Atuagagdliutit - 11.12.1985, Page 54

54
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 50 1985
Kommunikation i Grønland
gennem 125 år
Hjertelig til lykke med de 125 år, ATUAGAGDLIUTIT, det var dig, der begyndte.
Af Per Danker, Grønlands Televæsen
I sommeren 1860 anløb otte frem-
mede skibe ganske uventet Nuuk,
hvor de blev lukket inde af storisen:
(Atuagagdliutit, Nuuk 1. januar
1861)
»Et af Skibene var et stort en-
gelsk Krigsskib med mange Solda-
ter. Nogle Beboere i Nuuk blev ban-
ge, da de saa Soldaterne komme i
Land og blev forundrede over,
hvorfor de var kommet ti! Grøn-
land. Disse Englændere er sendt ud
forat maale Vanddybder ved Island
(Nordboernes Land), og Grønland
og Canada. Grunden er, at Menne-
skene i Europa og A merika har op-
fundet Kabler til brug for at sende
Meddelelser ti! hinanden. Disse
Kabler har indmad af Kobber, og
det er saadan: hvis man rører ved
den ene Ende, kan det registreres
ved den anden Ende. Først lavede
man disse Kabler fra By til By, saa
kunde Mennesker have forbindelse
med hinanden bare ved at røre ved
den ene Ende. Saadan har de For-
bindelse med hianden uden at kun-
ne se hinanden eller at skulle skrive
Breve. Disse Kabler skal vi kalde
»Telegrafer«. De er trukket i Ma-
ster, som er stukket ned i Jorden
mellem Byerne. Siden prøvede de at
sænke Kablerne ned paa Havbun-
den, saa de naaede fra Land ti!
Land. Dette tykkedes ogsaa for
dem, og det gjorde det muligt for
Mennesker, der bor paa Øer, at ha-
ve Forbindelse med Mennesker,
som bor paa Fastlandet. Det er ikke
til at forst aa, hvordan det kan lade
sig gøre. Det er næsten ikke til at
tro, hvis man ikke har set det blive
brugt. Men det er rigtigt, at det er
saadan. En almindelig Englænder
kan, hvis man vil spørge en almin-
delig Nordlænder (dansker, red.)
om noget, henvende sig ti! en, der
har Telegraf og give sin Besked.
Naar de telegraferer med deres Te-
legrafer, modtages Svaret indenfor
/ time paa hundrede Miles Afstand.
Men det er dyrt at bruge Telegra-
fen, da der skal betales for hvert
Ord. Derfor skriver man stadig Bre-
ve, selv om der er Telegraf.
Da de havde faaet Telegraf mel-
lem alle Byer, vilde de ogsaa have
det mellem Europa og Amerika
over Verdenshavet Atlanterhavet.
For tre år siden sejlede to store Ski-
be — et fra Europa og et fra A meri-
ka — med hver sin Last af Kabler.
De mødtes midt paa Havet og for-
bandt de to Kabler og sænkede dem
saa i Havet. Da de to Ender havde
naaet England og Amerika, sendte
Englands Dronning en Hilsen til
Amerikas Præsident, og hun blev
svaret et Øjeblik efter.
Denne Hilsen blev meget dyr:
Transmissionen blev pludselig
langsommere og langsommere, for
ti! sidst at stoppe helt, og Kablet
kunde ikke bruges til Telegraf me-
re. Dette Kabel har været dyrere
end 10 Aars Skibsforsyninger til
Grønland.
Da man fandt ud af, at Afstan-
den fra England til Amerika var for
lang, fik Amerikaneren Schaffner
tilladelse af den engelske Dronning
til at lave en Telegrafforbindelse
først til Canada, derfra til Grøn-
land, derfra til Færøerne og derfra
saa til Europa. Schaffner var i
K ’aKortOK i Efteraaret 1859 i Okto-
ber. Han var ogsaa i Pamiut i Sep-
tember 1860 med Damphjulskibet
for at undersøge, fra hvilket et
Sted, man skulde overføre Telegra-
fen.
