Atuagagdliutit - 10.05.1962, Side 7

ger. Vi beder dem om bord, byder på
kaffe og udspørger ham om landet.
Det ene barn kan ikke være over to år
gammel, det er en livlig een. Jeg si-
ger:
„Det er et livligt barnebarn, du
har“.
„Hør“, svarer han. „Det er da mit
eget".
„Hvor gammel er du?“ spørger jeg.
Han tager piben ud af munden,
spytter og svarer: „78 år“.
„Hvor mange børn har du?“ fort-
sætter jeg.
„En og tyve", svarer han.
Under en tur i land besøger vi den-
ne pelsjægers hytte, et usselt byg-
ningsværk med en ovn, et par bænke
og et bord. Et mylder af unger inde
og ude — som vilde kaniner. Hans
første kone er død, men han har fået
en ny på nogle og tredive år, så der er
gode chancer for, at børnetallet vil
blive større. De har just ikke meget
jordisk gods, men den gamle fangst-
mand er fornøjet med livet. Det viser
sig tydeligt i det rolige, smilende an-
sigt, når han står og damper på piben
og lader blikket glide hen over sko-
vene.
ØRREDER MED MUS I MAVEN
Så går det længere sydpå ned langs
Labradorkysten, og nu bliver det til
en vidtløftig undersøgelse af en
mængde bugter og dybe fjorde, hvor
det kunne tænkes, at Vinlandsfarerne
havde slået sig ned: Black Bear Bay,
Hawke Bay, White Bear Arm., Alexis
Bay, St. Lewis Inlet — bare for at
nævne nogle.
Ude på havet kunne der ske mangt
og meget. Til tider kom tågen, og vi
måtte ligge der, eller det blev uvejr,
der fik „Halten“ til at blive livlig, el-
ler motoren satte ud og ville ikke me-
re. Men mine folk — skipperen Paul
Sames, Erling Brunborg og Dr. Mår-
tens lod sig aldrig slå ud, og det skulle
være meget galt, hvis skipperen ikke
ud på aftenen greb sin mandolin og
sang, så det gjaldede i kahytten.
I Hawke Bay havde vi en ufor-
For første gang fandt vi også ekskre-
menter efter elsdyr. Dyrene var ind-
ført for få år siden, for mærkelig nok
fandtes der ikke elg i Labrador. Det er
påfaldende, når man tænker på de
rige elgforekomster andetsteds i Ca-
nada.
Men Alexis Bay var ikke lutter fro-
dighed, den vældige skovbrand, der
for få år siden rasede og lagde store
områder øde, nåede også hertil. Døde
træer rakte til vejrs, og skovbunden
var sort. Erling Brunborg fandt de
forkullede rester efter en bjørn — ja,
hvilken katastrofe har det ikke været
for vildmarkens dyr, når flammehavet
rasede.
Vort hovedindtryk af de mange un-
dersøgelser, vi foretog langs Labra-
dors kyst fra Hamilton Inlet og sydpå,
er disse: Et dejligt land for jægere og
fiskere, rigeligt med skov, men fattigt
på græs. Vikingerne ville næppe have
slået sig ned med husdyr i disse om-
råder. Landet er også fladt, så det
stemmer dårligt med omtalen af bjer-
ge i Torfinn Karlsevnes saga.
SYDPÅ MOD NEWFOUNDLAND
Vi sætter kurs mod Belle Isle —
dette klare landemærke ude i havet —
og så videre mod nordspidsen af New-
foundland, mod Lance aux Meadows,
hvor Anne Stine foretager udgrav-
ningerne. Allerede fra Labradorkysten
kunne vi skimte Newfoundland, og nu
stiger landet langsomt frem af havet.
Vi følger den kurs, som jeg kan
tænke mig, Vinlandsfarerne har fulgt,
og ser landet, som de har set det. Og
jeg vil tro, at det er deres første ind-
tryk af det nye land, der mere end
noget andet har fået genspejlet sig i
sagaen.
