Atuagagdliutit - 28.12.1976, Blaðsíða 30

Blev politibetjent
ved et rent tilfælde
En af pionererne indenfor det grønlandske politi,
stationsleder Wilhelm Olsen, Sisimiut, om hvordan
det er at arbejde i politiet før og nu
de er bygget, så de også kan be-
Wilhelm Olsen sarKarmiumårdlune, ukiut 25-t politTne sulivdluarsimaner-
minut pissaminik.
Wilhelm Olsen med hæderstegnet, som han fik tildelt efter 25 års god
tjeneste i politiet.
— Det var såmænd rent tilfæl-
digt, at jeg blev politibetjent.
Jeg var 25 år og udlært som
skibstømrer, da jeg en dag fik
en henvendelse fra den davæ-
rende sysselmand, som spurgte,
om jeg kunne tænke mig at blive
betjent. Det lød mægtigt spæn-
dende dengang. Jeg var jo ung,
så jeg sprang ud i det og sagde
ja. Og den 13. november 1951
blev jeg ansat som hjælpebetjent
i Sisimiut.
Det er en af pionererne inden-
for det grønlandske politi, Wil-
helm Olsen, 50 år, og i dag sta-
tionsleder i sin hjemby Sisimiut,
der fortæller om sin start inden-
for politiet.
Af de 10 betjente — fem dan-
ske overbetjente og fem grøn-
landske hjælpebetjente — der ud-
gjorde styrken ved det grønland-
ske politis oprettelse 1. december
1951 er der to tilbage: Begge star-
tede som hjælpebetjente og er i
dag stationsledere. Det er Wil-
helm Olsen og hans (kollega i
UmånaK, Christian Nielsen.
De to fik for 25 års god tjeneste
i politiet overrakt politiets hæ-
derstegn i forbindelse med fest-
ligholdelsen af politiets 25 års ju-
bilæum den 1. december.
KAN VÆRE EN
STOR BELASTNING
— Har du fortrudt dit valg for
25 år siden?
— Både og.
Politiet har et meget betyd-
ningsfuldt arbejde indenfor det
grønlandske samfund. Vi har stor
berøring med de enkelte borgere
og deres familier. Vi er selvføl-
gelig kun almindelige mennesker,
og vi kan lave fejl. Men befolk-
ningens indstilling til politiet bå-
de for 25 år siden og i de for-
løbne år op til i dag har været
meget positiv. Jeg mener også,
at den rolige udvikling indenfor
politiet hovedsagelig skyldes den
forståelse, befolkningen har vist
for politiets arbejde. Vi har et
meget stort arbejdsområde, og det
kan godt en gang imellem være
hårdt at være politibetjent. Nogle
af politiets arbejdsområder er ef-
tersøgninger, redningstjeneste,
anklagevirksomhed og fængsels-
virksomhed.
Politiet i Grønland er også den
fuldbyrdende myndighed i alle
domme, uanset om det er krimi-
nelle eller civile sager. Der er
f. eks. fogedsagerne. Dem er der
mange af, ogg de belaster poli-
tiets arbejde meget.
En anden ting er, at da man
byggede de første politi-boliger,
detentionslokale i kælderen,
tænkte man slet ikke på den ud-
vikling, der ville komme både
indenfor samfundet og politiet.
Der er detentioner i kælderen i
de fleste stationsleder-boliger, og
nyttes til langtids-tilbageholdte.
Det kan være en stor belastning
for stationslederens familie og be-
virker også, at familiens natte-
søvn spoleres mange dage om
året.
TO MAND OM ET
STORT DISTRIKT
— Da politiet blev oprettet i 1951,
var der kun 5 politidistrikter,
fortæller Wilhelm Olsen. Det var
store distrikter. Han fortsætter:
— Sisimiut politidistrikt omfat-
tede også ManitsoK. Vi var to
mand om det — en dansk over-
betjent og jeg. Og så var der
kommunefogeden, som også hav-
de politimyndighed. Vi havde en
lille politikutter, som vi brugte
til tjenesterejser. Det tog os 4
uger at rejse hele distriktet igen-
nem. Når vi var på tjenesterejse,
måtte Sisimiut finde sig i, at der
ingen betjente var. Men så var
der jo kommunefogeden.
