Atuagagdliutit - 02.02.1967, Qupperneq 4

En kajak skal være skræddersyet
Grønlandsk Folkekunst lod bygge den første Godthåbkajak i mere end 20 år for at vise, at man stadig behersker
kunsten. — Særlig invitation til at deltage i Canadas verdensudstilling.
Mere end 20 år efter, at der sidst var blevet bygget en kajak i Godthåb, genoplivede man forleden kajakbygningens van-
skelige kunst. Fra arrangørerne af verdensudstillingen i Montreal, der åbnes den 28. april i anledning af Canadas 100-
års-dag, var der kommet en anmodning til Foreningen Grønlandsk Folkekunst om at sende bl. a. en kajak til udstillingen.
Det skulle ikke være en museumsgenstand, men en kajak, som de bruges
den dag i dag. For at vise, at man stadig behersker kunsten, besluttede for-
eningens bestyrelse at sende en helt ny kajak, fremstillet netop i Godthåb,
hvor der de sidste 20 år ikke er blevet bygget kajakker.
Det kræver koncentration at sy en kajak,
kilukitsumik merssortariaKarpoK.
TRAVLHED OG FEST
Der herskede travlhed og feststem-
ning i landsmuseets kajakstue, da
man om morgenen den 19. januar ef-
ter længere tids forberedelse gik i
gang med at betrække kajakken. Ske-
lettet var bygget efter sydgrønlandsk
forbillede af Nikolaj Mouritzen fra
Angmagssalik, der er født og opvokset
i Nanortalik. Resten tog de tre ægte-
par Lars og Sofie Goliathsen, Kanga-
miut, Otto og Amalie Thorsen samt
Isak og Benigne Jessen, Godthåb sig
af, assisteret af Hansigne Nielsen og
SigåraK Holm, Godthåb.
Der blev trakteret med kogt helle-
flynder, torskelever kogt i torskemave,
øl, sodavand og litervis af kaffe med
wienerbrød til. Traktementet var en
del af kajakbygningens tradition. Det
har altid været skik, at der blev budt
på særlig lækker mad, når der skulle
bygges en kajak — for at trække hjæl-
pere til.
Alt i alt tog det ret lang tid at få
bygget kajakken. Man måtte begynde
helt forfra, låne skind hos Knud Ras-
rujorilerissoK Sisimiunut
igdlunik kiagsausersuisinaussunik sulissugssarsiorpugut nuliaKångitsu-
mik, akigssarsiagssai GAS maligdlugo ingerdlåneKåsåput, Kavdlunåjugu-
nilo Kavdlunåtut akilerneKåsaoK.
inigssånik piarérsimassoKarpugut angalanigssålo akilerneKåsaoK.
sågfigingnissutit agdlagkatigut telegramikutdlunit ingerdlatineKåsåput.
Rørlægger
Vi søger en ugift rørlægger. En lokalmand vil blive aflønnet efter
GAS-overenskomsten, mens en udsendt vil blive aflønnet som sådan.
Vi har et værelse til rådighed og vi betaler transporten.
Henvendelse kan ske enten pr. brev eller telegram.
Rørlæggermester Jakob Lyberth, Holsteinsborg.
Jern- og metalaffald
er penge værd...
VI er køber til alle arter jern- og metalaffald til
højeste dagspriser.
NORDISK JERN & METAL
Hvissingevej 116, Glosirup, Danmark.
Hundested Motoren
DEN MEST LYDSVAGE MOTOR
motore nipikinerpåK
16—375 HK
FA DEN LEVERET MED
3-BLADET OMSTYRBAR
SKRUE (som er specielt
egnet til jagt på hvaler,
sæler og andre havpatte-
dyr.