Der er Cape Bauld, og lidt længere
mod vest bliver lidt efter lidt kon-
turerne af det lave Lance aux Mea-
dows tydeligere. Der ser vi de kendte
træk i landskabet, der er øerne og den
lange odde, de grønne marker og den
sorte klippe i baggrunden, der ligner
et neandertalansigt. Og jeg tænker på,
hvor naturligt det må have været for
Arkæologen Anne Stine Ingstad i
gang med beregningen om hustom-
terne.
glemmelig oplevelse. Vi kom til et lille
vandløb et stykke inde i fjorden. Det
lå der så idyllisk op til vildmarken,
omgivet af løv- og granskov. Først så
vi det runde hovede til en pels-sæl,
der fortalte os, at her var der fisk,
men mage til store, fede ørreder har
jeg sjældent set. Ved hvert kast bed
de på, i løbet af nogle timer havde vi
et halvt hundrede fisk, som vejede fra
eet til tre kilo. Mærkeligt nok viste
det sig, at ørrederne for størstedelen
var museædere. Praktisk talt havde
alle mus i maven, rekorden var otte
mus i en fisk.
EN FRODIG VILDMARK
Det var fængslende at drage ind i
mange af disse fjorde, der skærer sig
dybt ind i landet. Landskabet skifter
stadig, og frodigheden vokser, jo læn-
gere vi kommer ind. Landet var
jævnt eller småkuperet, udprægede
fjelde så vi sjældent. Sommetider fik
vi øje på en bjørn ved stranden, og
kom vi til en stejl klippe, var der of-
test nogle skrigende høge, der svæ-
vede over en rede. Vildmarken strakte
sig, så langt øjet rakte.
En af de mest interessante fjorde
var Alexis Bay. Her drog vi helt ind
til bunden af fjorden og tog så motor-
båden et godt stykke op ad den store
flod. Ved flodmundingen lå en lang-
strakt ø, hvor vi fik øje på en pels-
jægerhytte. Her voksede ribs og sol-
bær, og der var birkeskov med træer
så tykke, at vi ikke kunne tage om-
kring dem. Men græs så vi kun lidt til.
Kanganitsanik agssaissartoK Anne Sti-
ne Ingstad igdlukut angfssusinik kisit-
serugfulersoK.
de langvejsfarende fra Grønland net-
op at sejle herind.
NYE UDGRAVNINGER
Da motorbåden når land, kommer
arkæologen, Anne Stine og hendes
hjælpere løbende imod os, der er „The
Big Chief“ med piben i munden og
hunden i hælene, der er Job med det
sorte, krøllede hår, Carson, Coebourn
og hele børneflokken. Det er som at
være hjemme igen.
Vi er spændte. Hvilke resultater har
prøveudgravningerne givet? Arkæo-
logen smiler, og jeg kan forstå, at alt
er forløbet vel. Hun fører os så op til
det østre gravområde og viser os sin
store nyhed. At der lå noget neden-
under tørvene, havde vi håbet på, da
der fandtes nogle små ujævnheder på
overfladen. Men det hele var et skud
i blinde.
Her ser vi nu en delvis udgravet
tomt, der efter alt at dømme kan reg-
nes for et stort og mærkeligt hus med
flere værelser. Vi ser ildsteder og me-
get andet, der fortæller om menne-
sker, som har levet her for længe si-
den, og forskellige ting syntes at pege
mod de norrønske bygder på Grøn-
land.
Endnu dækker tørvene hemmelig-
hedsfuldt over en stor del af tomten,
og der kræves et betydeligt ud-
gravningsarbejde, før billedet er klart.
Men alt tyder på, at vi her er ved no-
get vigtigt. Anne Stine står der ved
sit værk, træt, men strålende. Og det
kan man forstå.
Fanger Josef Sørensen
Han er født på udstedet Arsuk den
20. november 1882 og døde den 15.
april i år, knap 80 år gammel. Josef
Sørensen var opdraget som fanger og
var omhyggelig med sine redskaber.
Han gav i'kke op, da han blev kaj ak -
svimmel, men anskaffede sig en robåd
og begyndte som fisker. Han havde
forskellige slags garn, hvormed han
fangede laks, edderfugle og stenbide-
re. Når han havde sat sit garn ud,
roede han ud for at pilke torsk og fik
en god fangst, inden hain skulle til at
røgte sit garn. Han havde desuden
torskeline, som han benyttede flittigt.
Han var på sine gamle dage plaget
af gigt. Somme tider syntes man, når
man så ham tage ud på fiskeri, at det
var bedre for ham at blive hjemme.