Wilhelm Olsen tog på politi-
skole i Danmark i 1955, og han
kom tilbage til Sisimiut i juli
1956.
— Derefter blev jeg stationeret
i ManitsoK som ene mand, for-
tæller han. — Der var ingen de-
tentionslokaler og ingen ordent-
lige kontorlokaler. Kun en to-
mands-barak. Der var heller in-
gen bolig til min familie og mig,
men så skete der det, at inde-
haveren af et hus blev tvangs-
forflyttet til Sisimiut, og vi fik
tildelt hans hus som bolig. Men
det viste sig nu hurtigt, at det
ikke var nogen god bolig: Den
var dårligt isoleret, og der var
væggelus.
Wilhelm Olsen og hans familie
var ikke tilfredse med forholdene
i ManitsoK, og i 1958 rejste de til
Sisimiut, hvorfra de pressede den
stedlige stationsleder, kommunal-
bestyrelsen i ManitsoK og politi-
mesterembedet, som dengang hør-
te under landshøvdingen, til at
sørge for en ordentlig bolig til
dem.
— Det endte med, at vi fik til-
delt et rækkehus i ManitsoK, og
så rejste vi tilbage, fortæller Wil-
helm Olsen videre. Men der var
stadig ingen detentionslokaler el-
ler noget ordentligt kontor.
Når der var husspektakler i
byen, og jeg ikke kunne få ge-
mytterne til at falde til ro på
stedet, måtte jeg tage kone og
børn hjem til os og lade dem
overnatte hos os. Der var ingen
anden mulighed, fordi der ikke
var nogen detention.
UDDANNET SOM
POLITIBETJENT
— Vi blev i ManitsoK indtil janu-
ar 1959. Så kunne jeg ikke holde
det store arbejdspres og de dår-
lige forhold ud længere.
Vi tog tilbage til Sisimiut, og
kort tid efter, jeg var rejst, blev
der stationeret en dansk politi-
betjent i ManitsoK. Forholdsvis
hurtigt fik han både en detention
og et ordentligt kontor — det,
som jeg havde rykket for gang
på gang. Han fik også en med-
hjælper og en kontordame.
I 1961 sendte Wilhelm Olsen
via politimesteren en ansøgning
till Grønlandsministeriet om at
blive stationeret i Danmark og
blive uddannet på lige fod med
de danske kolleger.
— Det blev bevilget, fortæller
han, og fra august 1961 til au-
gust 1964 blev jeg fuldt uddannet
politibetjent.
Så gik turen tilbage til Grøn-
land: — Efter kort tids statione-
ring i K’asigiånguit som betjent
(K’asigiånguit hørte dengang un-
der Ausiait politidistrikt) blev jeg
ii november 1964 stationeret i K’a-
KortoK. I august 1966 blev jeg
stationsleder i UmånaK og i 1969
stationsleder i K’asigiånguit, som
i mellemtiden var blevet et selv-
stændigt politidistrikt, hvor jeg
er nu.
IKKE HELDIGT AT
VÆRE I SIN HJEMBY
— Hvor synes du bedst om at
være?
— Rent arbejdsmæssigt og af
hensyn til familien ville jeg hel-
lere være ii K’asigiånguit. Det er
en venlig og aktiv by. Befolknin-
gen er meget forstående og me-
get nem at samarbejde med.
— Kan det knibe lidt med sam-
arbejdet i Sisimiut?
— Nej, det vil jeg ikke sige.
Men det er nok ikke særlig hel-
digt at være stationeret i den by,
man er opvokset i. Ikke fordi jeg
har haft særlige problemer, men
de kan opstå. Jeg har jo en stor
familie i Sisimiut.
I øvrigt er Sisimiut en by i ud-
vikling. Og det er som om, man
bliver udfordret til at gøre en
indsats også på dette område.
Selvom russerne allerede har ver-
dens største fiskeriflåde, og selv-
om de næppe kan regne med at
fange mere end deres nuværende
10 miil. tons fisk om året, så sat-
ser de i øjeblikket på en storstilet
udbygning af fangstkapaciteten.