Rasmus Berthelsen«
Hvad har læserne langs de grøn-
landske kyster mon tænkt ved at
læse dette i 1861! — Her sad man
med et mirakel i hænderne: noget
som blev udbudt til almindelig læs-
ning — et rigtigt blad, der med møje
og besvær og skonnerter og kajak-
ker og hundeslæder kunne bringe
lidt oplysning og underholdning ud
til en læsehungrende befolkning,
og så skriver redaktøren i sin aller-
første artikel i det allerførste num-
1930-kkunni niuertoqarfiit tamarmik ullormut saqqumersartumik aviise-
qarput nivinngaasarfimmut ilineqaraangat alutorineqarluartartumik.
11930 ’erne havde alle kolonier en daglig avis, som studeredes flittigt på den
offentlige opslagstavle.
Afdelingsleder til Det offentlige Aftalenævn
Stillingen som afdelingsleder ved Det offentlige
Aftalenævns afdeling i Nuuk, Grønland, opslås
herved ledig til besættelse snarest muligt.
Det offentlige Aftalenævn er oprettet ved lov for
Grønland nr. 182 af 14. maj 1980, som trådte i kraft
den 1. oktober 1980.
Nævnet er opbygget med en bestyrelse og et
sekretariat. Sekretariatet ledes af en sekretariats-
chef. Sekretariatet består af en afdeling i Danmark
og en i Grønland, og hver afdeling ledes af en afde-
lingsleder.
Aftalenævnet indgår kollektive overenskomster
og aftaler m.v. for ansatte i den offentlige forvalt-
ning i Grønland og varetager partsbeføjelserne i ar-
bejdsretlige naliggender på statens, Grøhlands
Hjemmestyres og de grønlandske kommuners
vegne.
Afdelingslederen ved nævnets afdeling i Nuuk
skal varetage den stedlige souscheffunktion, samt
i samarbejde med sekretariatschefen varetage den
løbende kontakt med især de grønlandske løn-
modtagerorganisationer. Afdelingslederen vil end-
Det offentlige Aftalenævn
Nørre Voldgade 94, 1. . 1358 København K
videre i et vist omfang få til opgave selvstændigt at
føre overenskomstforhandlinger og andre for-
handlinger.
Erfaring inden for offentlig eller privat admini-
stration, forhandlingserfaring og kendskab til
overenskomstspørgsmål og tjenestemandsretlige
forhold vil være en fordel.
Stillingen er indtil videre placeret ved sekretaria-
tets afdeling i Grønland. Der må påregnes en vis
rejseaktivitet.
Stillingen aflønnes med en løn svarende til den
grønlandske lønramme 34. Ansættelse kan heref-
ter ske på overenskomstvilkår efter nærmere aftale
med vedkommendes faglige organisation.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse
til nævnets sekretariatschef, K. Mogensen, på tlf.
01-13 43 62.
Skriftlig ansøgning med oplysninger om uddan-
nelse og tidligere beskæftigelse bilagt kopi af eksa-
mensbeviser og eventuelle anbefalinger skal være
Aftalenævnets Københavnsafdeling i hænde se-
nest den 20. december 1985, kl. 12.00.
Radiu nunatsinni pileqqaarmat. Una assilisaavoq Qaqortumi radioqar-
fimmit.
Fra radioens barndom i Grønland. Billedet stammer fra radiostationen i
Julianehåb.
mer om sådan noget tøjeri: »Når
man telegraferer med deres telegra-
fer, modtages svaret indenfor 1 ti-
me fra hundrede miles afstand«!
Hvad var 1 time i datidens Grøn-
land — Her sad man med første
nummer af ATUAGAGDLIUTIT,
som havde været en sommer og en
vinter og en halv sommer under-
vejs, og så »svar i løbet af 1 time«
ved hjælp af nogle kabler, der gør
noget i den anden ende, når man rø-
rer ved den ene ende!
Hvordan har man mon der i tran-
lampernes skær forestillet sig så-
danne hundreder af mile lange kab-
ler med indmad af kobber? Hvor-
dan er snakken gået i de ensomme
hytter? Hvordan har bopladsens
ældste udlagt dette sære, der må ha-
ve været selve sandheden, for det
stod jo der sort på hvidt som teksten
i Bibelen! Har angakokken fundet
en bedre forklaring i mytologien,
end kateketen fandt i Det gamle Te-
stamente? — Har Slangen i Edens
Have (som man dog havde set en
tegning af) kunnet gøre det ud for et
billede af et kabel med indmad af
kobber! Dér ville i hvert fald ske no-
get i den anden ende, hvis man tråd-
te på den ené!
