Atuagagdliutit - 02.03.1967, Blaðsíða 24

Branden der antændte verden
34 år efter rigdagsbranden i Berlin rejses sagen påny af en broder til Marinus
van der Lubbe, der blev halshugget for brandstiftelse. — Hitlers påskud til
magtovertagelsen.
Dramaet om rigsdagsbranden i Berlin i 1933, der banede nazisterne vejen til
magten, vil atter blive oprullet for en domstol, og sagen vil stadig kunne fange
verdensoffentlighedens opmærksomhed. Måske havde verden været en anden,
hvis det tyske demokratis højborg ikke var blevet forvandlet til en sodsværtet
ruin en februarnat for 34 år siden.
Det er en mands kamp gennem 11
år for at rense sin broders eftermæle,
der har ført til, at statsadvokaten i
Berlin har besluttet at genoptage sa-
gen mod hollænderen van der Lubbe,
der i sin tid blev dømt som brand-
stifter.
ET REDSKAB FOR ANDRE?
Marinus van der Lubbe faldt for
bøddeløksen kort efter dommen, og
han kan ikke kaldes til live. En ny
retssag kan formentlig heller ikke kon-
statere, at han var uskyldig, for han
blev taget på fersk gerning. Men
spørgsmålet er, om han var den egent-
lige skyldige eller blot et viljeløst red-
skab for andre. Og i hvert fald kan
dommen kendes ugyldig. Han døds-
dømtes nemlig efter en lov med til-
bagevirkende kraft — og efter sagsø-
gerens mening oven i købet efter en
lov, der havde til formål at fremme det
nazistiske diktatur.
Domme afsagt efter sådanne love
kan i dag erklæres for ugyldige, og
derfor har den dømtes broder, den
hollandske arbejdsmand Johannes van
der Lubbe, der bor i Amsterdam, lige
siden 1955 bombarderet tyske retsin-
stanser med ansøgninger om en revi-
sion af processen i 1933. Han har to
bevæggrunde. Dels ønsker han — om
muligt — familienavnet renset, dels
'/otiff
Den lækreste De kan tænke Dem!
Danmarks mest berømte chokolade.
hliiit barre
igdlingnarnerpåK erxarsautigisinaussat! Danmarkime sukulåte tu-
såmassaunerpåK.
— Lige hvad De trænger til. Toms
Yankie Bar giver energi og godt humør.
YANKIE BAR
— tdssarpiaK pissariaKagkat. Toms Yankie
Bar nukigssaKalersitsissardlunilo Kimagtitsi-
ssarpoK.
Alle holder af Toms Holly Bar — den
er med hele hasselnødder.
HOLLY BAR
tamarmik mamaråt Toms Holly Bar — k6kor-
tarlssanik ilivitsunik ilaicarpoK.
TcmiJ'

GULD KARAMELLER
Glæd hinanden med Toms Guld Karamel,
nudnårsaicatigingniaritse Toms Guld Karamel-inik.
TOMS FABRIKKER A/S. Leverandør til Det kgl. Danske Hof.
ønsker han at yde et bidrag til debat-
ten om dødsstraffens afskaffelse.
OPTÆNDINGSPINDE
Hvad skete der så hin skæbne-
svangre nat for 34 år siden?
Berlin den 27. februar 1933 — en
iskold vinteraften. I de dybe skygger
i indgangsportalen til rigsdagsbygnin-
gen ikke langt fra Brandenburger Tor
står en ung mand og ser ud over den
øde og forblæste Konigsplatz. Det er
den 24-årige hollænder Marius van
der Lubbe. Hvordan han er kommet
til Berlin og hvorfor, ved ingen den
dag i dag.
Klokken er lidt over ni, pladsen er
mennesketom. Van der Lubbe løber op
ad trappen, kravler ud på en gesims
og knuser en rude i vinduet ved siden
af indgangen. Et øjeblik efter står han
i rigsdagens restaurant. Op af lom-
merne haler han nogle bunder parafin-
vædet optændingsbrænde af mærket
„Den flittige Husmoder".
Han tænder en pind og smider den
hen under de tykke portierer foran
vinduet. Andre fakler bliver smidt
rundt i lokalet — på tæpper og i de
polstrede stole. Flammerne slikker
hurtigt op.
Så løber han videre — ud i vandre-
hallen, ind i læseværelset, og overalt
smider han brændende fakler. Der går
ild i hans frakke, i jakken og i skjor-
ten. Han river tøjet af sig og står med
svedglinsende overkrop og hiver efter
vejret.
Han løber videre, og ilden vokser i
hans spor. Pludselig står han foran dø-
ren til rigsdagssalen. Han river den op
og mødes af et buldrende flammehav.
Han står lidt og ser på sit værk —
hans værk, jamen han har jo slet ikke
været i salen endnu ..
Kort efter stirrer han ind i mundin-
gen på en betjents pistol, og han fø-
res bort. Hans rolle er udspillet, men
bag ham brænder rigsdagen videre.
Da dagen gryr, er kun de udbrændte
mure tilbage.
DEMOKRATISK SLADDERBUTIK
For nazisterne kom branden som
sendt fra himlen — eller var forsynet
blevet hjulpet lidt på vej?
— Det er tegnet til den kommuni-
stiske revolution — men nu skal det
være slut. I nat skal de kommunistiske
rigsdagsmænd klynges op, skreg Hit-
ler på brandstedet. Få øjeblikke efter
begyndte massearrestationer af kom-
munistiske politikere og funktionærer
landet over.
Hitler var ligeglad med bygningens
ødelæggelse. Han hadede den „demo-
kratiske sladderbutik", som han kaldte
parlamentet. Men han havde al mulig
grund til at være tilfreds med dette
påskud til at starte angrebet mod
kommunisterne.
Hitlers hidtidige vej til magten hav-
de nemlig ikke været uden skuffelser.
Han og hans parti var ganske vist
kommet ind i rigsdagen fuldt legalt,
men nu smuldrede det for ham. Ved
et valg året før mistede nazisterne to
millioner stemmer, mens kommuni-
sterne vandt næsten en million.
Ved årsskiftét 1932-33 var Tysklands
politiske liv et sydende hav af skælds-
ord og gadeslagsmål, og landets øko-
nomi var på randen til det totale sam-
menbrud. Næsten halvdelen af be-
folkningen levede af en eller anden
form for understøttelse.
Men Hitlers nazister var stadig den
stærkeste fraktion på tinge, og da
rigskansler von Schleicher i januar
1933 trådte tilbage, udnævnte rigspræ-
sident Hindenburg — efter en politisk
studehandel af værste slags — Hitler
til rigskansler.
Der blev udskrevet valg, og nazister-
ne startede et fantastisk propaganda-
felttog for at samle vælgerne om „den
nationale genfødelse", som Hitler
kaldte sin politik.
Alligevel så nazisterne skriften på
væggen. Man havde ikke chance for
at vinde flertal — med mindre der
skete noget uforudset, som kunne
lamme modstanderne.
MIDLERTIDIG FORORDNING
SIKREDE DIKTATURET
Det „uforudsete" indtraf om aftenen
den 27. februar, og så rullede lavinen.