Det fremgår af en OECD-rapport
(Organisation for økonomisk sam-
arbejde og udvikling), som er en
del af en samlet vestlig studie
over østlandenes rolle i den in-
ternationale økonomi.
Udvidelsen af den russiske
fangstkapacitet gælder fiskeriet
over hele kloden. Der er tale om
en serie fabriksskibe — hver med
en dødvægt på 11.500 tons. De ind-
rettes til produktion af filet, her-
metik og fiskemel og har en
fangstkapacitet på 370 tons fisk
pr. døgn.
GRØNLANDISERING
— Politiet er den institution i
Grønland, der i størst udstræk-
ning helt fra starten har arbejdet
hen mod grønlandisering og
hjemmestyretanken, siger Wil-
helm Olsen.
De første fem danske overbe-
tjente, der kom herop i 1951, hav-
de helt klart den tanke, at arbej-
det skulle videreføres af lokale.
Det er efter min mening et me-
get sundt synspunkt set ud fra
en samfundsmæssig vinkel. Sam-
arbejdet mellem de danske og de
lokale politifolk har altid været
godt, og vi bestræber os allesam-
men på gennem samarbejde at
Hvert skib har en besætning på
ca. 400 mand.
OECD-rapporten giver et bille-
de af den effektivitet, som rus-
serne fisker med. I 10-året frem
til 1969 satsede russerne betyde-
lige summer for at fordoble den
samlede tonnage af fiskeriflåden.
Så hurtigt gik det nu ikke. Men
fra 1969 til 1975 øgede man fangst-
kapaciteten med 75 pct., og OECD
rapporten regner nu med, at rus-
serne har omkring 85 pct. af den
flåde, der er engageret i det glo-
bale fiskeri.
VIL BEHOLDE
FJERNFISKERIET
Det fremgår af OECD-rapporten,
at fri adgang til fiskeriet i inter-
yde befolkningen den mest til-
fredsstillende service.
Om de 25 år, jeg har været i
politiet, må jeg sige, at det er
hele Grønlands befolknings for-
tjeneste, at politi-institutionen
har udviklet en så god funktion
indenfor samfundet, som tilfældet
er. Vi blev godt modtaget for 25
år siden, og det samme er — stort
set — tilfældet i dag. Der kan
opstå misforståelser mellem par-
terne, misforståelser, som ikke
kan undgås, men vi bestræber os
på at undgå gnidninger mellem
politi og befolkning, fordi vi føler,
at vores tjeneste udføres i sam-
fundets interesse.
nationalt farvand førte til hurtig
udvikling for det sovjetiske fiske-
ri. De 10 mili. tons, som sovjet-
unionen fanger hvert år, svarer til
13 pct. af hele verdens samlede
fiskefangst. Den sovjetiske fangst
dækker desuden 20 pct. af hele
nationens forbrug af proteiner.
80 pct. af de russiske fagstei
kommer fra fiskeriområder, der
fremtidigt bliver andre landes
økonomiske zoner. Det gælder
altså også Grønland. Russerne fi-
sker overalt i verden både ved
Arktik og Antarktik, Stillehavet
og Atlanterhavet.
OECD-rapporten slår fast, at
der næppe er tvivl om, at russer-
ne vil gøre, hvad de kan for at
bibeholde de fiskeriområder, som
de bruger i dag. Fiskeproduktion
er ikke bare et vigtigt proteintil-
skud for befolkningen, men også
en sikker beskæftigelse for en
halv million mennesker — enten
som fiskere eller fabriksarbejdere.
-den.
Ejendom sælges
Centralt beliggende en-familiehus på Skibshavnsvej B 754,
Godthåb, 100 m2 etageareal, centralvarmeanlæg, vandtank
med hydroforanlæg til salg. Ejendommen er i 1976 vurderet
til kr. 213.000,00. — Henv.:
Advokat Aners P. Dahl
Boks 36 . 3900 Godthåb . Tlf. 213 70
Russerne afhængige
af fjernfiskeriet
Det er ikke bare ved Grønland, russerne fisker. De
fanger i alt 8 miil. tons fisk indenfor andre landes
fremtidige økonomiske zoner.
30