Atuagagdliutit - 11.12.1985, Page 8

8
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 50 1985
Sisimiuni oqaluffitoqaq nunatsinni pisoqaanersaavoq ukiut 213 atasimalluni. Arferup orsuinik akilerlugu sisi-
miormiut pivaat ajoqersuisup H.C. Glahnip kajumissaarineratigut, siullermik orsut nappartat 60-it nassiunne-
qarlutik. Ukioq 1775 kunngit pingasut ulluanni atoqqaartinneqarpoq tassanilu nunatsinni pernaammik palasin-
ngortitsineqarpoq 1815-imi, akutaq Frederik Berthelsen »Naparutaq« palasinngortitaammat 65-inik ukioqarlu-
ni.
Den gamle kirke i Sisimiut er Grønlands ældste, 213 år gammel. Den blev anskaffet for h valspæk, som befolknin-
gen sendte på opfordring af missionær H.C. Glahn. Den første sending var på 60 tdr. spæk. Kirken indviedes Hel-
ligtrekongersdag 1775, ogi 1815 dannede den rammen om den første ordination i Grønland, da blandingen Frede-
rik Berthelsen blev præst i en alder af 65 år.
Den grønlandske kirke
gennem 265 år
Af: Kristian Mørch
Atuagagdliutit startede 140 år efter
den første missionærs ankomst til
Grønland. Til at starte med havde
missionen en række problemer at
kæmpe med, men kom efterhånden
i et stabilt leje. De første mange år
blev missionen drevet af europæere
og man skyndte sig ikke at drage
landets egne børn ind i mission-
svirksomheden. Først da konkur-
rencen fra Brødre missionen blev
mærkbar gik man i gang med at ud-
danne grønlændere som medhjæl-
pere gennem oprettelsen af Grøn-
lands Seminarium.
Og i 1845 startede uddannelsen af
lærere, som samtidig skulle virke
som prædikanter, og to år efter
stod den første seminariebygning
færdig og blev taget i brug.
ikke fremmedgjort
Styrken ved seminarieuddannelsen
dengang var, at det hele foregik på
et grønlandsk grundlag. Det betød
også en hel del, at forstanderne ikke
skiftede så tit. At rejse på kysten var
besværlig dengang, men forstan-
derne havde rejst langt for at er-
hverve elever.
Man kan ganske vist ikke sige, at
Atuagagdliutits start havde med
den her nævnte uddannelse at gøre,
men der er ingen tvivl om, at lærer-
ne dengang havde været interesse-
ret i udbredelsen af læsestof for den
jævne befolkning og støttet bestræ-
belserne herom. Fra starten havde
folk fra seminariet været medarbej-
dere ved bladvirksomheden, og en
af dem var Atuagagdliutits første
redaktør. Kirkens folk spillede også
en vigtig rolle i den henseende, og
mange af dem havde virket som
korrespondenter.
Kateket elever
Vordende kateketer, sådan kaldte
man eleverne på det gamle semina-
rium. På grund af pladsmangel
kunne man i starten tage kun få ele-
ver og tilgangen var ikke så stor i be-
gyndelsen, men forbavsende hurtig
fik man placeret kateketer på den
udstrakte kyst.
Man kan ikke vurdere kateketer-
nes betydning højt nok. Dengang
satte man i bygderne på mange må-
der sin lid til kateketerne. Ved siden
af sit arbejde i skole- og kirke havde
kateketen meget med oplysning at
gøre. Og senere, da foreninger så
dagens lys, havde han altid været i
forreste række.
De yngste kateketer var kun 19-
20 år. Når man var så ung, havde
man nok følt sin utilstrækkelighed
til at kunne klare så mange opgaver,
især når forgængeren havde været
en erfaren mand, som bygdefolke-
ne havde tillid til. En ung kateket
måtte lære sig selv på mange områ-
der. Det gjaldt således orgelspil. 1
dag er grønlænderne kendt for de-
res flerstemmige salmesang, og for
det og for mange andre kan vi takke
de gamle kateketer.
Fangst som bierhverv
Undervisningen af kateketer på et
grønlandsk grundlag havde været
vellykket, man kan endda sige, at
den havde været for vellykket.
Grunden til at jeg skriver det, er, at
kateketen, hvad de ydre vilkår an-
gik, ikke skilte sig ud fra den be-
folkning, han skulle være tjener
for. Hans løn var så lille, at han var
nødt til supplere den ved fangst.
Men dette betød, at kateketen
blev udslidt allerede i sine bedste
mandomsår. Mange kateketer hav-
de mødt en tidlig død. De havde jo
været ynglingsofre for landets da-
værende svøbe lungetuberkulosen.
Og adskillige var omkommet i ka-
jak, under udøvelse af deres bier-
hverv.
Man kan sætte spørgsmåstegn
ved nytten af at de forhold, som nu
er saga blott. Man kan måske sige,
at det er bedst ikke at nævne disse
ydmyge medarbejdere i den grøn-
landske kirkes historie. Men man
føler det som sin pligt at fortælle
lidt om disse kateketer. For, hvis
man forbigår kateketerne, vil man
undlade at placere en velment tak
på det rette sted. Og det er sundt
med et tilbageblik også for folk, der
sidder i ansvarsfulde stillinger in-
den for deres eget område.
Men også mange præster — både
danskere og grønlændere havde
indskrevet deres navne i den grøn-
landske kirkes og det grønlandske
samfunds historie, og deres jordi-
ske rester hviler nu i de nordiske
lande og i Grønland.
