ri-
tenbenk, under Umanak, som det lå
nærmere, og da Frederikshåb havde
et så vidstrakt distrikt, at de produk-
ter, som skulle leveres af de længst
borteboende grønlændere, enten mis-
lykkedes eller forringedes, valgtes et
udliggersted Arsuk til bolig for en
dansk mand, der for Handelens reg-
ning afkøbte de omboende grønlæn-
dere deres produkter; Upernavik, som
hidtil havde været et anlæg under
logen Godhavn, blev efter ønske af et
betydeligt antal grønlændere i distrik-
tet forandret til en selvstændig koloni.
Under krigen med England 1807—14
blev al forbindelse mellem Grønland
og Danmark afbrudt; en af Handelens
skippere, Svend Jensen, som var ble-
vet opbragt af englænderne, men hav-
de fundet lejlighed til at undslippe,
indberettede, at 6 af Handelens skibe
var tagne og ført til England og con-
demnerede tilligemed deres ladninger.
I. O,
44