Jo megen grublen, fantaseren og
snakken må der have været, selv om
den kloge redaktør, Rasmus Ber-
thelsen, selv skrev, at det ikke var til
at tro, hvis man ikke havde set det
brugt. — Men det havde han da vist
heller ikke!
Skru lige ned for TV
— jeg taler med Ammassalik
125 år er gået, og i dag vil man abso-
lut ikke vente 1 time på at få svar,
selv fra de fjerneste beboelser i lan-
det, eller for den sags skyld i ver-
den. Alle tror nu på tøjeriet og mere
til, for vi har alle set det brugt.
I 1925 kom telegrafien med dens
prikker og streger til Grønland med
telegrafstationerne i Qeqertarsuaq,
Nuuk, Qaqortoq og Ammassalik.
Den første kortbølgetelefoni og ra-
diofoni kom i 1926. I løbet af
30’erne fik alle kolonier og en del
udsteder egne radiostationer. Un-
der 2. verdenskrig tog det for alvor
fart med flere, større og bedre sta-
tioner samt »landsdækkende« ra-
diofoni. En lang række grønland-
ske telegrafister og motorfolk var
belevet uddannet. En masse tele-
ord var gået ind i sproget. Man vid-
ste præcis, hvad 1 timevar —ja,en-
dog 1 sekund. — Det ubegribelige
var blevet almindeligt.
»Nytiden« bidrog til at udviklin-
gen holdt farten. I 1958 indviedes
Grønlands Radio med radiohus og
sendere i nord, midt og syd. Tele-
grafien afløstes af fjernskrivnin-
gen. Midt i 60’erne kunne man
pludselig telefonere til sine børn og
andre i Danmark (selv om der var
rationeret med 3 minutter til hver).
I begyndelsen af 70’erne kom radio-
kæderne og i slutningen kom satel-
litterne, og inden man så sig om,
kunne man telefonere over det hele.
Der kom flere og flere FM-sendere,
så man næsten alle steder kan høre
Grønlands Radio lige så godt, som
dem der bor i Nuuk.
At man kunne få levende billeder
lige hjem i hytten gennem kabler
med indmad af kobber, var der in-
gen der undrede sig over mere, så da
man pludselig samtidig fik samme
TV-program fra Grønlands Radio
over en trådløs radiokæde, var der
flere, som brokkede sig over, at det
blev gjort, end der undrede sig over,
at det kunne lade sig gøre.
Og da store dele af befolkningen
i 125-året for ATUAGAGDLIU-
TITs fødsel kunne sidde med på den
billige langside i Københavns
Idrætspark og se Elkjær og Co ord-
ne russerne 4-2, var der få som gik
op i, at det skete via en satellitsta-
tion i Frankrig, en satellit i 36.000
kilometers højde over Amazon-
junglen og lidt kabel og radiokæde
her og der. Det, der imponerede
var, at Danmark vandt over Rus-
land.
Men tænk, hvis Rasmus Berthel-
sen havde vidst om det, og havde
skrevet om det i 1861!
Samhørighed
ATUAGAGDLIUTIT blev grund-
lagt, fordi man ønskede, »at skabe
forbindelse mellem de fra hinanden
fjerntboende befolkningskredse og
give dem en følelse af samhørig-
hed«. I 64 år fra 1861 til 1925 sled
redaktionen alene i det for at leve
op til dette mål, og gjorde det så
godt, at den samtidig skrev et mar-
kant kapitel i den samlede verdens
pressehistorie. Men i 1925 blev det
»tøjeri« som en visionær redaktør i
1861 bragte som sin allerførste for-
sidehistorie, en realitet i Grønland:
Den lynhurtige fjern- eller telekom-
munikation.
Grønlands Televæsen og den tek-
nik, det hele hviler på, trådte til for
at hjælpe med til »at skabe forbin-
delser mellem de fra hinanden
fjerntboende befolkningskredse og
give dem en følelse af samhørig-
hed«. Det grønlandske telenet, der i
dag tilbyder fuldt moderne tele-
kommunikation til næsten alle be-
boede steder i landet, giver ikke i sig
selv samhørighed, men det giver
grundlaget for at indbyggerne i et så
vidtstrakt land kan kommunikere.
— Og uden kommunikation ingen
samhørighed, og unden samhørig-
hed intet samfund.
Hjertelig til lykke med de 125 år,
ATUAGAGDLIUTIT, det var dig
der begyndte.