»Peqatigiinniat«
Arene omkring begyndelsen af det-
te århundrede kendetegner den
mest vågne og aktive periode i den
grønlandske kirkes historie. I disse
år startede en vækkelsesbølge, som
førte til stiftelsen af den første
landsdækkende forening i landet,
»Peqatigiinniat«, den kristlige
forening. Dengang var det kirkelige
og verdslige liv nærmere hinanden,
end det er tilfældet i dag. Og den-
gang satte man megen pris på nød-
vendigheden af, at den åndelige og
verdslige udvikling måtte følges ad.
Det havde været en uforglemme-
lig oplevelse, da man i september
1908 ved et stort udendørs arrange-
ment markerede den kristne væk-
kelsesbølge, samtidig med, man of-
fentliggjorde resultaterne af fiske-
riundersøgelserne, som skibet
»Tjalfe« havde foretaget denne
sommer. Talerne fremhævede den-
gang betydningen af virkelyst og
udnyttelse af mulighederne for den
rette udvikling.
Når man tænker på indstillingen
dengang, må man sige, at vi i dag
halter meget efter. Hvis vi skal være
helt ærlige, kan vi ikke undgå at
konstatere , at der i dag hersker et
skel mellem den åndelige og verdsli-
ge udvikling, og det er kedeligt.
Kateketmangel
Uddannelsen af kateketer standse-
de i den første halvdel af 1950’erne,
og siden har man ikke startet en til-
svarende uddannelse. Nu er rester-
ne af seminarie-og kateketskoleud-
dannede på deres gamle dage be-
gyndt at flytte ind til byerne efter
mange års virke i bygderne, og føl-
gen er, at mangelen på kateketer er
begyndt at gøre sig gældende meget
hurtigere, end man har ventet. Det
hjalp lidt, da man i 1970’erne tre
gange gennemførte 2-årige kateke-
tuddannelser. Men herefter genop-
tog man ikke disse uddannelser, og
da lysten til at virke på bygderne ik-
ke er stor, er mangelen på kateketer
stadig meget mærkbar, selv om få
kateketer fortsat er blevet på deres
poster i bygderne. 1 disse år har
mangelen på kirkens personale kul-
mineret.
Man har gang på gang påpeget
menighedens passive rolle i det kir-
kelige arbejde. Men man glemmer
ofte, at vi har mange ikke-uddanne-
de medarbejdere. Når man spørger
folk, ont de vil hjælpe os, får vi som
regel et positivt svar og de gør fyl-
dest i mange år. Og mange af dem
dygtiggør sig på egen hånd, så de
kan prædike og spille på orgel. Der-
for er det uretfærdigt at kalde disse
medarbejdere som ikke-uddanne-
de. De selvlærte har efterhånden få-
et så megen erfaring, at de gør den
samme fyldest som de uddannede.
Præstemangel
Vi lever også i præstemangelens tid.
Præsteuddannelsen har stået stille
siden midten af 1960’erne. Så godt
som alle præster er efterhånden i
pensionsalderen. Men heldigvis er
de raske og passer deres job, også
efter, at der gået af med pension.
Men nu har vi nået bunden af
bølgedalen og er på vej opad. I lø-
bet af de sidste 5 år har man ikke
alene planlagt præste- og kateket-
uddannelser, men også startet dem.
Præsteuddannelsen startede i 1983
og kateketuddannelsen i 1985.
De første præster bliver færdig-
uddannet i sommeren 1986, og an-
dre kommer i de følgende år. Un-
dervisningen foregår under meget
trange forhold. De 8 af de præste-
studerende undervises således i et af
værelserne i bispeboligen. Men for-
holdene bliver bedre, når ombyg-
ningen af det gamle herrnhuthus
bliver tilendebragt.
Kateket-elever igen
60 kateket-elever startede i år på un-
dervisningen. De er langt flere end
de præstestuderende, og vi har ikke
haft plads til alle ansøgere. Kateket-
eleverne var på en måneds kursus i
sommer, men nu i efterårsmåneder-
ne er vi begyndt på en brevskole, og
på den måde fortsætter undervis-
ningen i tre år. Selv om den under-
visningsform er godt tilrettelagt,
har den dog betydet en hel del eks-
primeteren på det teologiske insti-
tut. Det gælder først og fremmest
udarbejdelse af undervisningsbo-
ger på grønlandsk. I dag er det jo
stadig sådan, at man sjældent stø-
der på en undervisning, der udeluk-
kende forgår på grønlandsk. Vi hå-
ber, at vi med samarbejdsvilje vil
prøve på at løse den opgave, vi har
fået betroet, til fælles gavn.
Der vil altid være brug for at styr-
ke kontakten til menigheden på
mange punkter. Det skal man tage
sig af for alvor, også uden for kon-
venter og konferencer.
Kirken har et usynligt samlings-
punkt. Sommetider føler vi det som
noget, der er fjernt men til andre ti-
der også som noget, der er nært.
Det er derfor, at vore bekymrin-
ger viger for håbet og vi bliver i
stand til at møde fremtiden for-
trøstningsfuldt.
Også vi takker Atuagagdliutit for
samarbejdet gennem de mange år
og ønsker bladet til lykke samt for-
tsat god fyldest i oplysningens tje-
neste endnu i mange år.
Atuagagdliut
atuagagssiauvoK
angerdlarsimavfingne
tamangajangne
atuarneKartartOK
neKerorut
VI ØNSKER
GLÆDELIG JUL
til alle, der i årets løb har købt
Aiwa hifi
gennem vore forhandlere i Grønland
RADIOGROS A/S - Klarup
- EN GROS FOR GRØNLAND -