SS®?0
t>©'DV ,pai '^ag0(nert'ad.

Den brændende rigsdagsbygning,
rigsdagit atautsimitarfiat ikuatdlagto*-
440.000 kommunister arresteredes i de
følgende dage, men allerede morgen«11
efter branden spillede Hitler sin stof'
ste trumf ud. Han genemførte sin ,,f°r'
ordning til beskyttelse af folk og stat
— en forordning, der med et slag fra'
tog det tyske folk så at sige alle bor-
gerlige rettigheder, som f. eks. talefr*'
hed, pressefrihed og forsamlingsfrihed-
Politiet fik øgede bemyndigelser til
husundersøgelser, beslaglæggelser
censurforanstaltninger. Samtidig ind'
førtes dødsstraf for en række forbrJ"
delser, deriblandt brandstiftelse. Ord'
ningen skulle være midlertidig — ind'
til roen var sikret. Men det blev aldr«
ophævet.
Nazisterne kunne med lidt større
sindsro se fremtiden i møde. AlligeV®
blev flertallet ikke sikret ved valget
den 5. marts, da man „kun" opnåede
de 44 pct. af stemmerne. Men nu gj°r'
de det ikke længere så meget — for de
81 kommunistiske rigsdagsmedlemmer
var af gode grunde forhindret i at
møde frem. Og så var flertallet der.
Sådan sikrede Hitler sig magten 1
det Tyskland, der blev „Det tredie
Rige". Efter valget var arbejdet i rigs'
dagen en farce. Tyskland var bleve
diktaturstat.
HVEM HJALP NAZISTERNE?
Hvem hjalp så nazisterne ved at
stikke ild på rigsdagen i det afgørend®
øjeblik? Hvem gav dem det påskud«
der blev så hensynsløst udnyttet?
Det vil man næppe nogensinde
få
at
at vide. Retfærdigvis må det sigeS;
at der aldrig er ført bevis for,
nazisterne stod bag, skønt de jo havde
hele fordelen af det. Meget tyder Pa’
at det skete kom bag på Hitler,
noget peger på, at Goring ikke v®r
den skyldige, skønt mange vidnesud'
sagn og andre hændelser kunne ind1'
cere det. Var det Goebbels? Måske
hans geniale forbryderhjerne kunn®
have udpønset en sådan streg. Vi®se
SA-folk var også under mistanke, rnen
de er alle døde nu og kan ikke glVe
nogen forklaring.
Et en næsten helt sikkert: Kom®11'
nisterne var det ikke.
Ved en proces i Leipzig fik van deI
Lubbe hele „æren", men man fik i^<e
svar på, hvorfor og hvordan det havde
kunne lade sig gøre. Rent teknik
kunne van der Lubbe ikke selv have
overkommet en sådan brandstiftd5®'
o
Men van der Lubbes eneste svar P
alle spørgsmål var: „Jeg alene Pal
gjort det, og jeg vil have min straf"-
Det fik han. Den 10. januar 1934 ru*'
lede hans hovede for bøddelens økse'
Den nye retssag vil næppe give svafe
på, hvem der bragte ham til skafots '
Det vil fortsat være en gåde, hvem deT
i grunden tændte den fakkel en fe'
bruar-aften for 34 år siden, der brad'
te nazisterne til magten og blev til ef>
brand af verdenshistoriske dimensi°
ner.
Rum-traktat
De forenede Nationer har vedtaget
en traktat om principper for landen®
udforskning og anvendelse af det ydr®
rum, herunder Månen og andre hik1'
mellegemer.
Traktatens 17 artikler fastslår bl- a"
at udforskningen og anvendelsen a
det ydre rum skal ske til gavn for al*
lande, at det ydre rum, Månen °®
andre himmellegemer ikke må
genstand for national tilegnelse v®.
krav om suverænitet, besættelse ell®
andre midler, samt at udforskning®^
skal drives i overensstemmelse tne
folkeretten.
Lande, der tilslutter sig traktat®*^
forpligter sig bl. a. til ikke at opseh°
genstande udstyret med atomvåbe ’
opstille sådanne våben eller °Pr®t e
militære baser på Månen eller an®*1^
himmellegemer samt til at yde astr
nauter al tænkelig hjælp i ulykkest1
fælde eller ved nødlandinger.
24