Isskrueblade i alumini-
umsbronze er nu stan-
dardudstyr, kan også på
bestilling leveres med ud-
vendigt gummistøtteleje
omkring forenden af skruehovedet. Dette giver en lydsvag gang af skrue-
akslen samtidig med, at denne understøttes ved kørsel i is.
pingasunik uluterneKarsfnaussunik uiungnalingnik sarpilerdlugo piniar-
niaruk, tauva arfangniarnerme, puissfniarnerme milQmassunigdlo imarmiu-
nik avdlanik piniarnerme atordluarsinaussangnik motåreKalisautit.
ulungnat sikusiutit aluminiumsbronzeussut måna sanaortugkane atorne-
Karput, ingmlkutdlo piniarneKariitdlugit sarptt niaKQssåta sujumut isuata’-
tungågut silatimfkut gumminik lejigdlit pinekarslnåuput. sarpit taimåitut
akselé nipikitsuararssuput sikusjortitdlunilo gummit lejit akselimut igdler-
sdtåuput.
fi/s Hundested Motorfabrik
Hundested — Telegramadresse: Propelmotor
IRANSKE (PERSISKE) TÆPPER
v/ HENRY L. W. JENSEN
STRANDGADE 30 - KBHV. K.
TLG.ADR.: IRANCARPETS
SÆLGER UDSØGTE TÆPPER
FRA IRAN OG AFGHANISTAN
I TRANSIT, UFORTOLDET OG
AFGIFTSFRIT, OVER HELE
VERDEN

mm

mussens Højskole i Holsteinsborg og
skaffe sener fra Thule. Det tog tid at
få det frem. Og sidst, men ikke mindst,
var man ude af øvelsen. Syningen va-
rede fra tidlig morgen til sen aften.
DET ESKIMOISKE FARTØJ
„Normalt kan en kajak bygges på
under 100 arbejdstimer", erklærer fag-
skolelærer og museumsleder Jens
Kreutzmann, der ledede arbejdet. Han
fortæller om det spinkle fartøj, som
landets befolkning gennem årtusinder
har været afhængig af.
„Kajakken er en eskimoisk opfin-
delse. Man ser den over alt, hvor der
lever eskimoer, og man kan følge dens
udvikling fra Alaska over Nordcanada
til Grønland. Selv de canadiske ind-
landseskimoer har kajakker. De er
forholdsvis primitive, betrukket med
renskind, og benyttes på de store søer.
Kajakken er i tidens løb blevet til-
passet de skiftende omstændighder,
under hvilke den skulle bruges. Sin
mest fuldendte form fandt den på
Østkysten og i Sydgrønland, hvor de
urolige, isfyldte farvande stiller store
krav til dens sødygtighed. De sidste
4-500 år har der dog ikke været nogen
nævneværdig udvikling.
MASSER AF TRÆ — FRA SIBIRIEN
Når man vil bygge en kajak, må
man først finde egnet træ til skelettet.
Det skal være let, stærkt og sejgt og
ca. 6 meter langt. Det har aldrig voldt
vanskeligheder at finde den slags træ
i det skovløse Grønland. Der har altid
været mængder af drivtømmer fra de
sibiriske nåleskove. Træet driver på
de store floder ud i Ishavet, følger
strømmen rundt om Nordpolen og
driver ned langs Grønlands østkyst og
og langs Vestkysten.
I dag bruger man mest importeret
træ — så friskt som muligt. Sådant
træ bliver brugt til vor kajak. Driv-
tømmer bruges mange steder jo ikke
engang til brænde mere.
Til tværribber eller spanter bruges
gerne piletræ. Det finder man de fle-
ste steder inde i fjordene i brugbare
størrelser. For nogle år siden fik jeg
foræret et kajakskelet, som jeg tog
med til Kaggåtmiut for at få det be-
trukket dér. Spanterne skulle skiftes
ud, og da jeg skulle videre til Sdr.