Men hans hu stod ikke til lediggang.
Han sagde, at han følte sig bedre, når
han gik på fangst.
Straks efter hjemkomsten gav, han
sig til at pusle med sine husflidssa-
ger. Han havde masser af værktøj og
var fingernem som få.
Han var kendt for sin dygtighed
som husflidsfremstiller og fik mange
bestillinger fra Ivigtut og har i årenes
løb lavet utallige kajakmodeller og
fangstredskaber i ben. Han fik også
andre bestillinger. Når en geværkolbe
gik i stykker, blev den altid sendt til
reparation hos Josef. Han reparerede
med ildhu og dygtighed.
Han var uovertruffen til alle slags
reparationer. Urmager var han også.
Skønt han havde besvær med sine
gigtsvage hænder, gav han ikke op,
når han puslede med de små dele i et
urværk. Det lykkedes også mangen
en gang for ham at skabe nyt liv i et
gammelt ur.
Han var selvlært, en grønlænder af
den gamle skole, som stolede på sin
egen dygtighed. Desuden stod han
som tømrer iklke tilbage for nogen
udlært i faget.
Han var et arbejdsmenneske, som
ikke kunne fordrage de dovne blandt
sine landsmænd.
Josef Sørensen var en alsidig bega-
velse. Han virkede også som organist
og havde i mange år indstuderet kor-
sangere ved højtiderne. Han var des-
uden en habil violinspiller.
Men han var først og fremmest et
menneske, behagelig af væsen. Han
havde gennem et langt liv vundet
mange venner blandt grønlændere
så vel som danske.
Som kendtmand blev han berømt
i hele Grønland. Han havde en god
iagttagelsesevne. Tilliden til ham vok-
sede gennem årene, så han ikke mere
kunne undværes som kendtmand. —
Han sagde aldrig nej, når et fartøj
kom og ville have ham som kendt-
mand. Han Itog af sted med ikort var-
sel og var glad for at rejse. Han sag-
de altid: „Når man er om bord på et
fartøj, føler man sig så ung“.
Han havde rejst meget med magi-
ster Poul Hansen i fiskeriets barn-
dom under dennes undersøgelser med
at kortlægge torskens bevægelser og
var således med til at skabe grundla-
get for det nye erhverv.
Gennem sin daglige omgang med de
danske havde han lært det danske
sprog og virkede også som tolk, når
man kom til de små afsides liggende
steder.
Et langt og virksomt liv er nu ikke
til mere. Men mindet om ham vil bli-
ve bevaret i taknemmelighed.
Abel Kristiansen, Godthåb.

3
, *
1111
■

't+: :1
n m ipi
>• <V ;
; uy
l
:::
-bevarer Deres nylon strålende hvidt
■
Valo er nu tilsat Nylon-Hvidt, et fantastisk nyt
stof, der bevarer Deres nylon hvidt og klart.
Deres ældre nylonting bliver ikke til at kende
igen, nyt nylontøj holder sig strålende hvidt,
og det kulørte bliver klart i farverne.
- nylon - imut
KanortmartorssuaK
Valo mana Nylon-Hvidt-mik akuneKartalerpoK,
nylon-imut KaKortfnartorujugssuarmik. pisokau-
titit kussagtingåramik ilisarssaujungnaingajå-
såput, nutåt Kakortexalutik åssigTngitsunigdlo
kalipautigdlit xalipautait erssarigsivdluinar-
dlutik.
jm
■
Æ
■ < J
\ < • \
-og gør al Deres vask endnu renere
Foruden tilsætningen af Nylon-Hvidt er det
lykkedes at forøge de vaskeaktive stoffer i
Valo, således at det er endnu bedre til at
fjerne pletter, og tøjet bliver endnu hvidere
og renere under alle vaskeforhold.
- errortatit sule
ipmerulfsåput
Nylon-Hvidt-mik akussinerup saniatigut Valop
errortanut ipériinartue sule kimigtortlnekarsi-
måput, taima Valo simerntautigssarkingneru-
lerdlune ipérunarnerulerdlunilo.
Éflp

VALO VASKER HELT RENT
VALO IPERUTITITSIVIGTARPOK
7