Det Nye Nord - 09.04.1919, Síða 5

9. April 1919
DET NYE NORD
Side 5
TOLAGE TS P
KEJSER WILHELMS FLUGT TIL
HOLLAND.
landt alle de skæbnesvangre Begivenheder, som i
Løbet al' sidste Efleraar førte til Hensmuldren
af Tysklands Kræfter, til Opløsning af Hæren og til
Anarki i Riget er der ingen, der har vakt saadan Opsigt
soin Kejser Wilhelms Flugt til Holland. Alligevel er det
den Hændelse, som foreligger daarligst oplyst, og navn-
lig har det været uforstaaeligt, hvilke Motiver en Mand
som Kejser Wilhelm kan have haft til at vælge netop
denne Udvej, der for alle, Venner saa vel som Fjender,
maatte staa som den elendigste af alle, tusindfold værre
end Døden.
Under disse Omstændigheder har det belydelig
Interesse at stifte Bekendtskab med en autentisk Skri-
velse, udsendt fra Kolberg den 18. Marts af selve H i n-
d e n b u r g. Den gamle Generalfeltmarskal oplyser
heri følgende (Udh. af Hindenburg):
Da Rigskansler Prins M a x af Baden den 9. November
offentliggjorde Kejser Wilhelms Tronfrasigelse,
uden i Forvejen at have indhenlel hans Sam-
tykke hertil, var den tyske Hær ikke slaaet, men
dens Kræfter svandt hen, medens Fjenden stillede friske
Troppemasser op til nye Angreb. Afslutningen af Vaaben-
stilstanden var umiddelbart forestaaende. I dette Øjeblik,
da den militære Spænding var paa sil højeste, udbrød R e-
volutionen i Tyskland. Oprørerne bema'gtigede sig i
Ryggen paa den tyske Hær Rhinbroerne, vigtige Magasiner
og Transportcentrer. Derved kom Aminunilionslilførslerne
og Forplejningen i Fare, medens Troppernes Beholdninger
kun strakte til for faa Dage. Etappe- og Depot-Tropperne
opløste sig, og der indløb ugunstige Meldinger om Paa-
lideligheden af den egentlige Fellhær.
1. Under disse Omstændigheder var Kejserens frede-
lige Tilbagevenden til sit Hjem ikke mere tænke-
lig, og han kunde kun fremtvinge Hjemrejsen i Spidsen
for trofaste Tropper. Men i saa Fald var Borgerkrigen ud-
brudt Side om Side med den uden al Tvivl forfølgende
Fjende, og da var Tysklands fuldstændige Sammenbrud
uundgaaeligt.
2. Kejseren kunde endvidere have begivet sig ud til
Kamptropperne, for i Spidsen for dem at søge Døden i et
sidste Angreb. Men ogsaa derved var den af Folket læng-
selsfuldt ventede Vaabenstilstand skudt ud, og mange Sol-
daters Liv var spildt uden Nytte.
3. Kejseren kunde endelig gaa til Udlandet. Han valgte
denne Vej, i Enighed med sine Raadgivere og efter uendelig
tunge Sjælekampe, udelukkende i det Haab derved at tjene
Fædrelandet bedst (am treuesten), spare Tyskland for videre
Tab, Nød og Elendighed samt give Landet Fred, Ro og
Orden tilbage. At Kejseren har taget Fejl i dette Haab,
er ikke hans Skyld. —
Saavidt Generalfeltmarskal Hindenburg. Det svage
Punkt i hans Forsvar for Kejser Wilhelm er aaben-
bart Nr. 2, thi ingen har jo forlangt, at han skulde tage
sine trofaste Regimenter med i den Død, som for men-
neskelige Øjne skulde synes Kejserens eneste Retfærdig-
gørelse, efter at hans daadrige Liv var slaaet Fejl i et
Omfang, som Verdenshistorien ikke kender Mage til.
Men bortset herfra rummer Hindenburgs Fremstilling
især i Indledningen ny Oplysninger, som tyder paa, at
det ikke var den tyske Flærs Sammenbrud, der for-
aarsagede Revolutionen, men snarere Revolutionen,
ikke mindst »Hjemmefrontens« Opløsning, der var Aar-
sag til, at den tyske Hær opgav Ævret. Dermed aabne-
des alle Sluser for Fjendernes materielle og moralske
Paagaaenhed, og det er derfor meget muligt, at Ver-
denshistorien senere hen, naar alle Omstændigheder
foreligger fuldt opklarede, ikke som nu vil betragte den
tyske Revolution som en Bedrift til Indledning af en ny
Æra for det tyske Folk, men tværtimod som en sidste
Dumhed, der forspildte Tysklands bedste Chancer for
at opnaa en taalelig Fred og en ærefuld Fremtid.
Man maa herved ganske vist regne Revolutionsførerne
til Gode, at Ententemagterne, ogsaa Wilson, ustandse-
lig havde fremsat Kuldkastelsen af det tyske Regerings-
system som et af deres Krigsmaal og derved fremmet
Revolutionstanken i det tyske Folk. Det var rart at
vide, om Ententen stadig er lige begejstret for denne
Politik, der ikke synes stort kløgtigere over for Tysk-
land, end Tysklands Indsmugling af Lenin og Bol-
sclievismen i sin Tid i Rusland.
W.-K.
BOLSHEVISMEN.
I.
Man kan for Tiden ikke i noget Land tage en Avis
i Haanden, uden at der paa et eller andet Sprog staar
at læse, at den moderne Bolshevisme er et rent og
skært Krigs- og Sulleprodukt.. Den i Krigens Fodspor
følgende Forraaelse, Massernes Neurasteni og Sulten
gælder overalt som Forklaring paa Arbejdernes Mod-
tagelighed for den bolshevikiske Agitation. Særlig i tyske
og tidligere tyskvenlige Blade fremhæves tidlig og silde
den formentlige Forbindelse mellem Bolshevismen og
Levnelsmiddelmangelen i Centraleuropa, og selv om et
opmærksomt Øje efterhaanden mærker, at denne Ar-
gumentations egentlige Hensigt er at klemme de flest
mulige Ernæringsstoffer ud af Ententen, saa er der
ingen Tvivl om, at selv kloge Folk virkelig anser Bol-
shevismen for et tilfældigt og forbigaaende socialt Fæ-
nomen, der vil forsvinde af sig selv, saasnart Masserne
atter et Aarstid har kunnet spise sig mætte i deres nor-
male Kost.
Alt dette er i Bund og Grund forkert, og rober en
saadan Uvidenhed, en saa farlig Mangel paa Forstaa-
else af, hvad den moderne Boshevisme er og vil, at det
er paa høje Tid at faa udredet denne Samfundsbe-
vægelses Oprindelse og Væsen, for al man kan be-
dømme dens Betydning og Fremtidsudsigter rigtigt.