Strømfjord, fik jeg anvist en sidearm
af fjorden, nærmest en slugt med læ
for vind og vejr, hvor der var pile-
træer på et par meters højde, 4-5 cm
Foruden kajakken har Grønlandsk Fol-
kekunst sendt et smukt udvalg af fine
skindbroderier og anden husflid til ver-
densudstillingen i Montreal.
tykke. Dér har fangerne fra Kangåt-
miut altid hentet piletræ til deres ka-
jakker.
Har man ikke piletræ, kan man
bruge enebær. Ellers vil der altid
være egnet træ blandt drivtømmeret.
MAND OG KAJAK SKAL VÆRE EET
En voksen mands kajak skal være
omkring fem meter lang. Længden va-
rierer lidt efter mandens højde, og
kajakkens højde retter sig efter, hvor
kraftig manden er. Man måler gerne
afstanden fra hans tommelfingerspids
til langfingerspidsen — dette svarer
omtrent til lårets tykkelse — og læg-
ger en smule til. Når manden sidder
i kajakken, skal hans let bøjede knæ
og hans tæer støtte mod tværribben.
Det giver en god balance. Mand og ka-
jak skal være ét — det danske ord
„kajakmand" er en rammende beteg-
nelse. Derfor skal en kajak også være
„skræddersyet" — den bygges ikke
efter tegninger eller faste mål, men
udformes efter manden, der skal bruge
den.
Træskelettet surres sammen med
remme og får sin form efterhånden,
som arbejdet skrider frem, så det hol-
der sig selv i spænd. Der bruges meget
få, helst slet ingen søm.
En kajak skal være slank for at
kunne være hurtig, når fangerne for-
følger et bytte. Siderne skråner og
bunden kan være ret spids. En flad-
bundet kajak er ikke så hurtig, men
stiller til gengæld ikke så store krav
til balanceevnen. En sådan kajak er
god til en mand, der ikke er vokset
op md dette fartøj. Kajakroning er
peKatigfgfik Kalåtdlit Kussanartuliait
Montrealime silarssuarmit tamarmit pi'
ssunik sarKumersitsinermut Kåinap sa-
niatigut avdlanigtaoK nagsiussaKarpoK.
nemlig en vanskelig kunst, som man
kun kan beherske til fuldkommenhed,
når man har lært den fra barnsben. I
gamle dage byggede en fanger med re-
spekt for sig selv en kajak til sin
søn, så snart drengen kunne gå. På
denne måde kunne drengen lege sig til
den fortrolighd med kajakken, sorn
tidligere var en livsnødvendighed for
fangerne.
SKIND BLIVER SOM GUMMI
Når skelettet er færdigt, går man i
gang med at betrække det. Man bru-
ger skind af voksne grønlandssæler —
tre er i reglen nok. Skindene er skra-
bet rene for fedt og befriet for hår-
laget og tørret uden at være blevet
udspændt. I god tid før man skal
bruge dem, lægges de i saltvand. Jeg
véd ikke, hvorfor det skal være salt-
vand, men ferskvand må i hvert fald
ikke bruges. Når de har ligget i blød
i nogle uger, er de meget elastiske
og kan spiles ud til det dobbelte areal-
Skindene skæres i to dele med et
skråt snit fra den ene luffe til navlen
og syes sammen i forlængelse af hin-
anden. Det er meget lidt, der går til
spilde. I reglen kun hovedskindet og
lufferne. De sammensyede skind spæn-
des ud over kajakskelettet — det er
mænds arbejde — for det kræver
kræfter. Skindene snøres sammen over
kajakken med meget kraftig, flettet se-
netråd — og så går kvinderne i gang
med at sy.
Der bliver syet i et stræk fra for-
stavnen til mandehullet, mens der bag
mandehullet bliver syet fra mandehul-
Nikolaj Mouritzen lægger sidste hånd
på kajak-skelettet. Bemærk den kraf-
tige spantekonstruktion (ud for kajak-
stolen). Det er kajakkens „agterdæk",
der skal kunne bære en sæl og om nød-
vendigt en mand.
Nikolaj Mouritzenip Kåiniane inårsarå.
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
4